Da jeg var ung, arbejdede jeg en periode på et lager. Når vi mødte om morgenen, tog vi et papkort med vores navn på og stemplede det i en maskine. Og når vi fik fri, stod vi i kø for at få lov til at stemple ud igen. Helst så tæt på officiel arbejdstids slutning som mulig. Var det for tidligt, blev man trukket i løn. Var det for sent, ja, det fik man jo ikke noget for.
Det handlede om at komme ud derfra og leve sit rigtige liv, uden for arbejdet.
Stempelkortet var et stykke tidsregistrerende, konkret overvågning, der var til at forstå. Det handlede om penge, der blev byttet for tid på jobbet, og alle kunne se det fornuftige i det. I dag er kortet og uret forsvundet de fleste steder. Men registrering og overvågning er der stadig. Den gemmer sig i din mobiltelefon og din computer, og den tjekker dig selv ind og ud - og ikke så lidt til.
Niklas er stilladsarbejder, og hans arbejdsgiver bruger ‘flådestyring’, hvor alle firmaets biler er udstyret med GPS, så man ved, hvor de kører henne.
– Han ved jo godt, hvor vi skal hen at arbejde. Hvis han synes, vi kører en mærkelig vej på arbejde, så kan han ringe til os og spørge, hvorfor vi kører den vej? Det er krænkende, synes jeg. Det handler jo også om gensidig respekt, fortæller han, da jeg møder ham på konferencen ’Følger mester med, når du er på job?’.
Men selvom Niklas synes, at hans arbejdsgiver bruger GPS-overvågning af bilerne på en krænkende måde, så er han godt klar over, at det er kommet for at blive inden for hans branche. Også kameraovervågning.
– På flere store byggepladser bliver der sat kameraer op, både til arbejdsgiverne og for at vise borgere, hvordan byggeriet går. Det får man ikke noget at vide om. Det er den måde, teknologien flytter sig på, siger han.
Lytter til stemmelejet
Og ja, teknologien flytter sig. USA er som sædvanlig længst fremme.
Sociometric Solutions hedder et firma, som udstyrer firmaers medarbejdere med intelligente ID-skilte. Skiltene har to mikrofoner indbygget, en GPS og et accelerometer. Med den slags input kan man analysere, hvordan den enkelte medarbejder kommunikerer, tonen i stemmen, hvordan man står, kropssprog og ikke mindst: Hvem, der talte med hvem, og hvor længe. Firmaets kunder er banker, teknologivirksomheder, medicinalbranchen og sundhedsvæsenet. Som det ser ud nu, skal medarbejderne aktivt sige ja til at få deres data optaget, og data bliver hos Sociometric Solutions. Arbejdsgiveren selv har ikke adgang til andet end de rapporter, han betaler for. Indtil videre.
Herhjemme har vi for nylig set Region Hovedstaden lufte planer om at udstyre samtlige medarbejdere i sygehusene med RFID-chips, så man altid ved, hvor den enkelte medarbejder er. Ifølge beregningerne kan man spare en hel del daglige skridt og øge effektiviteten for hver enkelt medarbejder med ni minutter. Noget, der med klassisk DJØF-logik sandsynligvis ganges op til årsværk, som så kan spares.
Men der er i den grad mere på vej. Amerikanske Workday har netop etableret sig i Norden. Firmaets services handler tilsyneladende om intern organisering og muligheden for at ændre på strukturer i virksomheder, men der er meget mere i pakken: Der er bunker af Big Data. Ved at kombinere offentligt tilgængelige data om medarbejderen med de ting, virksomheden allerede ved, bruger Workday sine algoritmer til eksempelvis at forudsige, om en medarbejder er på vej væk til et andet job, flere måneder før vedkommende annoncerer noget om det. Det er noget, der kan være gode penge i, hvis den pågældende medarbejder lige har bedt om et nyt kursus.
'Bullshit jobs'
Men hvorfor dette pludselige behov for mere overvågning af medarbejderne?
Den engelske professor i antropologi David Graeber opfandt forrige år et nyt, fængende begreb, nemlig ‘bullshit jobs’. Altså job, der ikke bare ikke giver den, der har det, nogen mening, men simpelthen er et meningsløst job!
Graeber mener, at samtidig med at der automatiseres, rationaliseres og effektiviseres på arbejdsmarkedet, skaber man nye klasser af job, hvis eneste reelle formål er at holde arbejdsmarkedet i gang.
”Når store firmaer skærer ned, fyres der altid blandt de mennesker, som faktisk laver, flytter, forbedrer eller reparerer ting. Men via en sær mekanisme, som ingen rigtigt kan forklare, stiger antallet af ansatte, der lever af at kontrollere og skubbe papirer frem og tilbage, tilsyneladende hele tiden, og flere og flere af dem opdager pludselig, at de arbejder 40 til 50 timer om ugen, selvom det effektivt kun er 15, og resten af tiden bruges på at organisere og deltage i motiverende seminarer, lave opdateringer på Facebook og downloade tv-serier fra nettet”, skriver Graeber blandt andet i sit essay ”On the phenomenon of bullshit jobs”.
Han kalder det ”et perfekt system til at fastholde magten over folk.”
”Virkeligt produktive arbejdere (som læger, sygeplejersker og lærere, red.) bliver hele tiden mast, mistænkeliggjort og udnyttet. Resten lever et splittet liv som evigt terroriserede arbejdsløse eller bliver simpelthen betalt for ikke at gøre nogen nytte i job, hvis egentlige mening er at få dem til at identificere sig med de herskende klasser (chefer og administratorer, red.). Systemet medfører samtidig en simrende modvilje mod alle, hvis arbejde har en klar værdi,” skriver han.
Graeber, anarkist af overbevisning, er godt klar over, at et system, der nægter borgere at få mere fritid i et ellers temmelig automatiseret samfund, ikke er skabt med overlæg. Det er bare blevet sådan.
Fordi man kan
Og måske er netop overvågningen af de ansatte endnu et skud på noget, der bare sker, fordi det er muligt, og fordi det er med til at fastholde mistilliden til dem, der faktisk laver noget?
WORKSNAPS fra USA er en mere brutal overvågningsmetode, der passer perfekt ind i en tid med 'bullshit jobs'. Softwaren tager screen shots af medarbejdernes skærme med faste mellemrum og sender dem til chefen. Den måler, hvor meget man skriver, og hvor meget der klikkes på musen, og man kan endda tage billeder med web-kameraet. Medarbejderne er orienteret om, at det foregår, men kan ikke vælge det fra. Det er meget anvendt af arbejdsgivere fra Vesten, der eksempelvis har ansatte i Asien.
Og arbejdsgiverne vil endnu længere ind. Flere og flere amerikanske firmaer ‘forærer’ medarbejderne FITBIT-motionsure med det formål at sikre sig, at de er sunde og raske, og som sædvanlig ”for medarbejdernes egen skyld …”.
Men der er modbevægelser i gang.
Man kan eksempelvis købe sig en billig GPS-jammer og bruge den til at forvirre arbejdsgiverens flådestyring. Man kan spænde sin FITBIT på hunden, når man er hjemme, og der findes programmer på nettet, som kan levere falske, arbejdsomme data til WORKSNAPS. Alt det kommer dog sandsynligvis til at medføre endnu mere overvågning og skabe endnu flere - dybest set meningsløse - job, der ikke bidrager produktivt til noget som helst.
Da jeg i sin tid stemplede ind og ud, var der mulighed for at snyde en lille bitte smule. Hvis man stemplede ud på det helt rigtige tidspunkt og stod først i køen, fik man 10 minutter foræret. Ti minutter med løn, hvor man ikke havde arbejdet. Det var arbejdsgiverne godt klar over, men de valgte at se gennem fingre med det. Alt i alt var det nok ikke så lidt billigere end det, der skal til nu.