Historieskriveren

Da Pernille Bjørn i 2015 gik til jobsamtale om et professorat på Datalogisk Institut ved Københavns Universitet (DIKU), vidste hun ikke med sikkerhed, om der var andre kvindelige ansatte blandt det videnskabelige personale.

For selv om historien er rig på kvindelige pionerer inden for programmering og softwareudvikling, så har datalogi i de seneste årtier ændret sig til at være et udpræget mandsdomineret fag.

Faktisk i en grad, så Pernille Bjørn skrev historie ved at blive den første kvindelige professor på DIKU.

– Det er en kæmpe ære at blive professor. Det er den højeste stilling i den akademiske verden, og det er bestemt ikke alle, der opnår det. Så det er jeg superglad for, siger Pernille Bjørn, der kom til Datalogisk Institut efter syv år som lektor på IT-Universitetet.

Det viste sig, at der var tre andre kvindelige lektorer på DIKU – bare på nogle andre fagområder. Men udviklingen er gået stærkt, og i dag er der tre kvindelige professorer ansat på fuld tid.

Og det er et strategisk valg, fortæller Pernille Bjørn. Både ledelsen på DIKU og på Københavns Universitet forsøger aktivt at rekruttere bredere, når der sker nyansættelser.

– De ansatte på landets universiteter skal afspejle det samfund, de repræsenterer. Vi er nødt til at få større diversitet, både når det gælder etnicitet, køn og social baggrund, hvis vi vil have nye og anderledes idéer ind i vores forskning, siger Pernille Bjørn.

Datalogi er i alting

Set i et helikopterperspektiv taler tallene deres tydelige sprog. Ser man på samtlige studerende på universitetet, er der flest kvinder, og når det gælder ph.d.-studerende, er kvinderne også godt repræsenteret.

Men den kønsmæssige ubalance stiger dramatisk, når det kommer til titler som adjunkt, lektor og professor.

– For hvert trin op i den akademiske fødekæde bliver der færre kvinder, siger Pernille Bjørn, der gerne vil tilpasse datalogifaget, så flere kan se sig selv i det.

Udover de to nye professorkollegaer kan hun foreløbig notere sig, at andelen af nye kvindelige studerende på DIKU også er steget markant de seneste fem år.

De nye vinde på DIKU afspejler sig også i, at man har besluttet at satse mere på tværfaglighed.

Det betyder, at flere stillinger bliver delt med andre fakulteter, som dermed kan få gensidig inspiration fra hinanden.

Eksempelvis har DIKU ansat tre andre professorer, der er delt med institutterne Kommunikation, Naturfagenes Didaktik og Psykologi.

– Det afspejler, at datalogi er i alting. Det gennemsyrer efterhånden alle grene af vores samfund fra sundhedssystemet til NemID. Vi skal have datalogien ud at leve på andre områder, for vores fag er relevant på så mange forskellige felter, siger Pernille Bjørn.

En bumpet vej

Der var ellers ikke noget, der tydede på, at Pernille Bjørn skulle studere datalogi, da hun var yngre.

Hun flyttede hjemmefra i gymnasietiden, og da SU’en tørrede ud efter den matematiske studentereksamen, måtte hun ud at tjene penge for at betale huslejen.

Hun endte i en lille logistikvirksomhed på Frederiksberg, hvor hun skulle tage telefoner og løse forefaldende opgaver.

Men chefen kunne se potentialet og byggede hende op til at være afdelingsleder.

I løbet af de tre år, hun var ansat, fik hun ansvaret for at udvikle interne it-systemer og databaser til lagerstyring og abonnementssalg.

– Det var dengang, skærmene var helt sorte med en farvet cursor. Jeg troede, jeg skulle uddanne mig videre indenfor erhvervsøkonomi, ledelse og samarbejde, og jeg tog aftenkurser ved siden af arbejdet, siger Pernille Bjørn.

Alligevel valgte hun at søge ind på den humanistiske basisuddannelse på RUC, og set i bakspejlet kom den allerførste dag på studiet til at definere hendes karriere.

– Jeg fandt en brochure, som fortalte, at man kunne studere datalogi, mens man læste humaniora. Jeg syntes, det lød vildt spændende, for jeg havde jo programmeret de her databaser, men jeg opfattede det mere som effektivisering og optimering af arbejdsprocesser. Jeg havde aldrig hørt om datalogi, fortæller ­Pernille Bjørn.

Hendes vejleder på første semester af studiet var også en lektor i datalogi, Elin Rønby Pedersen, der lige er blevet professor ved Syddansk Universitet efter mere end 20 år i Silicon Valley, hvor hun var forsker hos Google.

Pernille Bjørn endte med at læse datalogi som hovedfag, og udover en cand.mag. i datalogi og pædagogik har hun en ph.d. i datalogi inden for fagområdet Computer Supported Cooperative Work (CSCW).

– Fra første dag har jeg følt mig rigtig godt hjemme i datalogiens verden, siger hun.

Truet af sin egen succes

I dag kan hun konstatere, at de seneste år har været lidt af en optur for DIKU, som også har tiltrukket stadig flere eksterne forskningsmidler fra private fonde. Men medaljen har en bagside.

Hver gang der kommer eksterne midler, skal universitetet i langt de fleste tilfælde hoste op med medfinansiering til forskningsprojekterne.

Det sker enten som direkte eller indirekte medfinansiering (overhead), som ikke kan henføres til den konkrete forskning, men som eksempelvis dækker fællesudgifter til husleje, lokaler og administration.

Og det tærer på økonomien i en grad, så institutter som DIKU trods deres umiddelbare succes kan befinde sig i en situation, hvor der mangler penge i kassen.

– Jo flere eksterne midler, vi modtager, jo større del af universitetets frie midler bliver båndlagt, fordi vi skal være medfinansierende. Det betyder, at vores frie midler bliver knyttet til private interesser og de forskningsområder, som i deres optik er interessante eller kan give et økonomisk afkast. Det presser de små forskningsfelter, og lige nu er vi i en sparesituation. Det er uheldigt, forklarer professoren.

Mathæus-effekten

Faktisk nærmer universiteterne sig samlet set en situation, hvor 50 procent af forskningsmidlerne kommer fra private fonde. Det betyder også, at vi ifølge Pernille Bjørn bør have en offentlig debat om, hvordan vi ønsker, at forskningsverdenen skal udvikle sig i de kommende år.

Undersøgelser viser, at kvindelige forskere modtager markant færre private forskningsmidler end deres mandlige kolleger – særligt når man ser på de helt store udlodninger, hvor kun 16 procent af modtagerne er kvinder.

Samtidig går 75 procent af bevillingerne fra de private fonde til de mest succesfulde 20 procent af forskere, viser en opgørelse fra tænketanken DEA.

Det kaldes Mathæus-effekten – at de forskere, der allerede har tiltrukket fondsmidler i deres karriere, har langt større chance for at suge endnu flere penge til sig end de ansøgere, der ikke har modtaget midler.

Og selv om hun værdsætter donationerne fra eksempelvis Industriens Fond og Novo Nordisk Fonden, så advarer hun om, at de private fonde i stadig højere grad bestemmer udviklingen af samfundet.

– Vi lader i stigende grad de private fonde bestemme den retning, forskningen skal gå. Ofte belønner man de ansøgninger, som kan gå hen og blive til en virksomhed, der kan tjene penge. Men spørgsmålet er, om det tjener fællesskabets interesse, siger hun og giver selv svaret:

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi glemte pengene et øjeblik og lod os drive af, hvad vi gerne vil som samfund. At vi i højere grad belønner nytænkning og tværfaglige projekter. Jeg oplever det som stort set umuligt at komme igennem med ansøgninger, der stikker lidt ud fra de etablerede rammer.

Fri og uafhængig

Hun understreger, at pilen ikke kun peger på de private fonde. Skiftende regeringer har gennem en årrække dikteret, at universiteternes forskning skal være mere erhvervsrettet, og de offentlige forskningsbevillinger kommer ofte med krav om en form for økonomisk nytteværdi.

– Det betyder jo, at stadig mere forskning sker i tæt samarbejde med erhvervslivet. Det kan der ofte være sund fornuft i, men det sætter også forskerne i en situation, hvor de er nødt til at tænke i de baner. Og det sætter en begrænsning for den frie og uafhængige forskning, siger Pernille Bjørn.

I de seneste år har hun oplevet en forstærket tendens til, at de private fonde giver rigtig mange penge til nogle få, men meget dyre forskningsprojekter.

Dermed koncentreres forskningen om udvalgte emner og forskere, og den udvikling er ikke nødvendigvis positiv, mener hun.

– Jeg tror ikke, de penge er godt givet ud. Vi binder alt for mange penge op på private interesser. Jeg ser store fordele i at sprede pengene mere ud, så vi får mere diversitet, mere friskt blod og en større variation i forskningen. Det vil give en langt større begejstring og nysgerrighed i vores forskning, siger Pernille Bjørn.

Et nej er et nej

En af de helt store spillere i forskningsverdenen er Novo Nordisk Fonden, som alene i 2020 uddelte 5,5 milliarder kroner på tværs af forskningsverdenen.

Mange får afslag, men de private fonde giver ikke feedback til ansøgerne. Dermed ved forskerne ikke, hvorfor de bliver afvist, og hvad de i givet fald skal ændre for at komme i betragtning i næste runde.

Fra NNF lyder det kortfattede afslag eksempelvis: ”NNF giver ikke feedback i de tilfælde, hvor en ansøgning ikke bliver udvalgt til finansiering”.

Og det er for Pernille Bjørn udtryk for en skidt kultur.

– Feedback er vigtig. Det ved vi alle sammen. Forskerne bruger store mængder tid og energi på at bygge et projekt op, skabe et netværk og skrive en god ansøgning. Det er et kæmpe arbejde. Og så får de bare et nej uden yderligere forklaring. Det er ikke særlig konstruktivt i min optik, siger Pernille Bjørn.

Billedet er et helt andet med EU-ansøgninger, hvor der typisk kommer begrundede afslag, som forskerne kan tage bestik af og videreudvikle.

– Der er plads til forbedring på flere fronter med de private fonde herhjemme. Og hvis de ville, kunne de virkelig spille en vigtig rolle ved at sætte standarder for at styrke diversiteten og bredden i forskningen. Men det kræver nytænkning, siger Pernille Bjørn.

Flyvende gennem døren

Hun har netop publiceret en stor forskningsartikel om Cooperative Work Environments (CWE), hvor hun har brugt det kommende supersygehus i Nordsjælland som case.

Projektet, der er støttet af Velux Fonden, handler om at sikre optimale fysiske arbejdsbetingelser for sundhedspersonalet og fjerne oversete fysiske barrierer allerede inden et stort prestigebyggeri går i gang.

Kernen i det arbejde er Virtual Reality (VR), og udgangspunktet er, at bygningernes indretning i høj grad former og påvirker samarbejdet og de arbejdsrutiner, man for eksempel har på en skadestue eller akutafdeling.

– Det handler om at begynde at forstå bygninger som en fysisk aktør, der har direkte indflydelse på arbejdspraksis, og hvordan vi udvikler de rigtige it-systemer til den konkrete fysiske virkelighed. Et rum er ikke bare et rum. Det bliver meget tydeligt, når man står med en akutafdeling på et hospital, hvor alle processer gerne skal være optimeret 100 procent, siger Pernille Bjørn.

Supersygehuset, der skal stå klar i 2024, fylder 130.000 kvadratmeter, og i VR-modellen sørgede forskerne for at gøre alting så naturtro som muligt.

Den tid, det tager at løbe hen ad en hospitalsgang, kunne ikke gøres hurtigere i VR. Senge og møbler er lige så tunge at flytte rundt på, og du ”flyver” ikke bare gennem døre og vægge som i et computerspil.

– Alle de ting, du kan gøre nemmere i VR, gjorde vi ikke nemmere, siger hun.

13 hospitalsansatte afprøvede VR-modellen og opdagede vigtige fysiske forhindringer, som vil være til gene i virkelighedens verden. Nu er det op til arkitekterne at ændre på rummenes indretning.

Netop nu er hun i gang med at udvikle et lignende koncept for Mærsk Træning, hvor det handler om at minimere antallet af arbejdsulykker ved at træne medarbejderne på de helt store fragtskibe i at arbejde sammen, når skibene skal fortøjes på havnen.

– Det handler om at optimere de usynlige arbejdsprocesser i det it-støttede samarbejde, siger hun.

De kvindelige pionerer

Selv om CSCW er hendes hovedforskningsområde, har der også været plads til sidespring.

For i takt med at Pernille Bjørn kom dybere ind i faget, steg hendes undren over, hvorfor datalogi i så høj grad er domineret af mænd.

Specielt når man tager i betragtning, at kvindelige programmører og matematikere spillede en helt afgørende rolle under Anden Verdenskrig med at knække tyskernes kodede beskeder på Enigma-maskinen.

Det samme gælder inden for rumfart. Begge dele er skildret i film som Hidden Figures og The Imitation Game.

– Godt nok var det ofte mænd, der byggede maskinerne, men det var kvinder, der lærte at anvende dem, og de stod for udviklingen af programmering og softwareudvikling som arbejdsområde og forskningsfelt. En lang række kvinder har lavet et super vigtigt stykke arbejde i datalogiens historie, siger Pernille Bjørn.

Det gælder også udviklingen af de tidlige Atari-computerspil.

Men Pernille Bjørn opdagede, at historieskrivningen ikke gav de kvindelige pionerer den respekt og anerkendelse, de fortjener. Ingen af dem figurerede i de officielle beskrivelser af spillene, og typisk fik deres mandlige kolleger æren.

– Når vi har så få kvinder i datalogi i dag, skyldes det blandt andet, at vi ikke har hørt nok om de succesfulde kvindelige programmører og udviklere. I toppen af techverdenen sidder der mænd som Jeff Bezos og Mark Zuckerberg, mens de kvindelige pionerer er stort set usynlige, siger Pernille Bjørn.

Derfor kastede hun sig ud i det store forskningsprojekt Atari Women, hvor hun var hoveddrivkraft i at opdyrke fortællingen om de mange primært amerikanske kvinder, der på egen hånd udviklede fantastiske spil som Warlords, Centipede og Spiderman til Atari-spilkonsollen.

Under et ophold på Washington University i Seattle i 2019 opsøgte hun 13 af kvinderne og fortalte deres glemte historie.

Samtidig tog hun initiativ til en Wikipedia-edit-a-thon, hvor historierne om Atari Women blev lagt på nettet.

– For mig har det været vigtigt, at den historie bliver fortalt. Kvinder har spillet en stor rolle i datalogien, og det vil de også gøre i fremtiden, siger Pernille Bjørn.

Forandringens vinde blæser, og Pernille Bjørn er en del af den nye historieskrivning.