Da jeg var 10-12 år gammel, gik det op for mine forældre, at jeg sad meget, meget tæt på den radiorør-opvarmede tv-skærm, kun cirka halvanden meter væk, og at jeg kiggede på den gennem min pege- og tommelfinger, så jeg kunne koncentrere mit svage syn på skærmens enkle punkt.
Min mor fik mig sendt til øjenlæge. Jeg fik hinkesten-tykke briller.
Nu er der gået meget, meget lang tid, og nu taler vi igen om skærme, men det er af helt andre grunde, selvom det med synet og skærmens påvirkning af det nok også er en diskussion værd. I hvert fald hærges blandt andet Kina og Asien af en epidemi af nærsynede børn.
Og bare lige et par detaljer: I gennemsnit blinker vi 15 til 20 gange i minuttet. Når vi bruger skærme, så går vi ned på tre gange i minuttet. Under corona testede de kinesiske myndigheder 120.000 elever mellem seks og otte år, der var i karantæne og fik fjernundervisning via skærm.
De fandt tre gange mere nærsynethed end normalt grundet sølle to en halv times mere tid foran skærmen.
Det er almindelig anerkendt, at der findes et computer vision syndrome, CVS, der giver trætte, irriterede øjne, hovedpine og ondt i nakken, og at kuren mod det er den såkaldte '20–20–20-regel', hvor du skal kigge væk fra din skærm i 20 sekunder hvert 20. minut og fokusere på et objekt 20 meter væk.
De fandt tre gange mere nærsynethed end normalt grundet sølle to en halv times mere tid foran skærmen.
Din skærm skal være mindst 60 centimeter væk fra øjnene, og for større skærme som fjernsyn skal afstanden være mindst to meter. Men gør vi det? Nej.
I dag er skærmen og især begrebet SKÆRMTID blevet en politisk kampplads med tre typer kombattanter: Aktivister som for eksempel Imran Rashid, hvis borgerforslag har skabt massivt røre og fik over 50.000 digitale underskrifter og politikerne til at røre på sig, psykologer/pædagoger/lærere, og så er der den sidste og mest støjende gruppe: medieforskere.
Medieforskerne ser ikke skærmen som et sundhedsproblem. Den er et symbol, et stykke kultur, og det er den måde, de forsker i den, og igennem mange, mange år har det været kutyme at følge deres råd, som stort set enslydende har været: Tal med dit barn om det, for barnet er mere digitalt indfødt end dig og har en særlig ret til det rum, som findes inde i de der skærme.
Men så kom undervisningsministeren og ville have skærmene ud af skoler og dagtilbud, der blev råbt frem og tilbage om forbud og kontrol, og medieforskerne våndede sig og talte højt og længe om manglende evidens og om den forskning, de selv havde lavet, og som de gerne vil have mere af, og det hele er indtil videre endt med et ’hyrdebrev’ fra undervisningsministeren til skolerne, hvor man opfordrer ledelsen til at ’tænke over brug af skærme’ i undervisningen.
Vi kunne måske lave DATALABORATORIER i skolerne, rum med computere og skærme.
Men det behøver de ikke, for det har jeg allerede gjort! Og igen har jeg tænkt på noget, der var engang. Da jeg skulle lære tysk og engelsk i folkeskolen, blev vi indimellem hevet ind i et rum fyldt med båndoptagere og mikrofoner, et SPROGLABORATORIUM blev det kaldt, det rum. Her skulle vi lytte til nogle, der talte tysk eller engelsk, og gentage det, de sagde. Vores lærer kunne så lytte til en optagelse af det, vi havde sagt, og rette os. Vi sad hver for sig i små lyttebokse med hovedtelefoner på, skærmet for hinanden, og det var alt sammen dejligt teknisk og føltes, dengang, rasende moderne.
Men det blev vildere endnu: I 1984 var der kommet danskbyggede computere på danske skoler, Piccoline og Butler og hvad de ellers hed, og de stod også i et særligt rum, og Danmark var faktisk parat til at indføre DATALÆRE som obligatorisk fag i skolerne, men det blev droppet, da Folketinget efter en hård lobbyindsats fra IBM mente, at det eneste, vi danskere skulle kunne, var at få et pc-kørekort til Office-pakken. Det var som bekendt ikke nok.
Og så er det, jeg tænker, at vi måske kunne lave DATALABORATORIER i skolerne, rum med computere og skærme, som man går ind i en gang imellem, i stedet for som nu at have computere og smartphones tændt konstant, overalt, maskiner, som vi ikke forstår, og hvis skærme er mere eller mindre skjult slået op på Snapchat, Instagram, TikTok og alt det andet, som vi er bekymrede over, mens vi skal forestille at prøve at lære børn noget fornuftigt og grundlæggende som at stave, regne og få sig en læselige håndskrift. Det er jo skørt, og det slipper man for i et datalaboratorium, hvor læreren styrer det hele som en edderkop midt i spindet.
Ja, hvis vi gik virkelig til den, så kunne disse maskiner i ’datalab’ køres på open source-software og være meget billige, og vi kunne udvikle vores egne programmer til dem eller skille dem ad og skifte dele, og børnene kunne lære lidt Python eller noget andet.
Skærmen er stadigvæk et FJERNSYN, og med internettet koblet til et kig ind i hele verden, inklusive porno og AI-genereret fake news, og så er den smækfyldt med støjende, bedøvende indhold, der kun handler om, at vi skal blive hængende og klikke og købe og aflevere data. Og det kan vi vel nok blive enige om er en dårlig idé?
Ligesom det er komplet indlysende, at det ikke er sundt at sidde helt stille og se fjernsyn hele dagen, heller ikke hvis det er interaktivt med en joystick eller et tastatur og en mus.
Løsningen kunne være, at vi, og især vores børn, får en mulighed for at adskille tingene, at der er en tid, hvor skærmen er væk, og vi skal noget andet. Kald det forbud eller anbefalinger, det vigtigste er tid, hvor vi er skærmet for skærmene.
Hvornår mon vi vil lytte?