PRIVACY

Guide til digitalt selvforsvar

Hvordan kan du færdes bare nogenlunde frit, fornuftigt, privat og kontrolleret i den digitale verden – vel at mærke uden at blive spist op af cookie-monstre, kigget over skulderen, aflyttet og afluret? PROSAs it-politiske rådgiver, Ole Tange, giver tips til et simpelt survival kit, så du kan genvinde noget af kontrollen.


(LÆS DE 8 TIPS TIL PLUGIN, APPS OG TJENESTER I BUNDEN AF ARTIKLEN) - se også links på prosa.dk/selvforsvar


50-årige Ole Tange elsker sådan set at være online – at pløje nettet tyndt for viden, at pleje digitale netværk og i det hele taget bruge teknologien frit. Ole er nørd, også it-nørd, krypteringsnørd og talnørd. Og så er han it-politisk rådgiver i PROSA.

Han er en omvandrende løftet pegefinger, når det handler om privacy og datasikkerhed, og han reciterer gerne GDPR-reglerne, som var det fadervor.

Hvordan kombinerer han den frie færden på det globale internet med sit behov for at være nogenlunde i kontrol?

- Det er umuligt at være 100 procent i kontrol, men der er nogle simple ting, der kan hjælpe dig godt på vej. Desværre er det ikke noget, man naturligt lærer, på samme måde som vi fra barnsben lærer at færdes i trafikken, fortæller Ole Tange.

 

Du behøver ikke at betale med data

- Vi tror, at vi skal betale med personlige data alle steder, at vi skal sælge ud og kun bruge Google eller de andre datahøsteres service, hvis vi skal have en hverdag til at fungere. På nettet bevæger vi os konstant gennem en infrastruktur, som suger viden om os, eller ondsindede kriminelle, som forsøger at franarre os vores passwords eller udnytte den information, vi frit lader flyde. Men vi kan gøre noget ved det, uden at det begrænser vores frihed og færden, fortsætter han.

Ifølge Ole Tange kan det manglende fokus på at beskytte personlige og følsomme data også skyldes manglende kendskab til, hvad begreber dækker over, eller at det er 'hysterisk' og 'sølvpapirshat'-agtigt at gå op i den slags.

- Jeg kan bare konstatere, at vi sælger ud af meget privat viden, som kan, vil og bliver misbrugt, handlet til alle mulige, også ondsindede, og at vi siger ja til en masse, som vi aldrig ville have sagt ja til i den 'virkelige verden'. Jeg tror, det skyldes manglende oplysning og forvirring. Når jeg for eksempel siger 'open source', ved de fleste it-folk godt, hvad det dækker over. Men ved folk i almindelighed, at det svarer til et vindue, så vi kan tage en kopi, se, hvordan systemet fungerer, og kontrollere, om der er bagdøre, men at det ikke betyder, at man kan ændre i originalen?

- Og hvorfor kalder vi det 'det mørke net', når det i virkeligheden bare er det anonyme net? Der er intet lyssky ved at færdes der, det svarer vel bare til at færdes i en hvilken som helst storby, hvor der måske er bandekriminalitet i nogle kælderlejligheder, men derfor skal jeg ikke gå rundt med navneskilt og give alle mine personlige oplysninger til alle andre på gaden, siger Ole Tange.

På næste side kan du finde Oles guide til digitalt selvforsvar – som alle kan og også burde gøre brug af. Eller i hvert fald noget tilsvarende.

 

Signal – the more the safer

Ole Tanges første og vigtigste råd er at downloade Signal til at ringe og sende beskeder med.

- Signal er slet ikke udbredt nok. Det er en app, som er umiddelbart tilgængelig og installerbar fra alle app-stores. Den kan bruges til at ringe og sende tekst med. Det kræver dog, at modtageren også har installeret den.

- Det er samme kryptering som WhatsApp, men vi kan ikke se, om WhatsApp har en skjult bagdør, det kan vi derimod med Signal, for det er open source.

- Alle journalister burde have Signal på deres telefon, så en kilde kan kontakte journalisten anonymt. Det burde andre også. Du kan ringe, uden at nogen ser, hvor du ringer fra – om det er Burma, Belgien eller Ballerup – eller hvem du taler med, siger Ole Tange.

Hent signal til Iphone

Hent Signal til Android

Tor-netværket – anonymt ikke mørkt

Brug Tor-netværket og Tor-browseren, og forstå, at det ikke er henlagt i mørke og kriminalitet, men derimod blot sikkerhed, fastslår den it-politiske rådgiver.

- Tor-netværket er blevet kendt som 'Det mørke net'. Det er mere retvisende at kalde det for det anonyme net. Ingen sporer og sælger dine data eller din historik.

- Det er fuldstændigt ufarligt. Og ja, naturligvis tiltrækker anonymiteten også kriminelle, men du skal specifikt kende deres adresse for at komme i kontakt med deres sider. Du kan ikke søge dem frem. Det er faktisk lidt som i 1990’erne, hvor du selv skulle kende adressen for at finde dem.

- Tor startede som et netværk, og senere er der så udviklet en browser. Alle burde kende det og bruge det. Det er ved at sende datapakker mellem servere, at det bliver skjult for andre, at du måske søgte BBC's side frem. BBC ved ikke, at det er dig.

- Det er også herinde, du finder .onion-sider, som eksempelvis BBC har, hvor du kan se og tilgå siderne selv fra diktaturstater som Burma, hvor ingen aner, hvorfra du kommer, eller kan spore dig. Tor kører lidt langsommere end andre browsere, men den er særdeles anvendelig til det meste.

Hent Tor-browseren

Bitwarden – husk adgangskoder

Adgangskoder – og ikke mindst genbrugen af dem – er de flestes dårlige samvittighed og den akilleshæl, som ondsindede cyberkriminelle glæder sig mest over.

- Du skal downloade en adgangskodehusker. Jeg vil anbefale Bitwarden, der er open source-software.

- Til at starte med er det lidt grænseoverskridende at sætte en adgangskode, som du ikke engang selv kan huske, men det vænner man sig hurtigt til – specielt fordi den kan sættes op til at autoudfylde en login-box, og man lukker dermed et af de største sikkerhedshuller.

Hent Bitwarden

Privacy Badger – få spist dine tracking cookies

- Privacy Badger er fri software, som spiser tracking cookies.
- Det er et lille stykke AI fra Electronic Frontier Foundation, som passer på vores privatliv.
- Det betyder, at den også blokerer for de reklamer, som tracker dig på tværs af websider. Og mon ikke, det er et tab, de fleste kan leve med?

Hent Privacy Badger

Protonmail.com– mailboks, der ikke sælger løs af dig

- Protonmail.com ligner Gmail, men er udviklet af nogle, som ikke sælger dine data eller udleverer dine mails.
- Mails bliver kun dekrypteret, når du logger ind, så de kan ikke umiddelbart udleveres til myndigheder.
- Smart og sikkert og meget brugervenligt.

Hent Protonmail

Firefox – Multi Account Containers

- Multi Account Containers er et must at have for alle, der arbejder med udvikling og web, men er også praktisk for andre.

- Det er et plugin til Firefox og hjælper dig til at separere profiler, så du kan have sider åbne med forskellige rettigheder. Altså samme site, men samtidigt både være logget ind som udvikler, administrator, almindelig bruger samt en ekstern besøgende.
- Jeg bruger den også til at adskille privat og arbejde, så jeg i det ene faneblad er PrivatOle og i det andet er ProsaOle.

Hent Multi Account Containers

Alternative søgemaskiner

- Jeg bruger ecosia.org og duckduckgo.com som søgemaskiner til daglig.
- De klarer måske 90 procent af det, jeg skal bruge, og forskellen på dem og Google er, at de ikke logger dig eller tracker dig.
- Der er selvfølgelig noget convenience, som forsvinder, men til de fleste søgninger er det fint, og du slipper for al tracking

Kill Sticky – fjern irriterende blokke

- Bare et godt tip. Kill Sticky fjerner de blokke på en webside, som man ikke kan scrolle væk fra. Det er et plugin, som forebygger meget irritation.

Hent Kill Sticky

Fairphone med /e/OS

Der er ifølge Ole Tange stigende interesse for mobiltelefoni, som fungerer, men ikke er fuldstændigt i hænderne på Apple og Googles forretningsmodeller.

- Fairphone er et godt bud. Det er en Android-telefon, som er ryddet for Google-infestering.
- Du kan benytte de fleste apps alligevel, men selvfølgelig ikke hvis de kræver Google Services, som der ikke er et alternativ til. Den virker fint.
- Hvis man vil prøve den, så kan man købe den på nettet, teste den og benytte sig af sin 14-dages returret, hvis ikke det går.

Læs mere om Fairphone
​​​​​​​


Læs også...

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…

Nye principper skal sikre, at vi ikke lægger hele vores fremtid i hænderne på tech-giganterne. "Tech-giganterne har primært fokus på teknologiske…

Kommunerne har ikke ressourcer nok, når det gælder IT-sikkerhed, og derfor er de uhyre sårbare. Det viser en ny analyse, som ifølge professor i…