Modstandskampen

Da norske toldere i Gardemoen Lufthavn i Oslo i 2017 åbner en pakke fra Hong Kong for at kontrollere indholdet, bliver det begyndelsen på et langstrakt juridisk opgør mellem den norske elektronikreparatør Henrik Huseby og den amerikanske techgigant Apple.

I pakken finder tolderne 63 skærme til Iphones. Men det ikoniske æblelogo er streget over med sort tusch. For Henrik Huseby, der driver sin enkeltmandsvirksomhed PCKompagniet i den lille by Ski uden for Oslo, er der intet usædvanligt i det. Han har gennem flere år indkøbt restaurerede LCD-skærme og andre reservedele i Asien til at reparere ødelagte Iphones – men uden at bruge Apples logo.

For Apple er der derimod tale om en klokkeklar vareforfalskning og et brud på copyright-reglerne. Apple mener, at skærmene er piratkopier med falske æble-logoer. Derfor kræver Apple, at de 63 skærme skal destrueres.

Sagen ender i byretten, der giver Henrik Huseby medhold, men i landsretten vinder Apple, og i juli 2020 fastslår Højesteret, at han skal betale 247.500 kroner til Apple for misbrug af æble-varemærket.

I afgørelsen skriver de norske højesteretsdommere, at Henrik Huseby har brugt varemærket uden samtykke fra Apple, og at skærmene ligner originale Apple-skærme. Dermed godtager de ikke Husebys argument om, at skærmene hverken er ulovlige kopier eller kompatible reservedele.

Et æble om dagen

Den norske sag vækker international opsigt. For historien rummer ikke bare den klassiske kamp mellem David og Goliat. Den viser også, hvor monopoliseret store dele af elektronikbranchen er, og hvor svært det er at sætte skub i den bevægelse, der ønsker bedre muligheder for genanvendelse og reparation af elektronik for at udnytte klodens ressourcer.

Som uafhængig reparatør er Henrik Husebys pris for at skifte skærmen på en Iphone blot en tredjedel af prisen hos de autoriserede reparatører, som har fået Apples særlige AASP-stempel (Apple Authorized Service Provider), hvormed de får adgang til originale reservedele. Dem er der 20 af i Norge. Huseby tager 800 norske kroner for et såkaldt refurbished screen, mens AASP-reparatørerne tager 2.700 kroner.

Efter afgørelsen fra Højesteret var Henrik Huseby naturligvis skuffet.
– Dette er en stor sejr for virksomheder som Apple, som ønsker at lukke alle de små forretninger og kontrollere prisen for reparation af deres produkter. De har nu rettens ord for, at prisen for at skifte en skærm er den samme som at købe en helt ny. Dermed er der ingen idé i at reparere dem. De blokerer for konkurrence og skaber et monopol, siger Henrik Huseby til avisen Dagens Nyheder.

Det grønneste valg

Men Henrik Huseby står ikke alene. Over hele Europa er der opstået en bevægelse, der vil sikre retten til reparation. Paraplyorganisationen Right To Repair har bakket Huseby op og indsamlet 75.000 kroner til hans sag.

Problemet er ifølge Right To Repair, at Apple med sin hårde kurs mod de uafhængige reparatører gør forbrugerne til tabere, mens Apple kan opretholde sin fødekæde af dyre produkter og næsten lige så dyre originaldele. Og problemet er ikke isoleret til Apple. Masser af andre elektronikproducenter holder deres varemærke i så stram snor, at det stort set er umuligt at få repareret produkterne til en fornuftig pris.

Den strategi har muligvis fungeret godt for virksomhederne og deres aktionærer – men det er uholdbart for miljøet, påpeger Repair Cafe Danmark, som sammen med Fair Danmark er de danske samarbejdspartnere i det europæiske Right To Repair.

Repair Cafe Danmark er baseret på frivillig arbejdskraft og er på få år vokset, så det i dag er muligt at få hjælp fra it-kyndige eksperter til at reparere sine elektroniske produkter over hele landet.
– Det er ikke kun smid-ud-køb-nyt-kulturen, vi vil ændre. Vi vil have, at ting i højere grad bliver produceret med mulighed for reparation. Vi støder tit på produkter, der er designet på en måde, så de er næsten umulige at skille ad, og hvor det er svært at skaffe reservedele, fortæller bestyrelsesformand Stig Bomholt.

Han nævner Apple Watch som kongeeksemplet på et produkt, der er umuligt at reparere. En anden hovedpine er stavblendere.
– Det er klart nummer ét. Vi har stadig ikke knækket koden til, hvordan vi kommer ind til motoren i en stavblender uden at knække noget plast. Men det kan jo heldigvis limes sammen igen, siger han.

Systemforandrende potentiale

Stig Bomholt var idémand til den første Repair Cafe på Nørrebro i København for fem år siden, og siden han blev formand i 2018, er antallet af cafeer vokset fra otte til 50. Og flere er på vej.

I september fik Repair Cafe Danmark overrakt Forandringsprisen, da Folketinget markerede tiåret for FN’s Verdensmålspris.

Prisen gives for den mest nytænkende og effektfulde idé eller opfindelse, der samtidig har det største systemforandrende potentiale.
– Vores mål er, at vi får en certificeringsordning, ligesom vi kender det fra dyrevelfærd, økologi og nøglemærket. Et mærke, der fortæller forbrugeren, om produktet er kittet eller limet sammen, om der er brugt dårlige komponenter, og om man kan finde et teknisk diagram på nettet. Det skal være lettere at udskifte delene, siger Stig Bomholt.

Han finder det også paradoksalt, at mange velfungerende mobiltelefoner i dag ikke kan opdatere styresystemet, fordi de ikke har nok lagringsplads.
– Det er jo hul i hovedet, at man er nødt til at skrotte sin telefon af den grund, siger Stig Bomholt, der også opfordrer til at indføre lovkrav om at forlænge producenternes garantiordning på al elektronik og husholdningsapparater.

Et andet mål er at få en ordning som i Sverige, hvor momsen er halveret på småreparationer, og der er indført håndværkerfradrag på arbejdslønnen til reparation og vedligehold af hårde hvidevarer. Alt sammen for at opnå længere levetid på produkterne.

Cirkulær økonomi

Presset fra græsrødderne er begyndt at virke. EU-Kommissionen præsenterede i foråret en ambitiøs plan om cirkulær økonomi, som løfter kravet om retten til at reparere op på højeste politiske niveau. Det skønnes, at under 40 procent af de elektroniske produkter i EU bliver genanvendt, og det tal skal forøges drastisk, hvis det står til miljøkommissær Virginijus Sinkevičius.
– Den nuværende vækstmodel har nået sin grænse. Den eneste vej frem er at afkoble den økonomiske vækst fra udnyttelsen af vores ressourcer og dens miljømæssige påvirkning, sagde kommissæren, da han fremlagde planen, som er en del af EU’s såkaldte Green Deal.

Idéen er at indføre en ordning om ecodesign for mobiltelefoner, tablets og laptops samt standardisering af opladerudstyr, så producenterne forpligtes til at overholde en række tekniske standarder og bruge udskiftelige og reparationsvenlige dele. Det nuværende EU-direktiv om ecodesign fastsætter kun standarder for energieffektivitet for computere, fjernsyn, opvaskemaskiner og vaskemaskiner.

Kort sagt vil EU-Kommissionen sikre forbrugerne, at de elektroniske produkter, der rammer det europæiske marked, er designet til at holde længere, er lettere at reparere, opgradere og genanvende.

Reparationsvenlige produkter

Den europæiske paraplyorganisation Right To Repair roser kommissionens plan, selv om eksperter vurderer, at det kan tage fem år, før alle 27 EU-lande har godkendt den.
– Handlingsplanen er første skridt på vejen til at sikre, at vores elektroniske produkter er designet på en måde, så de kan repareres, og at forbrugerne er informeret om produkternes levetid. Samtidig skal der etableres uhindret adgang til reparationsmanualer, softwareopdateringer og reservedele til en fornuftig pris, lyder det fra Right To Repair.

Stig Bomholt fra Repair Cafe Danmark er også glad for, at kravet om reparationsvenlige produkter nu også står højt på EU’s dagsorden. Det er resultatet af mange års folkeligt pres, mener han.
– Vi gør os ikke så meget på de bonede gulve, for den politiske proces kan jo tage 100 år og en madpakke. Men vi skaber en folkelig bevægelse, hvor vi lærer folk at reparere deres ejendele – alt fra lysekroner til headset. Det er en bølge, der ikke kan stoppes, og det vil producenterne blive nødt til at rette ind efter, siger han.

FAIR Danmark er den anden danske organisation i Right To Repair, og bestyrelsesmedlem Benjamin Balder Bach medgiver, at det især er EU, man kigger til, når det kommer til at regulere den fremtidige produktion af it-udstyr.
– Men vi skal vise vejen som non-profit foreninger og individer. Vi kan bevise den reelle og potentielle levetid for vores computere. Vi kan dele viden og praksis, som producenterne ikke tager ansvar for. Det er den slags initiativer og insisteren på retten til at reparere, der har ført os til, hvor vi er nu, siger han.

Smadret laptop

FAIR står for Fair Allocation of Infotech Ressources, og foreningen videreformidler brugt, men velfungerende it-udstyr fra danske virksomheder til gymnasier i Malawi. Først bliver udstyret udsat for en grundig kvalitetskontrol, og data bliver overskrevet. Men der er mange udfordringer for at genanvende eksempelvis harddiskene, fortæller Benjamin Balder Bach:
– Vi kender tilfælde, hvor Apple nægter at hjælpe med at få nulstillet enhederne, og vi frygter, at en lignende praksis spreder sig til andre fabrikanter. De har trods alt ingen interesse i genanvendelighed – snarere tværtimod. Aktuelt ser vi problemer med ATA Secure protokollen, hvor krypterede diskes adgangskoder besværliggør og i enkelte tilfælde helt forhindrer, at harddiske kan nulstilles og genanvendes.

En anden udfordring er, at man ikke længere kan tilslutte en vilkårlig computer til en vilkårlig skærm, fordi outputs kan være VGA, DVI (flere slags), Displayport, HDMI (flere slags) og USB-C.

Det samme gælder laptop-opladere, BIOS-passwords, tyverimærker og låste krypteringsmekanismer.
– Vi bruger meget tid på forskellige teknologiers grænseflader sammenlignet med fortiden, konstaterer Benjamin Balder Bach.

Det værste, han har prøvet, er at smadre en Windows Surface laptop fuldstændig i forsøget på at få fingre i harddisken. Komponenterne var simpelthen limet sammen. Som noget hele basalt insisterer han derfor på, at alle laptops skal kunne åbnes, så det er nemt at fejlfinde og rengøre dem.
– Vi kan jo ikke udenadslære hver enkelt models idiosynkratiske design og instruktioner til adskillelse. Vi kan heller ikke opbevare specialværktøj til afmontering af alle fabrikanternes moderne skruer og limninger. Så skulle vi købe hele iFixits katalog hjem løbende, siger Benjamin Balder Bach, der også er medlem af PROSA.

Send videre

FAIR opfordrer også danske virksomheder til at blive bedre til at sende deres brugte udstyr videre fremfor at lade det stå i en kælder, hvor det bare fylder op. Og den enkelte medarbejder kan gøre en kæmpe forskel, mener han.
– Vi skal som medarbejdere, der former hverdagen ude på virksomhederne, være med til at stille krav om, at it-udstyr genanvendes bedst muligt, og at der indkøbes udstyr, som kan repareres, siger han.

Erfaringerne fra FAIR viser, at en enkelt medarbejders initiativ kan resultere i et samarbejde om fremtiden for hundredvis af computere og sætte skub i en videreformidling af ressourcer, der kommer tusindvis af studerende til gode i et andet land.
– Hvis vi gerne vil have en lysere fremtid med mere holdbart it-udstyr og mindre spild, så kan vi tage de første skridt ved at planlægge for det udstyr, vi bruger her og nu, og formulere nogle målsætninger for udstyrets levetid, siger Benjamin Balder Bach.