Oliver har aldrig gået den lige vej, og selvom begavelsen og it-talentet altid har været stort, så er det meste af hans 29-årige liv gået op i røgen fra joints. En forstående kæreste og en rummelig arbejdsplads har fået ham ud af misbruget. - Jeg tror, mange unge føler sig anderledes og udenfor, måske særligt inden for it-faget, fordi der er det lidt nørdede islæt eller på grund af perfekthedskulturen, som er så udbredt i dag, fortæller han.
Oliver er backend-udvikler, uddannet datamatiker, dygtig, elsker at fordybe sig i kode, at tegne og gaming og har altid haft flair for de programmeringsbenspænd, der får andre til at slå arrigt i tastaturet.
Han er også efter eget udsagn lidt, hvis ikke en hel del, nørdet, meget ligefrem og ærlig, men samtidig introvert genert, så han fra tid til anden må stoppe op og bruge et par tavse sekunder ekstra på at evaluere, om den lange talestrøm, han lige åbnede op for, nu også var inden for skiven.
Fortællinger har det med at løbe afsted med ham, og de starter ved a og fortsætter gerne til å, og detaljerne skal med.
Nå ja, så har han briller og ligner på mange måder den gængse forestilling om en, der elsker at synke ned i et hul af opgaveløsning og hjernegymnastik, når det handler om it.
Det er dog ikke altid lige let, for der er mange tanker, som trænger sig på, og som gør det svært at sidde stille, han keder sig let og får hele tiden en ny idé, som kræver hans opmærksomhed.
Måske er han også bare en af mange, måske stadig flere, unge som har haft svært ved at passe ind i skolesystemet, at møde de sociale krav, når hormoner og fester forvandler hele venskabskredsen, og i øvrigt er ramt af, at verden omkring ham begyndte at gynge ustabilt på grund af konflikter i hjemmet.
Svaret blev at tilbringe nætterne rundt på venners sofaer og dulme tanker og udfordringer med joints.
Når PROSAbladet vælger at skrive Olivers historie, er det, fordi den et eller andet sted viser, hvad en rummelig og vågen arbejdsplads kan gøre, hvis en ellers god kollega er fanget i en negativ spiral.
- Det skete ganske enkelt ved, at jeg blev spurgt, hvordan det kunne være, at jeg nogle dage performede og leverede helt vildt, og jeg andre dage ligesom gik rundt som en zombie. Så gik jeg til bekendelse og fortalte om mit misbrug af hash. Men i stedet for at smide mig ud så henviste de til, at de faktisk havde tilbud, som kunne hjælpe mig, og var klar til at give mig chancen. Det var helt vildt at opleve den tillid, og det har gjort, at jeg faktisk er kommet ud af mit misbrug efter mange år, hvor det styrede mit liv. De prøvede at forstå mig og hjælpe mig, fordi de så min værdi, ikke bare mit misbrug, fortæller Oliver.
Det lyder måske enkelt. Men indtil 2022 havde den dengang 28-årige Oliver droppet ind og ud af uddannelser og job – ikke mindst fordi Pusher Street ofte blot var et metrostop eller to væk, eller fordi pengene i perioder var små, så muligheden for at videresælge og tjene til eget forbrug blev en del af at opretholde hans livsførelse.
- Det var virkelig bare et dårligt mønster, jeg havde udviklet og ikke kunnet slippe, selvom jeg prøvede. Jeg har altid følt mig anderledes, jeg har let ved ting, jeg er kreativ, god til computere og god til at forstå ting på ellers krævende studier som dem, jeg har haft på blandt andet ITU. Men det var samtidig lidt, som om jeg var udenfor og anderledes, fortæller han.
- Det er faktisk min grund til at stå frem. Det er ikke for at klynke, det er ikke, fordi jeg synes, det er synd for mig, men for at fortælle, at der er en vej ud. Og at dårlige mønstre, som udvikles ved at føle sig forkert, kan brydes med den rette støtte. Det at føle sig anderledes gør, at man let kan vælge forkerte strategier for at holde de dårlige oplevelser på afstand. Jeg tror, der er mange, som har det sådan.
Han henviser til udviklingen i samfundet, hvor sociale medier og fokus på at præstere og være lykkelig også presser.
- Særligt i det perfektheds- og præstationssamfund, som vi har i dag. Det er meget let at føle sig udenfor eller forkert. Vi har stadig flere unge med diagnoser, eller som føler sig udenfor. Der skal så lidt til at rumme dem og få dem på ret køl. I mit tilfælde skyldtes det, at jeg var enormt heldig at møde min kæreste, Astrid, og at jeg fik en arbejdsplads, som var klar til at rumme mig og vise mig nok tillid til, at jeg selv kunne gøre indsatsen og komme videre. Der er en vej ud, fortsætter Oliver.
- Der var ingen, der stoppede op. Eller ligesom viste vejen. Det kan godt være, vi rummer mere inden for sex og kultur, men samtidig gør det perfekte, at vi stadig dårlig rummer dem, som er uperfekte eller skiller sig ud på andre måder. Måske ved at have adhd. Jeg tror måske, vi oplever mange unge, som kan få svært ved at finde en plads på arbejdsmarkedet eller fungere i uddannelser, hvis vi ikke tager debatten og måske ser i øjnene, at det er en verden, hvor mange måske føler sig udfordret. Det kan ligefrem være en del af et tilbud hos fagforeninger, siger han.
Da Oliver således blev introduceret til joints i 10. klasse, havde han også fundet en flugtvej, som dulmede den afstand, han følte mellem sig selv og verden omkring ham, ikke mindst hans egen familie. Det udviklede sig til et fast misbrug og et liv, hvor Oliver først hutlede sig gennem ungdomsuddannelser og siden startede på ITU, på professionsbachelorer og i forskellige job, kun for hver gang at tabe det gulvet igen, fordi misbruget gjorde indsatsen ustabil.
- Jeg havde let nok ved det faglige, jeg var god til mit arbejde, men man bliver sløv og dum af at ryge så meget, som jeg gjorde, så før eller siden faldt det fra hinanden, eller jeg stoppede, siger Oliver.
Kollegieværelset og en nogenlunde god hverdag med et studie, han var glad for, blev blandt andet forvandlet til festlokale og handelscentral for joint. Så også det til sidst gik op i røg.
- Jeg kunne fungere, når jeg røg. Eller jeg kunne være ligeglad. Jeg havde et ret rodløst liv og var i et miljø, som måske ikke var det heldigste. Joints gjorde det let, fortæller Oliver.
- Det var først, da jeg var så heldig at møde Astrid, min kæreste, at jeg fandt en, som jeg følte virkelig forstod mig, og som jeg ikke kunne leve uden, at jeg begyndte virkelig at kæmpe for at bryde mønsteret. Tænk, at hun gad mig med alt det, jeg lavede.
På en eller anden måde lykkedes det således Oliver at få genoptaget studiet, endda uden at have flere klip. Han havde klaret sig frem til bachelordelen og havde samtidig held til at komme på Erasmus-udveksling til Irland på Waterford Institute of Technology. Siden lykkedes det ham at gennemføre datamatikeruddannelsen, så han fik sit bevis i 2021.
- Det var Astrid, som fik mig til at tage mig sammen, som lyttede, og som fik mig til at åbne mig for verden igen. Måske var jeg ikke så anderledes og forkert, som jeg troede. Jeg fik droppet cigaretterne og skåret mit forbrug af joints ned, men selv da kunne jeg ikke stoppe, siger han.
- Det var først, da jeg startede som backend-udvikler hos Brandwatch, et job, jeg elsker, og med virkelig gode kolleger og et godt team, at jeg fik bugt med vanen. Jeg er helt stoppet. Og det var ved, at de reagerede anderledes, end jeg havde oplevet det tidligere i mit liv. De sagde, at de var glade for mig og gerne ville hjælpe mig, hvis jeg så til gengæld gjorde noget ved det. Det blev en gamechanger. De havde tilknyttet misbrugskonsulenter og mental health coaches. Det har virket, og jeg har været helt stoffri siden, siger Oliver.
I dag har han efter eget udsagn for første gang i sit liv styr på tingene. Han er helt stoppet med at ryge joints. Har styr på økonomi og hverdag og trygge rammer i eget hjem i Køge. Han har også en helt anden selvtillid og tro, der gør, at han kan være anderledes, eller at folk opfatter ham som anderledes, uden at det er et problem bortset fra inden i hans hoved.
- Det er sket ved, at nogen har vist mig tillid og forståelse og en tro på mig, som har gjort, at jeg tog mig sammen. Jeg håber virkelig, at det kan inspirere andre. Jeg tror måske netop inden for vores fag it, at der er en del, som måske slås med det nørdede og omgivelsernes reaktion på dem. Også arbejdspladsernes reaktion og kultur. Hvis de mødes med den samme rummelighed, som jeg har mødt, så vil det gøre en kæmpe forskel, siger han.
Det er meget let at føle sig udenfor eller forkert. Stadig flere unge har diagnoser eller føler sig udenfor.
Hvis andre unge mødes med den samme rummelighed, som jeg har mødt, så vil det gøre en kæmpe forskel.
PROSAbladet sætter fokus på behovet for et rummeligt arbejdsmarked.
I seneste udgave af PROSAbladet (nr. 8 2023) satte vi fokus på diagnoser, blandt andet med portrættet af Alexander med Aspergers syndrom, som er blevet mobbet i en grad på grund af sin diagnose, at han har haft ti job på 11 år – til trods for at han er så dygtig, at han løbende bliver headhuntet til job som webudvikler.
> Stop upassende og diskriminerende udtalelser på arbejdspladsen