Lisbeth Bech-Nielsen formand for udvalget for digitalisering og IT
tema

Politikerne ind i kampen

Digitalisering vedrører ikke kun it-folk: Lisbeth Bech-Nielsen fra SF sidder for bordenden i det ny digitaliseringsudvalg. Der skal gøres op med års digitalisering med hovedet under armen. Politikerne skal lære at forholde sig til it og tech.

–Vi kommer til at brede os helt vildt meget og ikke bare spejle ministerens ressortområde, lover hun.

”Vi har kørt med hovedet under armen i 25 år. Det er blevet det lille menneske mod den kæmpestore maskine”.

Sådan beskriver formanden for det nyoprettede Udvalg for Digitalisering og IT, Lisbeth Bech-Nielsen, SF, den politiske omgang med it og digitalisering.

Hun forklarer:
– Vi er godt med i forhold til at digitalisere samfundet i Danmark, men vi har indført alt i huj og hast, og der har ikke været nogen at stille til ansvar. Derfor er vi også langt nede på listen over digital sikkerhed.
Samfundet skal ikke digitaliseres ved at flette blindt ind på den otte-sporede it-motorvej. Og i øvrigt stoppe med at søge mod overhalingsbanen uden først at kigge til siderne. Omtanke må godt præge kørslen. Det mener Lisbeth Bech-Nielsen.

Digitaliseringsudvalget og et nyt ministerium på området er væsentlige skridt i den rette retning.

Stadig flere blinkende advarselslamper som truslen fra cyberangreb i et krigsramt Europa, de store big tech-firmaers gigantiske magt og unges stigende mistrivsel har fjernet skyklapperne. 

Der skal tages et opgør med politisk berøringsangst eller manglen på steder at placere ansvar og tage den store debat, når alt fra MitID til en vifte af digitale offentlige postkasser rulles ud over borgerne.
Eller når data samkøres, kommercialiseres, bruges til overvågning. Eller når private leverandører nærmest får monopoler på det offentlige digitale område. 

Vi kommer sikkert til at træde mange over tæerne
- Lisbeth Bech-­Nielsen

Skal toppe dagsordenen
Danmark har fået sin første digitaliseringsminister, og i halen på ministeriet et digitaliseringsudvalg med den 40-årige SF’er Lisbeth Bech-Nielsen for bordenden. 

Hun har allerede adskillige års erfaring med arbejde i Folketinget og fra flere forskellige ordførerskaber. Ønsket om at løfte it og konsekvenserne af digitaliseringen ind i den politiske debat har dog været en mærkesag gennem længere tid. 
– Tidligere rangerede it-ordførerskaber på højde med at være kirkeordfører. Det var ikke det mest prestigefyldte. Det skal vi ændre på. Digitaliseringen skal højt på dagsordenen, forklarer hun.

Lisbeth Bech-Nielsen medgiver, at det lyder mærkeligt, når it og digitalisering i årevis har været vævet stadig mere uløseligt ind i stort set alle dele af vores liv og færden. 

Men det er sket, og det er sket i en slipstrøm af skåltaler, hvor man kun har haft blik for de mulige gevinster. Ikke alle bagsiderne fra overvågning og sikkerhedsbrister, til datamisbrug og psykisk skadelige effekter på børn og unge.
– Det er måske også sket, fordi vi har så stor tillid til staten og samfundet, at vi ikke har stillet spørgsmål og netop taget debatten, siger hun.

Derfor skal it og digitalisering fremover præge den politiske agenda – i alle sammenhænge.

Regulering som med medicin
– Digitalisering og IT skal politiseres. Jeg ved godt, at politisering for mange er et fyord. Men det er det ikke her. Vi skal have debatten om it og digitalisering ind på Christiansborg, siger Lisbeth Bech-Nielsen.

Hendes pointe er, at det nemlig ikke nytter, at alle bare vender sig væk fra debatten, fordi den bliver kedelig og teknisk for alle andre end it-eksperter, slet ikke når det trænger så dybt og afgørende ind i alles hverdag og hele samfundets opbygning.

Hun henviser til, at der tidligere har været eksempler på, at begejstringen over udviklingen fik politikere og samfund til at se gennem fingre med ­kontrol.
– Medicin blev også engang bare sendt ud i samfundet. Først da vi så skadevirkningerne, som da børn blev født med misdannelser på grund af et populært præparat, fik vi stram regulering, krav til test og kontrol. 

Mennesket før systemet – lær af Estland
For udvalgsformanden at se handler det om, at systemerne har fået lov til at komme før mennesket. Digitaliseringen før borgeren. Borgerne har måttet indrette sig, hvis de ellers har kunnet finde ud af og i det hele taget kunnet overskue konsekvenserne af al den data og viden om dem, som flød frit derude, og hvem der har adgang til den viden. Og det er et kæmpe demokratisk problem, fordi det spalter Danmark i flere digitale klasser, hvor underklassen er dem, der ikke er i stand til at råbe op, bruge systemerne og navigere mellem de enorme mængder af apps og postkasser.
– Her kan vi tage ved lære af Estland, der belært af fortidens Sovjet-overvågning har digitaliseret, men har gjort det på en måde, så borgeren kommer først, siger hun.

Sexet udvalg, der breder sig vildt meget 
Digitaliseringsudvalget afholdt deres første møde i starten af februar. Der var bred enighed om, at det 29 medlemmer store udvalg skal blande sig bredt og i alt.

Efter mødet udtalte Lisbeth Bech-Nielsen til tech-mediet Radar:
– Vi skal have et spændende udvalg, hvor vi kan være åbne. Vi skal have folk til at komme udefra og gøre os klogere. Vi skal have noget, der er sjovt og lærerigt, på hvert udvalgsmøde. Hvis det kun er ren drift, så aflyser vi det, for det er i forvejen et område, der trænger til at blive sexet lidt op på en eller anden måde.

Og om arbejdet i udvalget og ministerens rolle udtalte formanden i øvrigt på et digitaliseringspolitisk møde arrangeret af Dansk Erhverv, at:
– Vi kommer til at brede os helt vildt meget. Vi kommer ikke til at ligge og spejle ministerens ressortområde, som jo er relativt smalt. Vi kommer til at blande os på alle mulige områder. Vi kommer sikkert til at træde mange over tæerne. 

Og netop det med at blande sig og træde andre over tæerne går igen på alle områder, hvor digitalisering for længst har gnavet sig ind hverdagen og samfundsudviklingen.
– Vi skal også have snakket diversitet. It og tech skal tiltrække alle, for det er relevant for alle. Ikke bare i forhold til køn, men også kulturel baggrund, fastslår hun.

Tema
Udvalget for Digitalisering og It
29 medlemmer
Formand: Lisbeth Bech-Nielsen (SF)
Næstformand: Jeppe Søe (M)

CV Lisbeth Bech-­Nielsen
Alder: 40 ÅR.
Født 1. december, 1982 i ­Sønderborg. 
Bopæl København.
I Folketinget siden 2011.

UDDANNELSE:
Kandidat i udvikling og internationale forhold, Aalborg Universitet, 2006-2009.
BSc i politik og administration, Aalborg Universitet, 2003-2006.

Gift med chefredaktør for tech-mediet Radar, Peter Bech-Nielsen. Parret bor sammen 
med børnene Freyja, Saga og Thorbjørn.


Læs også...

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…

Nye principper skal sikre, at vi ikke lægger hele vores fremtid i hænderne på tech-giganterne. "Tech-giganterne har primært fokus på teknologiske…

Kommunerne har ikke ressourcer nok, når det gælder IT-sikkerhed, og derfor er de uhyre sårbare. Det viser en ny analyse, som ifølge professor i…