Hvis man tror, at et menneske kun er krop og sjæl, må man tro om igen. For i dag er vi også vores data. Sundhedsvæsenet, socialvæsenet, skattevæsenet og alle de andre væsener kender os først og fremmest på vores data, som de høster og opbevarer med stor effektivitet. Dertil kommer, selvfølgelig, alle de data, som private firmaer indsamler, analyserer og tjener store summer på.
Denne overgang til et databaseret samfund er langtfra ny. En dansk milepæl var etableringen af CPR i 1968, der åbnede for enorme registreringsmuligheder. Til glæde for nogle og til bekymring for andre. For allerede dengang var mange klar over, at den, der sidder med data, sidder på en kilde til viden og magt. Og derfor er registrering af data altid noget, vi nødvendigvis må diskutere i et demokratisk perspektiv. Hvor meget skal vi registrere? Hvad sker der med alle de indsamlede data? Hvem har kontrollen over dem? Hvor ender de henne? Og hvad sker der i det hele taget med forholdet mellem borger og stat? Bliver borgeren reduceret til et nummer i den store datamaskine? Og hvordan kan man sikre sig aktivt og deltagende medborgerskab i sådan en situation?
Data og algoritmer omkalfatrer vores samfund
Disse spørgsmål er endnu vigtigere i dag, og derfor er det glædeligt, at politikerne på Christiansborg tilsyneladende er ved at vågne. Således har tech-giganterne fået deres helt eget afsnit i regeringens nye medieudspil. Nu skal giganterne under demokratisk kontrol.
Det er en honnet ambition, som afspejler den utryghed, som tech-giganternes gøren og laden efterlader hos mange. Det er frygten for et demokrati, der rendes over ende af fake news, og hvor borgerne splittes og radikaliseres. Det er utilfredsheden med diskussioner, der ekskluderer alt for mange borgere (især kvinder). Og så selvfølgelig frygten for massiv overvågning af borgere.
I regeringens medieudspil foreslås, at der etableres et nyt center for tech og demokrati, som skal skabe mere viden om tech-giganternes effekt på demokrati, sammenhængskraft og trivsel samt bidrage til politikudvikling. Indsatsen mod falske nyheder skal oprustes, den digitale dannelse styrkes, og tech-giganterne anmodes officielt om at dele oplysninger om algoritmers effekt på det danske samfund.
Det er klart, at kritikken af tech-giganterne ofte bliver for generel og for skinger. Men samtidig er det også rigtigt, at firmaerne er katalysatorer for væsentlige forandringer af vores samfund og demokrati. Og derfor skal vi selvfølgelig holde øje med dem.
Omvendt må vi ikke få tunnelsyn. Det er ikke kun tech-giganterne, der skal have opmærksomhed, men hele den opsamling og brug af data, der finder sted, uanset hvor vi vender os hen. Det gælder også det enorme antal offentlige registreringer, og det gælder den vilde logning af borgerne, som regeringen nægter at skille sig af med, selv om den er på juridisk tynd is.
Pointen er selvfølgelig ikke, at vi skal skrue tiden tilbage eller stoppe al dataindsamling. Dertil er fordelene alt for store. Men data og algoritmer omkalfatrer vores samfund og rejser grundlæggende spørgsmål om, hvem vi er som mennesker. De indgår i dannelsen af borgere og i udviklingen af vores demokrati. Og derfor er det på høje tid, at vi begynder at tage dem alvorligt.
