Foto: Magnus Møller
Martin Pilgaard røg direkte fra studiet ind i kommunikation med projektledelse. Så kom corona, og han mistede jobbet i april 2020.
– Jeg husker den første indkaldelse til jobcentret. Det er et meget rigidt system. Jeg fik bekræftet en masse fordomme. At sidde med en jobkonsulent, som vil én det bedste, men som er bundet på hænder og fødder, lige så meget som den ledige er. Kommunikationen var håbløs og demotiverende, fortæller han.
Martin Pilgaard gjorde alt det, der blev forventet.
– På jobcentret kaldte en jobkonsulent mig en mønsterledig, og ofte blev jeg sendt hjem efter møderne med en følelse af, at de ikke vidste, hvad de skulle sige til mig. Det var en følelse af, at de blot havde en tjekliste, der skulle udfyldes, og det blev til – hånden på hjertet – ret ligegyldige møder, siger han.
Ofte blev jeg sendt hjem efter møderne med en følelse af, at de ikke vidste, hvad de skulle sige til mig
Også den skriftlige kommunikation var frustrerende.
– En henvendelse fra jobcentret i e-Boks fylder ofte 3-5 linjer. Dertil kommer 3-4 siders inkriminerende standardgentagelser af ledighedskrav, som man til sidst ignorerer for ikke at miste motivationen fuldstændig. Der må være bedre måder at forvalte og formidle ledighedsregler på, mener han.
Martin Pilgaards samlede oplevelse er, at tankesættet i ledighedssystemet tager udgangspunkt i, at du ikke opfylder ledighedskravene.
Denne artikel er en del af et tema om jobcentre:
”Det er et parallelsystem, hvor du bare skal overholde reglerne, mens du selv fikser dit liv”
”Jeg fik mere ud af det i de perioder, hvor jeg ikke skulle stå skoleret i jobcentret”
”Det er kun mig selv, jeg har at takke for, at jeg er kommet videre”
– De brodne kar, der måtte være, var deres udgangspunkt, føler jeg. Der er ikke noget individuelt afsæt i det forløb, du får hos jobcentret. Det er en uniform måde at gøre det på. Jeg var proaktiv og undgik at komme i et åndssvagt praktikforløb, som de mente, jeg kunne få noget ud af. De opdagede på mit CV, at jeg engang – da jeg havde et sabbatår – havde været pædagogmedhjælper, og om det ikke var noget?
Paradoksalt nok var det corona, der skaffede Martin Pilgaard et job.
– Jeg tog job i et testcenter og var der i seks uger. Nu sidder jeg i et barselsvikariat frem til næste sommer som kvalitetskonsulent. Her arbejder jeg med kommunikation over en bred kam – fra e-læring og analyse til en masse udvikling.
Hvad er dit råd, hvis systemet skulle være bedre?
– Jeg synes, man skal bruge mere krudt på at lave en individuel vurdering. Hvorfor skal jeg tage på et jobcenter og gå derfra med en følelse af, at intet har ændret sig? Fik jeg overhovedet noget med derfra? Jeg fik mere ud af det i de perioder, hvor jeg ikke skulle stå skoleret i jobcentret. Jeg følte, at de strammede garnet for meget. De uger, jeg ikke skulle noget på jobcentret, fik jeg søgt meget bedre – nogle gange 4-5 job hver uge.
Hvad er dit råd til mennesker, der rammes af ledighed?
– Strukturér din hverdag. Læg en plan søndag aften og få ordnet minimumskravene mandag morgen. Du skal så at sige ”gå på arbejde” og lave det, der forventes af dig, og så holde fri bagefter. Når du er proaktiv og selv styrer din ledighed, smitter det af på dine ansøgninger, og du har overskud til at gøre langt mere end minimumskravene. Og så bør du møde op velforberedt til samtale på jobcentret. Så kommer du hurtigere ud af samtalerne på jobcentret – som for mig føltes komplet ligegyldige.
