GOTO 2016: Robotindustrien er også for softwareudviklere

Gregory Pelcha, Senior Software Engineer and Technical Lead hos Universal Robots i Odense, fortæller med et smil, at han ikke selv havde valgt titlen til sit oplæg ”How to Survive in the Robotics Industry as a Software Developer”. Han mener egentlig ikke, det er et spørgsmål om overlevelse, men nærmere om forskelle i tilgangen til udviklingsprocessen.

– Som softwareudvikler i en hardwareorienteret virksomhed har man meget at byde ind med i forhold til selve udviklingsprocessen. Hvis man er vant til at arbejde ud fra de agile principper, har man et mindset, som er anderledes end det, man typisk finder i en robotvirksomhed som Universal Robots, siger han.

Nytænkning af processer

Iterative forløb, teamarbejde, forbedring af testprocedurerne og løbende udvikling af deployment-processen er noget af det, Gregory Pelcha har været med til at indføre, siden han kom til Universal Robots i 2013. Det er et skifte fra en situation, hvor projekterne typisk blev tildelt én person ud fra dennes kompetencer, og hvor der blev planlagt på meget langt sigt. 

– På mange måder ligner udviklingsprocessen i hardwareorienterede virksomheder det, vi gjorde i softwareindustrien for år tilbage. Man prioriterer stabilitet meget højt, og der er traditionelt en tøven over for hyppige ændringer og updates – også fra kundernes side, fortæller han. Han har ikke et klart bud på, hvorfor det forholder sig sådan, men en del af forklaringen kan være, at man arbejder med fysiske enheder, hvor fejl kan have drastiske konsekvenser.

Skepsis i starten

Som softwareudvikler i Universal Robots er man omgivet af kolleger med en ingeniørmæssig baggrund inden for hardware. Det giver helt naturligt nogle udfordringer.

– I starten blev jeg nok set på med en vis skepsis, når jeg sad til møderne og udbredte mig om de ændringer, der efter min mening skulle indføres. Mit indtryk er, at de nu har vænnet sig til mig, siger Gregory Pelcha med et smil.

Gregory Pelcha havde absolut ingen erfaringer inden for robotindustrien, da han kom til Universal Robots. Virksomheden søgte en udvikler med Java-erfaring til at arbejde med UI’en på de tablets, der anvendes til at styre robotterne. 

– Selvom jeg ikke arbejder direkte med embedded software til robotterne, er der en grundlæggende fascination ved at arbejde med noget, der har en direkte effekt i den fysiske verden, fortæller Gregory Pelcha.

Gode fremtidsmuligheder

Han ser rigtigt gode fremtidsmuligheder for softwareudviklere i brancher, der traditionelt har ansat folk med hardwarebaggrund. Lige nu er der måske ikke så mange virksomheder, som har fået øjnene op for værdien ved at ansætte rene softwareudviklere, men det vil efter Gregory Pelchas mening komme – og ikke kun fordi softwareudviklere kan tilføre nyt på det procesmæssige område.

– De fysiske enheder skal efterhånden som en helt naturlig ting kunne tilgås via cloud-løsninger, og dataopsamling bliver stadig mere centralt. På de områder har softwareudviklere rigtigt meget at tilbyde, siger han. Hans opfordring lyder derfor, at man som softwareudvikler endelig ikke skal holde sig tilbage for at søge job inden for eksempelvis robotindustrien.


Læs også...

På grund af den nye lov om registrering af arbejdstid, har PROSAs juridiske team hen over sommeren fået mange henvendelser omkring tidsregistrering og…

Forestående ferietid betyder desværre også fyringstid og ”oprydning” i en del virksomheder. Det fortæller jurist Camilla Winter, som her giver et par…

Vi kan ligeså godt se det i øjnene - juli vejret er lunefuldt og rammer ofte sommerdrømmene som en våd karklud. Men fortvivl ikke! PROSAs egen film-…

Internettet og computerbranchen var engang det vilde vesten, et sted, hvor man kunne gøre, hvad man ville uden nogen form for ansvar for almindelige…

Hvad er op og ned i junglen af sundhedstrends? PROSAbladet har spurgt Martin Grønne Jensen, som er dataingeniør, holder foredrag om longevity og er…

Vil du gerne leve længere, så bør du måske give longevity escape velocity-teorien lidt opmærksomhed. Tilhængerne af teorien mener nemlig, at vi kan…

Ny image-analyse fra Computerworld rykker ikke ved, hvem de danske it-professionelle sætter ind på en førsteplads. Til gengæld må Apple se sig slået…

XZ Utils-angrebet havde potentialet til at blive det mest alvorlige supply chain attack til dato, men angrebet blev (heldigvis) spottet i tide, fordi…

JA, siger Isak, Amanda, Lea, Martha og Hannibal. De er mellem 16-26 år og bruger dagligt flere timer på at scrolle gennem de sociale medier for at…

Er du en af de mange dimittender, som står med et nytrykt eksamensdiplom i hånden og er på vej ud på arbejdsmarkedet? Så er Kasper Bach manden, du…