Foto: Privat

IVÆRKSÆTTERI

Investor-Andreas leder efter nørderne og de krøllede hjerner

Ugly Duckling Ventures er en dansk venturefond, der håber at finde de startups, som bliver store milliardforretninger. Men hvad er en venturefond egentlig? Og hvem investerer de i? Få svaret fra Andreas Green Rasmussen, der selv har været iværksætter, og som i dag står bag Ugly Duckling Ventures.


Find de iværksættere, der kan forvandle deres gode idé til en milliardforretning.

Det er i korte træk opgaven for Andreas Green Rasmussen.

Han er stifter af venturefonden Ugly Duckling Ventures, og han har selv flere startups på cv’et (psst... du kan læse hele Andreas Green Rasmussens historie her).

Opgaven lyder måske enkel, men i virkeligheden er den også noget nær umulig.

For hvordan kigger man ind i krystalkuglen og finder de folk, der kan forvandle vilde idéer til guld?

Grundlæggende skal man ikke være bange for sit nørderi. Det skal hyldes.

Et af de steder, Andreas Green Rasmussen starter, er at lede efter nørderne.

Dem, der har de krøllede hjerner, og som kan udtænke geniale idéer – men som også ved, hvor deres begrænsninger ligger.

”Grundlæggende skal man ikke være bange for sit nørderi. Det skal hyldes. Men man skal som iværksætter også være bevidst om, hvad man ikke er god til,” siger Andreas Green Rasmussen.

”Og mange nørder har tit brug for, at de får en business-person som medstifter af deres startup, så alle kompetencer er repræsenteret.”

Ergo: Et godt råd til dig, der nørder med en iværksætter-idé, er at finde en partner, der kan alt det, som du ikke selv kan. Sæt et hold, så I har alle kompetencer repræsenteret.

Det kan også være på det personlige plan – de fleste personlighedstræk kan bruges i en startup, men det er en god idé at matche op med folk, der ikke er en kopi af dig selv.

”Min gamle partner Daniel sagde det ret godt i talen til mit bryllup. Han sagde, at vores roller var, at jeg var speederen, og han var bremsen,” siger Andreas Green Rasmussen og fortsætter:

”Uden mig ville han aldrig være kommet nogen vegne, og jeg ville uden ham være kørt ud over klippen på fem minutter.”

Hvad er en venturefond?

Tilbage til den opgave, der ligger på Andreas Green Rasmussens skrivebord: Find de startups, der bliver den nye Trustpilot eller Unity.  

Ugly Duckling Ventures investerer i startups – og lad os lige skitsere, hvordan en venturefond egentlig fungerer.
 

  1. Pengene
    De penge, en venturefond investerer i startups, kommer fra investorer. Det kan være formuende privatpersoner, pensionskasser eller andre, der har penge på lommen, som ”skal ud og arbejde”.

    Man taler typisk om, at en venturefond ”rejser” penge – og her menes der altså, at venturefonden finder de investorer, som lægger den kapital, fonden senere kan investere i startups.

    Det grundlæggende mål for venturefonden er, at de startups, som fonden investerer i, kan vokse sig store og blive solgt for mange millioner eller milliarder – som så kan gives tilbage til fondens investorer, der dermed har fået et godt afkast på deres investering.
     
  2. Tiden tikker
    Når en venturefond har rejst kapital, går fonden i gang med at investere i startups. Fonden har typisk fastlagt, hvor mange startups pengene skal fordeles på – og ikke mindst hvor lang tid det skal tage, fra at fonden investerer i startuppen, til at virksomheden bliver solgt.

    Fonden har derfor en levetid – fx 10 år – og det er indenfor den periode, at startuppen skal løbe stærkt og få forvandlet den lille virksomhed til en stor, solid forretning.

    Da fonde har en udløbsdato, har venturefonde typisk flere fonde i gang – altså flere puljer af penge, som de kan investere for.
     
  3. Succesraten
    Størstedelen af de startups, der ser dagens lys, klarer sig ikke og må lukke ned igen. Det ved venturefonden udmærket godt, så derfor er det heller ikke deres mål, at alle startups, de investerer i, skal blive milliardforretninger. Bevares, det ville være dejligt, men det er ikke realistisk.

    Hvis en venturefond for eksempel har investeret i 15 startups, kan håbet være, at to eller tre af dem bliver en stor succes. Hvis de kan blive solgt for et stort beløb, er det nemlig nok til, at afkastet på hele fonden er solidt.
     

Andreas Green Rasmussen står bag Ugly Duckling Ventures sammen med Rune Hven-Jensen (tv.) og Louise Lachmann. Foto: Privat.

Mekanikkerne i en venturefond betyder, at der stilles store krav til de startups, fonden investerer i. De skal jo give et godt afkast til fondens investorer.

Iværksætterne skal derfor løbe hurtigt, og de har et pres hængene over hovedet, der siger, at de skal lave noget vildt. Det er vilkåret.

”Vi plejer at sige, at hvis du tager imod ventureinvestering, så er der kun to udveje. Den ene er, at du kommer ud med armene op over hovedet, og den andet er, at du kommer ud med benene først. At din virksomhed dør,” siger Andreas Green Rasmussen.

Det er derfor vigtigt at forstå, at det langt fra er alle startups, der er gode venture-cases.

Måske matcher din forretningsstrategi ikke med en hurtig, intens vækst, eller måske er du personligt ikke vild med at have det hårde pres hængende over hovedet, imens du bygger din virksomhed op fra bunden.

Her vil en af de andre måder at finde kapital til din startup være meget mere optimal – tjek de forskellige veje til finansiering ud her.

”Det er vigtigt at sige, at der ikke er noget, der er rigtig eller forkert, eller som er mere fint eller mindre fint. Det handler om at finde ud af, hvordan den virksomhed, du er ved at bygge, passer til mulige investorer.”

Kan du blive 100 millioner euro værd?

De startups, Andreas Green Rasmussen kigger efter, er – som nævnt – ofte startet af nørder og har dermed et tech-perspektiv.

Men de vigtigste parametre for Ugly Duckling Ventures er, at det er B2B-virksomheder – altså at startuppens kunder er andre virksomheder og ikke private forbrugere – og at de har en eller anden form for abonnementselement.

Venturefonden har indtil videre investeret i 14 startups i sin første fond, der er på 150 mio. kr. Fonden kan maksimalt investere i 15 startups, så Ugly Duckling Ventures er nu i gang med at rejse penge til sin næste fond, som skal være på 250 mio. kr.

”Vi bruger meget tid på at pitche os selv til startupvirksomhederne – også for at skræmme dem væk, hvis de skal skræmmes væk,” siger Andreas Green Rasmussen.

Vi bruger meget tid på at pitche os selv til startupvirksomhederne – også for at skræmme dem væk, hvis de skal skræmmes væk.

Ugly Duckling Ventures investerer nemlig altid mellem en halv og en hel million euro i en startup, og de går efter en ejerandel på mindst 10 pct.

”Så startuppen skal have en valuation på fire til ni millioner euro på det tidspunkt, vi investerer. Det er dem, vi investerer i. Og derudover regner vi med, at virksomheden kan blive mindst 100 millioner euro værd inden for 10-12 år,” siger Andreas Green Rasmussen og fortsætter:

”80 pct. klarer den ikke, men vi skal finde et par stykker, som bliver det – eller mere – værd.”

Venturefonde investerer grundlæggende i fremtiden – og Andreas Green Rasmussen plejer at bruge en motor-analogi, når han skal forklare konceptet.

”Du (startuppen, red.) har bygget en motor, og jeg (venturefonden, red.) ejer benzinen. Mit afkast svarer til, hvor langt du kører på den benzin, jeg giver dig,” siger han og fortsætter:

”Jeg skal tro på, at din motor er mega effektiv – selvom den måske er mindre værd lige nu, så bliver den noget værd, når jeg putter benzin i, for så kan den lige pludselig køre langt.”

Er du selv iværksætter og leder efter finansiering til din startup? PROSAbladet har lavet en guide til kapital-junglen.


Læs også...

AI vil påvirke voldsomt mange arbejdsopgaver og måden at arbejde på. En stor mængde unge risikerer at ramme arbejdsmarkedet i hård konkurrence med en…

I takt med tiden: PROSA har fået nyt logo og nyt payoff/slogan. Der er tale om en modernisering, som skal signalere endnu tættere bånd til det, som…

Vi skal fokusere meget mere på det, som italieneren Mario Draghi sagde i september 2024. Det mener Stephen Alstrup, der er professor på Datalogisk…

Erhvervsakademierne har fået godkendt en ny professionsbachelor i cybersikkerhed. Det vækker glæde hos IT-fagforeningen PROSA – også selvom den nye…

Marcus, Lucas, Karl-Emil og Arthur startede for et lille år siden virksomheden Spaak, som ved hjælp af AI-modellem Hamilton samler et 360 overblik…

Hvad var vildest i 2024, og hvad skal vi se frem til i 2025? Året er ved at rinde ud, og vi spurgt Rasmus Theilsø Madsen, der er Head of Strategy hos…

DRENGESTREGER: Fire 21-årige iværksættere og deres endnu yngre ansatte har succes med AI-modellen Hamilton, som laver politisk konsulentarbejde. De…

Året er ved at rinde ud, og vi kigger tilbage på op- og nedture i 2024. I denne omgang spørger vi Natasha Friis Saxberg, der er adm. direktør i…

I dag er omkring 80 pct. af alle AI-udviklere mænd, og det er en skævhed, der skal ændres, mener Natasha Norsker. Rollemodeller, kvindelige…

Alle – også IT-folk – har et ansvar i den grønne omstilling, og en ny bog vil sætte fokus på, hvad du helt konkret kan gøre for at sikre, at dit…