Virtuel kontakt med kollegaer, chefer og kunder er for længst blevet hverdag, og det er trætheden i hovedet efter en hel dag foran skærmen også. Fænomenet er blevet døbt ’Zoom-træthed’.
For med de digitale videomødeværktøjer bliver adfærd, der normalt er reserveret til ganske tætte relationer – så som lange perioder med direkte øjenkontakt og kort afstand mellem dit og andres ansigt – til den måde, vi interagerer med vores arbejdsrelationer. Og det får hjernen på overarbejde, konstaterer professor i kommunikation Jeremy Bailenson fra Stanford University. Han kalder det ”non-verbal overload” og har identificeret fire årsager til, at hjernen trættes, når møderne foregår virtuelt.
En af de ting, der adskiller et virtuelt møde fra det fysiske møde, er graden af at blive stirret på. Noget vi ikke kan lide. Det kender vi alle fra en tur med elevator, hvor man er tvunget til at stå meget tæt på folk, man ikke kender.
”Det overskrider ens normale grænse for intimitet med fremmede. Derfor vil man kigge væk fra de andres ansigter ved at se ned eller lade blikket vandre for at minimere øjenkontakt med andre”, siger Jeremy Bailenson.
Det samme gør sig gældende under fysiske møder, hvor man også typisk sidder med lidt afstand. Her stirrer deltagerne sjældent hinanden direkte i øjnene i længere tid, men kigger nu og da ud ad vinduet, ned på blokken eller hen på smartboardet. Det giver hjernen et helt naturligt afbræk fra øjenkontakt og opmærksomhed. Men på et Zoom-møde er der øjenkontakt hele tiden, og det hjernen koster energi.
”Det svarer til at stå i en tætpakket togvogn, hvor du er tvunget til at stirre på personen lige ved siden af i stedet for at kigge ned eller på din telefon, samtidig med at alle andre i toget har stillet sig sådan, at deres øjne er rettet mod dig”, siger professoren.
Noget andet, der bruger energi, er, at deltagere i et virtuelt møde føler sig tvunget til hele tiden at observere de andre mødedeltageres non-verbale adfærd og aktivt sende tegn til dem om, at man er med.
”Det kan være, at man placerer sig centralt i kameraets synsfelt, nikker overdrevet for at signalere engagement eller kigger direkte i kameraet i forsøget på at få direkte øjenkontakt med den, der taler. Denne konstante opmærksomhed på de andres adfærd koster kræfter”, konstaterer professoren og peger på, at også det at tale på videomøder kan være udmattende.
”Undersøgelser viser, at folk taler 15 procent højere, når de interagerer virtuelt, end de gør på et fysisk møde", siger han.
Et tredje udmattende element i et videomøde er det lille billede af dig selv i et hjørne af din skærm.
”Forestil dig, at en assistent fulgte i hælene på dig hele dagen med et håndholdt spejl på din arbejdsplads, og for hver gang du udførte en arbejdsopgave eller havde en samtale, så sørgede assistenten for, at du kunne se dit eget ansigt i spejlet”, siger han.
Han påpeger, at det er veldokumenteret i forskningen, at vores spejlbillede gør os selvbevidste om vores udseende. Og denne konstante selvevaluering kan i værste fald medføre stress, understreger professoren
Den fjerde årsag til Zoom-trætheden er, at vi sidder ret op og ned under møderne foran skærmen. Det er drænende at sidde passivt og lytte, når du samtidig skal sidde relativt stille det samme sted. Ifølge Jeremy Bailenson falder det mennesker naturligt at lave noget, mens de har en samtale i gang.
”I løbet af en halv times telefonsamtale vil jeg foretage alle mulige slags aktiviteter, så som at strække ryggen ud, koge pasta til mine børn eller endda have en ikke-verbal samtale med min kone”, siger han.
Men den går ikke, når der er billede på, og videokonferencer er kommet for at blive. Det er Jeremy Bailenson sikker på. Derfor mener han også, at folk som ham med indsigt i det psykologiske aspekt af kommunikation, ”må hjælpe udviklere til at bygge bedre interfaces og hjælpe brugere til at udvikle bedre måder at bruge teknologien på.”
