”Grundlæggende handler psykisk førstehjælp om, at man stiller sig til rådighed og er empatisk, hvis man møder et menneske, der har brug for hjælp,” fortæller Liza Johnson, der er rådgivningsleder i Psykiatrifonden. Foto: Canva
De fleste af os har prøvet det. At have det psykisk svært og at føle sig helt nede i kulkælderen.
Og rent faktisk vil mere end 80 pct. af befolkningen på et eller andet tidspunkt i livet enten få udskrevet medicin for psykiske symptomer og/eller blive behandlet i psykiatrien.
Vi bør derfor have et meget større fokus på, hvordan vi møder folk omkring os, der står i en svær situation og har brug for hjælp.
Det mener Liza Johnson, der er rådgivningsleder i Psykiatrifonden.
”Vi har alle sammen en bevidsthed om, at det er en god idé at yde fysisk førstehjælp. På samme måde bør vi også blive bedre til at yde psykisk førstehjælp,” siger hun og fortsætter:
”Vi kan alle sammen møde mennesker, der har det så psykisk svært, at de har brug for hjælp.”
Vi kan alle sammen møde mennesker, der har det så psykisk svært, at de har brug for hjælp.
Stil dig til rådighed
Når det gælder psykiske udfordringer, kan vi ofte have en tendens til at være lidt tilbageholdne – og selvom vi i samfundet generelt er blevet bedre til at italesætte psykiske problemer og psykisk sygdom, er vi langt fra i mål, mener Liza Johnson.
”Man kan måske tænke, at når det er noget psykisk, så er det folks egen sag. Det kan være et lidt ømtåleligt emne, så det skal man helst ikke blande sig i.”
Men det skal man – altså blande sig. Spørgsmålet er, hvordan man gør?
Her kan psykisk førstehjælp være en del af svaret.
”Grundlæggende handler psykisk førstehjælp om, at man stiller sig til rådighed og er empatisk, hvis man møder et menneske, der har brug for hjælp,” siger Liza Johnson.
”Det kan både være, at man er ramt af eksempelvis angst eller depression, men også af forskellige livskriser som sorg eller skilsmisse. I de fleste tilfælde er stilhed næsten det værste.”
Den psykiske førstehjælp er bygget op omkring KLIPS-modellen. Den kan gøre det nemmere at handle, hvis du for eksempel står overfor en kollega eller en ven, der er havnet i en svær situation.
KLIPS-modellen
K – Kontakt
Første step er kort og godt, at du skal tage kontakt. Hvis du ser, at et menneske har det psykisk svært – det kan for eksempel være, at din kollega er grådlabil eller virker angstfuld eller depressiv – så tag kontakten.
Der er mange, der er lidt tilbageholdne, men al erfaring viser, at det gør en forskel for den, som har det svært, at der faktisk er en, der tager kontakt.
Du kan for eksempel sige: ”Jeg har lagt mærke til, at du virker ked af det. Jeg vil gerne lytte, hvis du har lyst til at snakke om det.”
Hvis du ikke selv har overskuddet eller lysten til at tage snakken, kan det gøre en forskel, at du alligevel tager kontakten.
Her kan en løsning for eksempel være at sige: ”Jeg kan se, at du ikke har det godt. Jeg er nok ikke den bedste til at hjælpe, men skal jeg ikke følge dig ned til HR eller vores tillidsrepræsentant?”
Hvis det er svært at tage kontakt face to face, kan det også være fint, at du rækker ud på en mail. Her viser du også, at du drager omsorg og gerne vil hjælpe.
L – Lyt
Det kan virke banalt, men næste step er at lytte. Det er helt alment menneskeligt, at det er rart, når andre ser en og giver sig tid til at lytte.
Det er forskelligt, hvordan folk reagerer, og nogle kan godt være benægtende og sige: ”Nej, der er skam ikke noget galt. Jeg er helt okay.”
Her kan det alligevel gøre en forskel, hvis nogen tilbyder sit lyttende øre, for det betyder, at man er blevet set – og måske kan det være det skub, der skal til, for at personen indser, at han eller hun har det dårligt og har brug for hjælp.
Når du lytter, skal du huske, at du ikke er en professionel behandler, men at du blot skal være et roligt, rummeligt og empatisk medmenneske, der lytter.
Du kan godt validere og sige noget a la: ”Det lyder svært” eller ”Sådan skal du ikke gå og have det”, men undgå at lægge diagnoser ned over den person, du sidder overfor – sig for eksempel ikke ting som: ”Jeg tror, at du har en depression.”
Husk også at gemme dit fikse-gen væk. Giv tid til at lytte i stedet for at komme med ti gode råd.
I – Informer
Næste step er informer, og her afhænger det meget af, hvilken viden du selv har.
Måske ved du noget om de mest gængse psykiske diagnoser, og du kan derfor spotte, at du for eksempel sidder over for en, der har et angstanfald, fordi personen hyperventilerer.
Her kan du bidrage med din viden og sige: ”Det er helt normalt, når man har panikangst, at det føles sådan. Det er angst, og det går over, og der er hjælp at få.”
Det er vigtigt, at du ikke udtaler dig om ting, som du reelt ikke ved noget om. Men hvis du rent faktisk bærer på en viden, så er det fint at bringe den i spil.
P – Professionel hjælp
I-steppet glider lidt over i næste punkt, nemlig professionel hjælp. Her kan du fortælle om de steder, hvor personen kan få hjælp.
Du kan for eksempel opfordre til, at personen tager en snak med sin praktiserende læge, eller du kan henvise til forskellige rådgivningssteder – eksempelvis Psykiatrifonden, som har en gratis og anonym telefon- og chatrådgivning.
Hvis der er tale om en person, der selvskader, kan du henvise til Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, og hvis det er en person i sorg, kan du dele kontaktinfo til Sorglinjen.
S – Støt
Sidste step er støt, og det handler grundlæggende om at støtte op i de efterfølgende dage og uger.
Du kan for eksempel spørge: ”Jeg vil lige tjekke ind og høre, hvordan det går i dag?”
Hvis det er din kollega, der har haft det svært, og personen siger, at han eller hun endnu ikke har bedt om hjælp fra jeres leder eller HR, kan du foreslå, at du tager teten: ”Skal jeg ikke komme forbi dit kontor, og så går vi sammen ned til HR? Hvis du har brug for det, kan jeg sagtens være med til mødet.”
Psykiatrifonden har en anonym og gratis rådgivning, hvor du kan få råd og vejledning om psykisk sygdom.
Du kan både få hjælp, hvis du selv har det svært, men også hvis du er pårørende eller for eksempel har en kollega, som du ikke ved, hvordan du skal hjælpe.
Du kan kontakte Psykiatrifondens rådgivning på 39 25 25 25.
Hvad gør jeg, hvis min kollega ikke vil have hjælp?
Vi har nu været igennem KLIPS-modellen, men inden vi slutter helt, har vi lige to ekstra spørgsmål til Liza Johnson.
For det første: Hvad gør du, hvis din kollega siger, at alting er fint, men du virkelig er bekymret for personen? Må du godt dele din bekymring med din leder, selvom det betyder, at du måske skal gå bagom din kollegas ryg?
”Jeg kan sagtens forstå dilemmaet, og som udgangspunkt synes jeg, at man skal have kollegaens accept til at tale med sin leder, HR eller hvem det nu kunne være,” siger Liza Johnson.
”Men når det er sagt, så synes jeg også, at man skal dele det, hvis man er oprigtigt bekymret – også selvom vedkommende ikke vil have hjælpen. Det er fair at sige: ”Jeg er bekymret for Ole, og jeg har snakket med ham, men han har ikke lyst til at involvere mig i det, men nu har jeg givet min bekymring videre til dig.” Det ligger også et ledelsesansvar i det her, så det er vigtigt, at ledelsen ved, hvis nogen ikke har det godt.”
Som udgangspunkt synes jeg, at man skal have kollegaens accept til at tale med sin leder eller HR.
Og så den sidste ting: Hvordan kan du bedst være med til at sikre, at din arbejdsplads får fokus på psykisk førstehjælp?
”For det første kan man opfordre til, at alle i virksomheden får et kursus i psykisk førstehjælp – ligesom man har kurser i fysisk førstehjælp,” siger Liza Johnson.
”Det vil også være med til at skabe en kultur om, at psykisk førstehjælp er lige så vigtig som den fysiske.”
Liza Johnsons klare opfordring er, at du går til din leder, tillidsrepræsentant eller arbejdsmiljørepræsentant og beder dem om at sætte fokus på emnet. Udover kurser kunne det for eksempel være via et gå-hjem-møde, hvor alle blev inviteret til et oplæg om psykisk førstehjælp.