Foto: Annie Spratt/Unsplash
Når tv’et gik i stykker i Ulrika Sultans barndomshjem, styrtede forældrene ikke afsted til den nærmeste elektronikbutik for at købe et nyt.
Nej, det gamle tv blev fikset.
Moren satte sig ned med børnene omkring sig, tog bagbeklædningen af tv’et og skilte delene fra hinanden.
Hun vidste ikke nødvendigvis, hvordan hun skulle fikse fjernsynet, men hun prøvede sig frem, udskiftede en dims eller to, og pludselig kunne alle i familien igen se tegnefilm i stuen.
I dag ligger morens problemknuser-mentalitet stadig dybt i Ulrika Sultan.
Det er naturligt for hende, at hvis hun ser et problem, så tænker hun, at det er hendes problem – og ergo, så er det hende, der skal fikse det.
En tilgang, der er helt naturlig for IT-folk, ingeniører og andre STEM-profiler – altså gruppen, der arbejder med ’science’, ’technology’, ’engineering’ og ’mathematics’.
Eller kort og godt: Tekniske typer.
Men selvom Ulrika Sultan altid har elsket at nørkle med elektronikken i barndomshjemmet eller udregne en løsning på et matematisk problem, skulle hun langt op i voksenårene, før der var en, der sagde til hende: ’Ej, du er simpelthen så teknisk. Du har sådan en problemløser-hjerne’.
Beskeden havde i stedet alle dage været: ’Ulrika, du er så sød og kreativ!’
Og der er jo som sådan ikke noget i vejen med at få at vide, at man er sød og har kreative evner, men i dag er Ulrika Sultan helt overbevist om, at den fortælling fejede en masse muligheder af vejen for hende.
Ulrika Sultan overvejede aldrig at blive ingeniør eller programmør. Hun var jo ’den kreative type’. Så i stedet spillede hun musik og startede på læreruddannelsen.
Pigerne er ikke problemet
I dag er svenske Ulrika Sultan forsker på Örebro Universitet. Her har hun siden 2016 forsket i pigers interesse i STEM.
I fjor udgav hun sin ph.d. – "In whose eyes am I technical?: Exploring the ‘problem’ of the (non)technical girl" – hvor hun sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi hidtil har talt om piger og deres tekniske evner.
For er det virkelig sandt, at piger fra barnsben ikke synes, at tech er fedt?
Svaret er et rungende nej, hvis man spørger Ulrika Sultan.
I hendes øjne handler det meget mere om det selvbillede, vi putter ned over piger og unge kvinder.
”Hvad er egentlig problemet her? Er det pigerne? Nej. Det er det virkelig ikke. Det er os,” siger Ulrika Sultan.
”Så det er os, der bliver nødt til at ændre os. For pigerne. Ikke pigerne, der bliver nødt til at ændre sig for os.”
Det er os, der bliver nødt til at ændre os. For pigerne. Ikke pigerne, der bliver nødt til at ændre sig for os.
Klaver vs. trommer
Det er mange bække små, der er med til at skabe det (forkerte) billede af, at piger generelt ikke er særlig tech-interesserede.
En væsentlig faktor er, hvordan vi taler til piger. Et eksempel er Ulrika Sultans egen oplevelse af altid at blive kaldt ’kreativ’, selvom alle de ting, hun lavede og legede med, rent faktisk var ret tekniske.
Eller når vi siger: ’Hvor ser du sød ud!’ til små piger – og ’Hvor ser du sej ud!’ til små drenge.
Det er de helt små ting, der gør en stor forskel, mener Ulrika Sultan. Og det er vigtigt, at forældre kigger sig selv i øjnene og forsøger at skubbe til det, de plejer at gøre.
”Når du for eksempel skal vælge, hvilket instrument dit barn skal spille, så bør du spørge dig selv, hvorfor du sender din datter til klaver og din søn til trommer. Altså, hvad handler det egentlig om?” siger forskeren og fortsætter:
”Det er noget, vi bør spørge os selv om – og også tale med andre voksne om. For vi skal sammen prøve at skubbe os hen i nogle nye retninger og gøre noget andet, end vi er vant til.”
”Du ser sød ud!” eller ”Du ser sej ud!”
”Hvor er du bare kreativ!” eller ”Hvor er du bare teknisk!”
”Vil du gå til klaver?” eller ”Vil du gå til trommer?”
”Hvor er du god til at lave krea-ting!” eller ”Hvor er du sej til at game!”
’Hej lille ingeniør Ida!’
Det gælder også i skolerne. Her spiller lærerne en kæmpe rolle – og det er vigtigt, at de heller ikke falder i de gamle, klassiske mønstre, hvor pigerne bliver rost for deres orden, mens drengene bliver rost for deres vildskab.
For det er nemlig noget vrøvl, hvis vi fortæller os selv, at piger rundt i klasselokalerne ikke synes, at tech er sjovt.
Det oplevede Ulrika Sultan også selv, da hun arbejdede som lærer. Hun underviste blandt andet i teknologi, og hun oplevede, at alle elever – både drenge og piger – elskede faget.
Ulrika Sultan kunne derfor ikke rigtig forstå, hvorfor meldingen i samfundsdebatten altid var den samme: ’Det er et kæmpe problem, at ingen piger interesserer sig for tech’.
For det var ikke et problem i hendes klasser. Her kunne pigerne altså godt lide teknologi.
Ulrika Sultan var meget bevidst om, at hun skulle bakke tech-interessen op hos alle børnene, og hun var derfor opmærksom på, hvilke ord hun brugte.
’Hej lille ingeniør Ida!’ og ’Hej lille ingeniør Carl’ kunne hun for eksempel finde på at sige, når hun sagde godmorgen til eleverne. De skulle føle sig velkomne i tech-verdenen. Det måtte ikke blive noget farligt og underligt, som kun var for en lille, udvalgt skare.
Vi skal vise, hvad teknologi er
En af de vigtigste ting i Ulrika Sultans forskning er, at hun er til stede der, hvor pigerne befinder sig.
I stort set al den forskning, som tidligere er blevet lavet, er det nemlig gennemgående, at forskerne ikke har spurgt pigerne selv. De taler bare om dem.
Vi bliver nødt til at vise, hvad teknologi er, og hvad det kan, hvis vi skal få pigerne til at fastholde deres interesse.
Så Ulrika Sultan har været fluen på væggen i skoleklasser og sommerlejre, og hun har talt med en masse børn om, hvad de godt kan lide.
”Og det har også været vigtigt for mig, at jeg ikke spørger pigerne: ’Hvorfor er du egentlig interesseret i tech?’ For når du bliver spurgt på den måde, siger vi mellem linjerne, at du er mærkelig, fordi du godt kan lide teknologi. Og ingen har lyst til at være mærkelig eller at skille sig ud fra mængden.”
Det dur heller ikke, at vi bare kaster bolden op til pigerne og siger: ’I bør interessere jer for teknologi!’
”For hvad betyder det overhovedet?” spørger Ulrika Sultan.
”Det svarer til at sige, at du bør være interesseret i sport. Men er det dykning eller skiskydning, vi snakker om? Sport er jo mange ting, og det er teknologi også. Så vi bliver nødt til at vise, hvad teknologi er, og hvad det kan, hvis vi skal få pigerne til at fastholde deres interesse.”
Hvornår begynder pigerne og drengene at gå hver deres vej, når det gælder tech?
Det er typisk ved 10-11-årsalderen, at interessen for tech begynder at differentiere sig hos drenge og piger, fortæller Ulrika Sultan. Inden da er begge køn stort set lige interesserede i teknologi.
Der er mange årsager til, at skiftet sker, men en af dem er, at det er i den her alder, at børnene begynder at lege med deres identitet og finde ud af, hvem de selv er.
”Der sker alt muligt i de her år, og det er fantastisk, at børnene prøver sig selv af, imens de bliver inspireret af deres venner, forældre og alle mulige andre,” siger Ulrika Sultan og fortsætter:
”Det sørgelige er bare, at der sjældent er nogen, der taler om teknologi med pigerne i de her år. De kvinder, de spejler sig i, fortæller sjældent om, hvor sjovt det er at programmere, eller hvordan de løste et eller andet teknisk problem. Oftest siger voksne kvinder mere ting a la: ’Uh nej, det der tekniske kan jeg ikke finde ud af’ eller ’Ej, jeg har slet ikke en matematisk hjerne’. Og ved at sige det, siger man også til de unge piger, at det er sådan, man skal opføre sig som kvinde.”
Gider piger egentlig at game? JA!
Det er gennemgående i al Ulrika Sultans forskning, at det sprog, vi bruger om piger og deres interesser, er virkelig afgørende.
Lad os tage gaming som eksempel. Svenske undersøgelser viser gang på gang, at piger bruger mere tid end drenge på at spille, men pigerne bliver til trods for det ikke opfattet som gamere. Årsagen er, at pigerne spiller på deres mobiltelefoner og tablets – mens drengene spiller på deres stationære computer.
Og hvis du er gamer, spiller du på din computer. Punktum.
Men hvorfor tænker vi sådan? Tusindvis af piger bruger uendelig mange timer på at Roblox’e, og de sidder og chatter på Discord. Så hvorfor er de mindre gamer-agtige end drengene?
Vi ser gang på gang, at gaming er en vej ind i IT-branchen, så hvis vi skal have flere piger til at tage den vej, skal vi også fortælle dem, at de lige så meget gamere som deres drengevenner, pointerer Ulrika Sultan.
Mange piger laver også alle mulige DIY-projekter. Og altså, det er jo også problemløsning.
”Vi skal give dem credit for det, de gør,” siger forskeren og fortsætter:
”Mange piger laver også alle mulige DIY-projekter (do it yourself, red.). Og altså, det er jo også problemløsning. Vi bør italesætte, at det, pigerne laver, er teknisk.”
Teknologi skal på skoleskemaet – for alle
Udfordringen med at få flere piger og kvinder ind i tech, løses ikke kun ét sted. Forældrene skal i spil, politikerne skal tage ansvar, og skolerne skal styrke deres fokus, mener Ulrika Sultan.
Det er i øvrigt helt afgørende, at teknologi er på alles skoleskemaer – og altså ikke bare bliver et valgfag, som politikerne herhjemme har valgt, at teknologiforståelse skal være.
”Skolen er det sted, hvor alle får samme mulighed for at dykke ned i nye ting – uanset hvilket hjem du kommer fra, og uanset om du er dreng eller pige,” siger Ulrika Sultan.
I Sverige er teknologi blevet et obligatorisk fag for alle, og forskerens anbefaling er helt klart, at man går samme vej i Danmark.
Det er nemlig et stort demokratisk problem, hvis vi ikke får flere kvinder ind i tech-branchen, mener hun.
Helt grundlæggende skaber det en uligevægt i samfundet, hvis teknologien udelukkende bliver udviklet af én bestemt gruppe – for så bliver teknologien også lavet til at passe til dem.
Hvis vi alle sammen ved en lille smule om teknologi, så kan vi tage klogere valg.
Det handler ikke kun om køn, men også om etnicitet, seksualitet og alle mulige andre parametre, der sikrer en bred mangfoldighed og diversitet, understreger Ulrika Sultan.
”Vi har set eksempler på, at automatiske sæbedispensere ikke virker, hvis en mørk hånd bevæger sig ind under maskinen – men at der kommer sæbe ud med det samme, hvis det er en hvid hånd,” siger forskeren.
”Jeg tror virkelig på, at vi kan gøre verden til et bedre sted, men hvis det skal ske, skal vi have mange flere hjerner med alle mulige forskellige baggrunde i spil.”
I bund og grund handler det også om magt, påpeger Ulrika Sultan.
”Hvis vi alle sammen ved en lille smule om teknologi, så kan vi tage klogere valg. Vi kan få indflydelse – for eksempel på den teknologi, der bliver skabt, og sige: ’Hey, ved du hvad, det der er faktisk ikke godt nok, vi bør gøre det på en anden måde’. Den mulighed skal alle have – også pigerne og kvinderne.”
LÆS OGSÅ: "Mor, hvad jeg skal jeg være, når jeg bliver voksen?"