Ikke nok kvinder tager hul på en it-uddannelse

910 kvinder vil ved semesterstart møde op på en af de mange it-uddannelser, der giver optagelse i PROSA. Sidste år var tallet 861. Det er sådan set gode nyheder, at knap 50 kvinder flere end sidste år kaster sig over it-faget, men fordi optaget generelt er øget, udgør kvinderne kun 19,1 procent af det samlede antal it-studerende i år.

Og det er alt for lidt, mener Hanne Lykke Jespersen, der er næstformand i PROSA.

– Det er et problem, at procentdelen af piger er så lille. Groft sagt går it-faget glip af halvdelen af talenterne. Det er også et problem, at kun det ene køn er med til at udvikle it. It-løsningerne bliver alt andet lige bedre og mere dækkende, hvis de, der udvikler fremtidens it, er lige så forskellige, som dem, der skal bruge løsningerne. Jeg vil mene, at en optimal fordeling vil være, at der er en nogenlunde ligelig fordeling af mænd og kvinder, siger hun.

Hanne Lykke Jespersen understreger, at der ikke er noget som helst galt med alle de dygtige mænd på it-studierne.

– Men al erfaring viser, at arbejdsmiljø og samarbejde fungerer bedre med en mere ligelig fordeling af kønnene. PROSA arbejder derfor for, at uddannelserne appellerer mere til kvinder, og at undervisningen bedre matcher kvinders indlæringsmåder, siger hun.

Kvinder tøver

Netop det forsøgte IT-Universitetet, da det meldte ud i januar, at antallet af bachelorstuderende på softwareudvikling ville blive øget med 50 procent. Der blev ikke lagt skjul på, at håbet var at tiltrække flere kvinder, og ITU slog derfor på, at nye studerende ikke behøver at kunne programmere på forhånd. Der ville i stedet blive tilbudt kurser i løbet af efteråret til dem, der ikke har programmeringserfaring.

– Vi ved, at mange piger i gymnasiet er skrappe til matematik, men tøver med at vælge en it-uddannelse, fordi de ikke har kodet før. Tilbuddet om ekstra kurser har helt klart haft en effekt på optaget, siger Lene Rehder, der er studiechef på ITU.

Status er, at antallet af kvinder på uddannelsen er steget med en procent. Sidste år blev der optaget 10 kvinder. I år er det tal 18. Det skal dog ses i forhold til, at der sidste år i alt blev optaget 97 på studiet, mens det i år er 157.

– Så vi har ikke helt nået det, vi håbede på. Det er positivt, at procentdelen af kvinder ikke er faldet, men vi ville da gerne have haft mange flere kvinder ind, siger Lene Rehder.

Et sejt træk

ITU har i år kunnet konstatere, at den teknisk tunge bacheloruddannelse Global Business Informatics har fået markant flere kvinder end tidligere. De udgør i år 36 procent af de studerende mod 25 procent sidste år. Samtidig er andelen af kvinder på bacheloruddannelsen Digitale Medier og Design faldet fra 53 procent sidste år til 44 procent i år.

– Så det er faktisk på den mere bløde uddannelse, at faldet er sket, mens vi på vores to teknisk mere tunge uddannelser har fastholdt eller øget andelen af kvinder. Og det er godt, for det er her, jobbene er, siger Lene Rehder.

Studiechefen er ikke i tvivl om, at det er et langt sejt træk fra alle i it-verdenen at få overbevist kvinderne om at vælge en karriere i it. Først og fremmest skal kvinderne kunne identificere sig med faget.

– Min erfaring siger mig, at kvinder vil have en klar fornemmelse af, hvad de kommer til at beskæftige sig med, når de er færdige med et studium. Det er nemt at forestille sig, hvad man skal lave, hvis man læser til læge. Men hvad hvis man læser et it-fag? It-kvinderne skal i langt højere grad præsenteres for konkrete forbilleder, de kan spejle sig i, så de kan sige: ”Det er lige det, jeg vil være”, siger Lene Rehder.


Læs også...

På grund af den nye lov om registrering af arbejdstid, har PROSAs juridiske team hen over sommeren fået mange henvendelser omkring tidsregistrering og…

Forestående ferietid betyder desværre også fyringstid og ”oprydning” i en del virksomheder. Det fortæller jurist Camilla Winter, som her giver et par…

Vi kan ligeså godt se det i øjnene - juli vejret er lunefuldt og rammer ofte sommerdrømmene som en våd karklud. Men fortvivl ikke! PROSAs egen film-…

Internettet og computerbranchen var engang det vilde vesten, et sted, hvor man kunne gøre, hvad man ville uden nogen form for ansvar for almindelige…

Hvad er op og ned i junglen af sundhedstrends? PROSAbladet har spurgt Martin Grønne Jensen, som er dataingeniør, holder foredrag om longevity og er…

Vil du gerne leve længere, så bør du måske give longevity escape velocity-teorien lidt opmærksomhed. Tilhængerne af teorien mener nemlig, at vi kan…

Ny image-analyse fra Computerworld rykker ikke ved, hvem de danske it-professionelle sætter ind på en førsteplads. Til gengæld må Apple se sig slået…

XZ Utils-angrebet havde potentialet til at blive det mest alvorlige supply chain attack til dato, men angrebet blev (heldigvis) spottet i tide, fordi…

JA, siger Isak, Amanda, Lea, Martha og Hannibal. De er mellem 16-26 år og bruger dagligt flere timer på at scrolle gennem de sociale medier for at…

Er du en af de mange dimittender, som står med et nytrykt eksamensdiplom i hånden og er på vej ud på arbejdsmarkedet? Så er Kasper Bach manden, du…