I Danmark er flere og flere aktører på arbejdsmarkedet efterhånden begyndt at rette blikket mod den store kønsskævhed på it-uddannelserne og i it-branchen som sådan. Politikere, brancheforeninger, medlemsorganisationer og fagbevægelsen diskuterer alle årsager og løsninger på den store ulighed på i it-faget, hvor kvinder på mange områder er et særsyn.
Men hvorfor er faget egentlig så ulige, når det kommer til køn? Og hvilke faktorer har bidraget til den store ulighed inden for it?
Den debat giver en ny og imponerende analyse af it-arbejdsmarkedets udvikling i Storbritannien en masse svar på og inspiration til. Historiker, køns- og it-forsker Marie Hicks har med Programmed Inequality fra 2017 begået en tankevækkende undersøgelse af, hvordan centrale digitaliseringsplaner i den britiske regering og kønsstereotype forestillinger på det private arbejdsmarked har presset kvinderne ud af it og skadet fagets udvikling i Storbritannien.
It, et kvindefag grundlægges
Historien om it-faget i Storbritannien begyndte under anden verdenskrig. Mange af de britiske mænd var af sted for at deltage i krigen, og i mange forskellige fag, fra industriproduktion til kontorarbejde og efterretningstjeneste, var der mangel på arbejdskraft i hjemlandet. Regeringens reaktion var at foretage en målrettet rekruttering af især unge ugifte kvinder og enker, som man mente var mest passende til at arbejde. I forvejen havde en del af det britiske kontor- og regnskabsarbejde udviklet sig til at være kvindearbejde. I 1881 var det tre procent, mens det i 1921 havde udviklet sig til over 43 procent. Underordnet kontorarbejde med lav løn og ofte usikker og tidsbegrænset ansættelse eller deltid blev anset som mest sømmeligt for kvinder, fordi det ikke krævede særlige kompetencer, og fordi samfundets norm var, at manden tjente pengene, og at kvinden skulle være hjemme og passe børn.
Samfundet udvikler sig og bliver mere komplekst, og sideløbende begynder det basale kontorarbejde at kræve flere mekaniserede, automatiserede og i sidste ende digitaliserede processer. Fordi det er kvinderne, som har de jobtyper, er det også dem, der udvikler stærke kvalifikationer inden for regnskabs- og it-systemer, og som i Danmark er hulkort-kvinderne og kvinder bag de første digitaliseringsprocesser i det hele taget drivkraft for it-udviklingen. Det er dog vigtigt at huske, at it på dette tidspunkt, omkring midt-fyrrene til tresserne, stadig anses som ”kvindearbejde” på linje med sekretærarbejde og er lønmæssigt og anseelsesmæssigt absolut lavstatus.
Det var kvinder, som befolkede de berømte efterretningsbygninger i Bletchley Park. Det var kvinder, som lærte at betjene ”the Colossus” - den første operationelle computer, som blev færdigudviklet under krigen. Her var det, i modsætning til de kendte narrativer om få geniale mænd som Alan Turing, kvinder, der opererede computerne, som gjorde D-dag mulig, og det var kvinder, som stod for alt det tekniske og it-kyndige arbejde med at knække de tyske koder. Det gjorde de, mens de arbejdede i op til 24 timer ad gangen og stod i oversvømmede kontorlandskaber i tykke gummistøvler for at undgå at blive slået ihjel af elektriske udladninger. Muligheden fik de, fordi mændene var i krig.
Kvinderne smides ud igen
Efter krigen kommer mændene tilbage på arbejdsmarkedet, og kvinderne fortrænges fra de fleste job – navnlig dem, der anses for særligt maskuline. Inden for it, som anses for at være lavtlønsarbejde uden krav til særlige evner, bliver de dog på arbejdsmarkedet og bliver dygtigere og dygtigere med stigende kompleksitet på området. De første gryende programmører, som lægger grunden til den digitale revolution i Storbritannien, er næsten alle kvinder, men forfremmelses- og karrierestrukturer umuliggør, at de kan stige i graderne og tage deres veludviklede tekniske kunnen med ind på ledelsesniveau i de førende virksomheder eller i staten.
I takt med at staten begyndte at se et reelt indtjeningspotentiale i it, blev kvinderne fortrængt. Op igennem tresserne og halvfjerdserne fik faget reel status. Kvinderne, som var teknisk trænede gennem årtier i ”tunge” programmeringsfunktioner, forsvandt, og i Storbritannien skabtes et underskud i talentmarkedet, som stadig i dag kan aflæses i manglen på it-arbejdskraft. Ultimativt mistede briterne den teknologiske førerposition, som de ellers havde haft.
I 1964 proklamerede den daværende britiske premierminister, Harold Wilson, regeringens plan for at modernisere samfundet gennem en omfattende teknologisk it-revolution. Projektet hed White Heat. Og med det, konkluderer Marie Hicks, blev dødsstødet til kvinder i it-sat ind. Der skulle uddannes ledere, bureaukrater og chefkonsulenter, som skulle styre og udvikle strategien og dens dialog med de private it-erhverv i Storbritannien. Alle positioner i den forbindelse blev betragtet som maskuline, og man satte derfor kvinder med it-kunnen til at uddanne mænd uden den viden frem for at rekruttere fra de dygtige kvindelige it-folk. Gradvist fik it-faget herfra status, og kvinderne blev presset ud. Konsekvensen for nationen var at miste sin førerposition på it-området og lægge fundamentet til en årtier lang mangel på it-arbejdsmarkedet.
Marie Hicks' bog er velskrevet, interessant og underbygget. Og den er særdeles tankevækkende, fordi den tilfører perspektiver til udviklingen af det danske it-arbejdsmarked, hvor kvinder efterhånden er blevet sjældnere og sjældnere, og der er stor mangel på arbejdskraft på visse områder.