Danmark er et datasamfund. Som borger kan man stort set ikke røre en finger, uden at informationer registreres og lagres i store databaser. Myndigheder indsamler informationer om vores bopæl, familie, økonomi, sundhed, sociale forhold og meget mere, mens techgiganter bruger vores klik til at aflure interesser, følelser og præferencer.
Denne situation forandrer, hvem vi er, og hvor vi er. For vi er ikke blot vores krop, men også vores data, ligesom vi ikke bare findes dér, hvor vores kroppe opholder sig. Vi er også i databaserne.
I overvågningsforskningen bruges udtrykket den digitale dobbeltgænger til at beskrive, hvordan vi opstår som individer, når der søges i data.
Vi kender det, når vi ringer til lægen. Vi kan præsentere symptomer og helbredstilstand, men lægen vil altid konsultere vores dobbeltgænger i sygejournalen, inden hun stiller en diagnose.
Vi kender det også fra banken, hvor oplysningerne i databasen er afgørende for, om vi kan låne penge eller ej. Og vi kender det fra Facebook, hvor vi kun eksisterer som dataprofiler, som bruges til at sælge os både det ene og det andet.
Så mange sager skulle Rigspolititet og Rigsadvokaten gennemgå, efter det i juni 2019 kom frem, at politiets it-system har leveret fejlbehæftede teledata som bevismateriale i sager mellem 2012 og 2019.
At vi lever i et samfund fyldt med digitale dobbeltgængere, har en række fordele. Vi skal ikke starte forfra, hver gang vi henvender os til myndigheder eller virksomheder, og vi vil i en række situationer få mere effektiv service, bedre behandling og større retfærdighed. Men dobbeltgængerne giver også udfordringer og stiller os i en situation, som kræver skærpet opmærksomhed.
For selvom vi ofte opfatter data som objektive og neutrale, er det klart, at de kan være fejlagtige og dermed danne grundlag for forkerte beslutninger.
Data er også tilvirkede og udvalgt blandt andre data, og det kan selvfølgelig være væsentligt, i hvilken udstrækning vi selv kan bestemme, hvordan vi ønsker at præsentere os gennem data, og om vi kan få fejlagtige eller generende data slettet.
Endelig er der et spørgsmål om misbrug og overvågning. En stor fordel ved de digitale dobbeltgængere er, at de kan transporteres fra det ene sted til det andet, men hvem må egentlig kigge på netop vores data, og hvad må vedkommende bruge dem til?
Til disse besværlige, men dog forholdsvis konkrete spørgsmål, knytter sig imidlertid også en mere principiel overvejelse. For den, der besidder data, besidder magt.
Vores ambition skal være at bevæge os væk fra at være et databaseret samfund til at være et egentligt datademokrati.
Netop fordi data ligger til grund for stort set alle beslutninger, der vedrører vores liv og fællesskab, er det en væsentlig magtressource at være blandt dem, der udvælger, producerer og distribuerer data.
Måske var det netop dette forhold datalogiens opfinder, Peter Naur, var inde på, da han allerede i 1966 var bekymret for, at ”herredømmet over datamaterne og deres anvendelse” bliver ”en sag for en lille gruppe af eksperter”. I stedet ville han en demokratisering, så herredømmet over data kom til at ligge hos os alle.
Eller med andre ord: Data flytter magten, og truer med at koncentrere den hos eksperter og virksomheder. Derfor skal vores ambition være at bevæge os væk fra at være et databaseret samfund til at være et egentligt datademokrati. Det var sandt i 1966, og det er sandt i dag.
