Kontrol, mistillid og straf

Mens dansk økonomi buldrer derudad efter coronakrisen, raser debatten om uduelige jobcentre, frustrerede arbejdsgivere, der ikke kan finde kvalificerede medarbejdere, og ledige akademikere, der ikke gider at tage job i det lokale supermarked.

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede i september regeringens udspil til en ny arbejdsmarkedsreform med ordene: ”Vi skal aflive den sejlivede myte, at det at gå på arbejde skal være lystbetonet”.

Med udspillet ønsker regeringen at sende alle kontanthjælpsmodtagere ud i nyttejob, mens dagpengebeløbet til nyuddannede skal nedsættes fra 13.815 kroner til 9.500 kroner om måneden for at presse dem til at tage et job.

”Alle skal stå op om morgenen og gå på arbejde”, mener statsministeren.

Men beretningerne fra frustrerede mennesker, der har en lang uddannelse i bagagen og har begået sig godt på arbejdsmarkedet – men pludselig bliver ledige og møder systemet i form et kommunalt jobcenter – taler deres tydelige sprog. For mange virker systemet slet ikke, og især opleves de obligatoriske møder på jobcentrene som umyndiggørende og ofte spild af tid.

Gennem den såkaldte joblog og et online CV kan jobcenteret følge minutiøst med i, om den ledige skriver nok ansøgninger på opslåede job. Desuden findes der en såkaldt ”Min Plan”, som den ledige – trods navnet – slet ikke kan skrive i. Det er kun sagsbehandleren, der må skrive i den.

Kort sagt får mange ledige opfattelsen af, at jobcentrene går mere op i at kunne dokumentere sin egen indsats end i at understøtte en god jobsøgning.
– Jeg fik mere ud af det i de perioder, hvor jeg ikke skulle stå skoleret i jobcentret, lyder det fra Martin Pilegaard, der er tech-journalist og kommunikatør.

Kritikken rammer både a-kasser og jobcentre, men især sidstnævnte virker på flere kilder helt overflødigt.
– Det er et parallelsystem, hvor du bare skal overholde reglerne, mens du selv fikser dit liv, siger Marie Johnsen, der er uddannet sociolog.

Ledige fortæller, at de bliver mødt med et krav om at søge et bestemt antal job på en uge, og at forløbet på jobcentret er en ørkenvandring.

– Det flimrede for mig. Der er et krav om at søge to job om ugen. Der gik 15 måneder, før jeg havde den første jobsamtale. Det var en ørkenvandring, hvor der intet skete, siger Elisabeth Schioldann von Eyben, der er visuel og verbal kommunikatør.

Samme oplevelse har Marie Johnsen, der har arbejdet med udsatte unge og i dag er socialfaglig konsulent i Københavns Kommune.

– Udgangspunktet er, at de tror, at folk ikke vil, siger hun og opfordrer sagsbehandlere til at udvise tillid i stedet for at bedrive kontrol.

– Hvis man bare kunne få fred og ro til at styre sit forløb selv, så ville det gå hurtigere. Men du skal hele tiden tilfredsstille jobcentret, hvilket tager meget tid og energi, siger Marie Johnsen.

Det krav findes ikke

Hvordan det formelle krav om at sende et vist antal ansøgninger om ugen er kommet ind i systemet, står hen i det uvisse.

Beskæftigelsesministeriet påpeger over for Prosabladet, at der slet ikke er hjemmel i loven til at kræve et bestemt antal ansøgninger fra ledige.
– Det er rigtigt, at der er krav om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man ønsker at modtage en ydelse. Det gælder uanset hvilken uddannelsesbaggrund, den ledige har. Det er dog en misforståelse, at der i lovgivningen er krav om et bestemt antal ansøgninger om ugen, skriver ministeriet i en mail.

Det bekræftes af Verner Sand Kirk, der er direktør i Danske A-kasser.

Han understreger, at man som ledig dagpengemodtager aktivt og kontinuerligt skal forsøge at komme hurtigst muligt i beskæftigelse – og at man skal søge, som a-kassen vejleder.
– Men der er ikke som sådan fastsat et særligt antal job, man skal søge, siger Verner Sand Kirk.

Ofte er det rene tilfældigheder, der har kostet den ledige jobbet. Alligevel mødes de ofte med negative forventninger.

Karsten Hansen startede som selvstændig to måneder før finanskrisen i 2008.
– Jeg sagde et fast job op for at satse på mit eget. Jeg solgte kommunikation og markedsføring. Facebook og LinkedIn buldrede frem i 2008, og kunderne fik ikke opdateret hjemmesiden eller lavet nyt materiale. Det lavede jeg. Men alt gik i stå på grund af krisen, fortæller han.

Karsten Hansen mistede både hus og bil. Derpå troppede han op på jobcentret. Det føltes næsten som en afstraffelse.
– Den første, jeg møder, er en yngre kvinde. Hun råber mit navn højt ud i centret: Karsten Hansen! Så sagde hun højt ud i lokalet, at hun skulle have mit cpr-nummer. Men der sad 10 mennesker, så jeg bad om lov til at skrive det. Men det måtte jeg ikke, siger han.

Andre føler, at de er direkte uvelkomne på jobcenteret på grund af deres gode uddannelse.

En af dem er Line Falk, der er uddannet cand.it i digital kommunikation fra IT-Universitet i København. Hun blev ledig i januar 2018.

– Jeg mistede mit arbejde som højgravid. Jeg blev fyret, fordi min stilling havde ændret karakter, mens jeg var sygemeldt i seks måneder. Jeg var ansat som akademisk projektarbejder med ansvar for digital kommunikation, siger Line Falk, der fulgte alle regler og registrerede sit CV på ­jobnet.dk.

– Men jobkonsulenten syntes, det var superunderligt, at jeg overhovedet er flyttet til Bornholm som akademiker. Så siger hun, at der ikke job til akademikere på Bornholm. Det var som om, hun vrængede af mig – hvad havde jeg forestillet mig?!

Selv om de ledige også fortæller positive ting, er det tydeligt, at reglerne samlet set kun sjældent direkte understøtter fremdriften mod et nyt job.

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – har flere gange undersøgt, hvor tilfredse ledige københavnere er med jobcenteret.

Senest i marts 2021, hvor konklusionen blandt andet lød: ”Generelt er ledige tilfredse med de køben­havnske jobcentre – især med deres samtale med ­sagsbehandleren”.

Men samtidig dokumenterer undersøgelsen, at job­centret ofte ikke giver fremdrift i forløbet. Og senioranalytiker Line Mehlsen fra VIVE, der har lavet undersøgelsen, genkender kritikken:
– Akademikerne føler i højere grad end de øvrige job- og uddannelsesparate, at der mangler fremdrift i deres forløb. De tager et stort ansvar på sig i forhold til at få et job, siger Line Mehlsen og tilføjer:
– Nogle ledige fortæller, at de føler sig som et nummer i systemet.

Central kontrol

Marianne Schrøder, der har en kandidat i socialvidenskab, blev ledig i april 2021. Hendes første indtryk var, at det hjalp hende med at tænke nyt. Men snart blev hun ramt af formalia.
– Jeg var på Korsika, hvor min søn blev testet positiv for Covid-19 før hjemrejsen, fortæller hun.

Sønnens sygdom betød, at Marianne Schrøder ikke kunne rejse hjem, men skulle gå i isolation på Korsika med ham. Hun kontaktede derefter sin a-kasse for at flytte et planlagt møde, men ønsket om udsættelse faldt ikke i god jord.

A-kassen dikterede, at Marianne Schrøder så var nødt til at bruge feriedage uden dagpenge, fordi hun ikke overholdt reglerne om at stå fysisk til rådighed for arbejdsmarkedet i Danmark. A-kassen ignorerede, at hun stadig søgte job online i sin karantæne.
– Det kan da ikke passe, at jeg ikke får dagpenge under coronakarantæne. Så får man at vide, at man kan klage. Man bliver kvalt i administration, siger Marianne Schrøder.

Det er kommunalbestyrelsen, der har ansvaret for beskæftigelsesindsatsen, blandt andet gennem 94 kommunale jobcentre spredt ud over de 98 kommuner.

Kommunernes Landsforening (KL) er interesseorganisation for kommunalbestyrelserne og samtidig arbejdsgiver for blandt andet de ansatte på jobcentrene.

I KL erkender kontorchef Camilla Tanghøj, at de nuværende regler ikke giver gode nok muligheder for at målrette indsatsen til for eksempel veluddannede.
– Derfor er der behov for grundlæggende at ændre på en indsats, der er bundet af regler og central kontrol. Der er brug for mere plads til faglighed og tillid til det, der burde være kernen: At den enkelte i højere grad oplever, at indsatsen understøtter lige præcis deres ønsker og behov, siger Camilla Tanghøj og tilføjer:
– Borgere med høje uddannelser er et godt eksempel på en gruppe, der vil have gavn af at få en større del af ansvaret for deres jobsøgning tilbage.

Også i fagforeningen PROSA mener næstformand Hanne Lykke Jespersen, at der er grund til at kigge nærmere på systemet:
– Lovgiverne har skabt et regime, der bygger på kontrol, mistillid og straf af de ledige i stedet for at bruge kræfterne på at få folk i job. Der skal være langt bedre plads til individuelle forløb på jobcentrene.

Bæredygtig snaps

Den it-uddannede Line Falk opgav at få job som akademiker. I stedet blev hun selvstændig og har nu en lille virksomhed, hvor hun producerer spiritus.
– Jeg laver snaps på et bæredygtigt plan med planter, jeg selv plukker. Jeg bruger mit gamle fag og min uddannelse til at opbygge et narrativ online, siger hun.

Men hun er stadig frustreret over mødet med systemet.
– Jobcentret har absolut intet indblik i, hvad det vil sige at starte som selvstændig. De kunne have anbefalet mig at starte som selvstændig med bierhverv, hvor jeg får supplerende dagpenge. Det råd fik jeg aldrig, siger hun.

Karsten Hansen opgav også at vende tilbage til sit gamle erhverv. I dag arbejder han på et jobcenter og hjælper ledige i job.
– De oplevelser, jeg har haft, er der ikke nogen borgere, der skal opleve. Sådan sagde jeg til mig selv, da jeg kom om på den anden side, siger han og fremhæver også jobcentrenes kommunikation:
– Du bliver kaldt ind til et møde, hvor der står, at du bliver sanktioneret, altså trukket i ydelsen, hvis du ikke er der til tiden. Og så sidder du og venter, og sagsbehandleren kommer måske ikke selv til tiden. Men du kan ikke først true – sådan opfattes det af folk – i en mødeindkaldelse og så ikke leve op til det samme selv. Så synes folk, det er et lortesystem.

Hvad er dit råd, hvis systemet skulle være bedre?

– Sagsbehandlerne skal samarbejde med de ledige borgerne i stedet for at drive simpel kontrol. De skal yde noget og ikke bare overvåge.

Karsten Hansen er et opdigtet navn. Redaktionen er bekendt med hans rigtige identitet.