Skæbnedag i fagbevægelsen

Stor er godt – størst er bedst.

Sådan synes devisen at være i toppen af landets to største hovedorganisationer for lønmodtagere. I hvert fald besluttede LO’s hovedbestyrelse og forretningsudvalget i FTF i februar måned at indkalde til samtidige kongresser den 13. april med henblik på at nedlægge sig selv og danne én ny stor fælles hovedorganisation.

FTF's formand, Bente Sorgenfrey, tøver ikke med at kalde fusionen for en ”historisk mulighed for fagbevægelsen”, fordi ”lønmodtagerne i Danmark kan få en meget stærk stemme”.

Men ikke alle medlemsorganisationer er lige begejstrede over udsigten til en ny fagforeningskæmpe - herunder PROSA, der er medlem af FTF. Derfor skrev PROSA sammen med fem andre medlemsorganisationer i FTF et brev til forretningsudvalget inden mødet i februar. Over 17 sider forklarede de, hvorfor de er imod den nuværende fusionsmodel. Frygten er blandt andet, at små faggrupper i en kæmpestor organisation med cirka 1,5 millioner lønmodtagere vil blive overset. Og det er et problem. For hvis ikke medlemmerne i en fagforening oplever at være er en del af et fagligt fællesskab, så forsvinder argumentet for at være medlem måske. De seks forbund opfordrede i stedet FTF til at ”revitalisere” sig selv og udbygge det strategiske samarbejde med de andre hovedforbund, herunder blandt andet Akademikerne.

Opfordringen blev ikke imødekommet, og det ærgrer selvfølgelig PROSAs formand, Niels Bertelsen.

– Vi havde jo helst set, at fusionsforslaget allerede nu var taget af bordet, og at der i stedet var sat gang i et styrket samarbejde mellem FTF, LO og Akademikerne. Der er nemlig så mange uafklarede ting og uhensigtsmæssigheder i grundlaget for fusionen, at det kan være svært at se, at det kommer til at styrke den samlede fagbevægelse, siger han.

Men det er langtfra sikkert, at det lykkes at opnå flertal for fusionen. Skal fusionen blive en realitet, skal mindst to tredjedele af de delegerede på begge forsamlinger stemme for. Flere forbund i begge hovedorganisationer har allerede meddelt, at de stemmer nej. Blandt andet har hovedbestyrelsen i 3F enstemmigt sagt nej til fusionen. 3F er det største medlemsforbund i LO og har 104 delegerede ud af de 400 LO-delegerede, der til april skal stemme om fusionen. Mindre LO-forbund som Blik & Rør, Malerforbundet og Serviceforbundet er heller ikke glade for en fusion. I det næststørste LO-forbund, HK, har hovedbestyrelsen dog enstemmigt stemt ja til fusionen, mens Dansk Metal, FOA, Socialpædagogerne og Dansk El-Forbund også bakker op om fusionen.

På FTF-siden er der opbakning fra store forbund som Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd og Politiforbundet, mens de seks brevskrivere - PROSA, Farmakonomforeningen, Finansforbundet, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening og Konstruktørforeningen, der overvejende repræsenterer de privatansatte i FTF - er modstandere af en fusion. De seks fusionsmodstandere tegner tilsammen knap en tredjedel af FTF's 350.000 medlemmer.

– Der er spænding til det sidste. Ender det med en fusion, skal vi ud at spørge medlemmerne, om vi skal gå med i den nye hovedorganisation eller finde en anden løsning. Vi har i PROSA nemlig besluttet, at medlemskab af den nye hovedorganisation skal besluttes gennem en urafstemning blandt vores medlemmer. Hvis vi ender med at sige nej, vil det være nærliggende at drøfte med de øvrige organisationer, der heller ikke vil med, om vi skal gøre noget sammen, siger Niels Bertelsen.

Hvis fusionen godkendes af de delegerede, vil den nye hovedorganisation have virkning fra 1. januar 2019.


Læs også...

Nogle gange sker det, at arbejdsgiver føler behov for at overvåge sine ansatte. Men hvor går grænsen for overvågning på arbejdspladsen, og kræver…

201 studerende er i år blevet taget i at snyde med AI på fem af landets universiteter. Tendensen er den samme på den anden side af Øresund. I Sverige…

Francesca Tremulu gør status over 2025 i gamingbranchen. Et år der, desværre også stod i afskedigelsernes tegn. Der er brug for at reflektere over,…

Ny rapport, Techgiganternes hemmeligheder”, fra digitaliseringsministeriet viser, hvordan sociale medier systematisk fastholder brugerne gennem…

Ctrl+Alt+Reclaim er Europas første digitale retfærdighedsbevægelse af og for unge, de vinder stigende opbakning- Kravet er et opgør med big tech og at…

Ole Tange, PROSAs IT-politiske rådgiver og privacy-forkæmper, oplevede 2025 som et år, hvor chatkontrol, aldersverifikation og overvågning udfordrede…

Mirza Cirkinagic, forbundssekretær i IT-fagforeningen PROSA er også legebarn og hyppig bruger af techgadgets. Her giver han et bud på top- og…

Vibe-coding har masser af potentiale, og det kaster ikke webudviklere ud i massearbejdsløshed. Og så er AI altså ikke bevidst, for bevidsthed er noget…

Christian Ruhwedell arbejder med IT-sikkerhed og risikostyring. Han er overrasket over, hvor godt AI og vibe-coding fungerer allerede i dag, men ser…

Meriemme er 49 år, har læst til datamatiker og studeret datalogi. Hun har de senere år arbejdet mest med compliance, sikkerhed og at styre…