Foto: Magnus Møller
En dag slog lynet ned i Marie Johnsens liv.
– I 2014 arbejdede jeg hos en privat aktør med udsatte ledige. Så blev jeg skilt. Tæppet blev trukket væk under mig, og jeg brød sammen, fortæller hun.
Marie Johnsen reagerede ved at arbejde videre og forsøge at få styr på livet, men en dag betalte hun prisen for sin standhaftighed.
– Jeg mødte klokken 9.00 om morgenen første dag efter ferien. Klokken 12 havde jeg ondt over det hele. Jeg forsøgte at arbejde videre på smertestillende. Jeg var megabelastet af sorg og stress, fortæller hun.
Marie Johnsen blev sygemeldt og troede, hun bare skulle have en pause. Men hun endte med at være sygemeldt i 10 uger.
– Det var funktionelle smerter. En neurologisk tilstand i hjernen, siger hun.
Jeg er ikke kommet tættere på arbejdsmarkedet overhovedet på grund af jobcentret
På dette tidspunkt går jobcentret i aktion, fordi der skal laves en plan for tilbagevending til arbejdsmarkedet – en såkaldt mulighedserklæring.
Planens præmis er, at du skal lægge flere og flere timer på hver uge.
– Udgangspunktet er, at de tror, at folk ikke vil, og man skal hele tiden forklare og underbygge, at man er syg. Men når du har en arbejdsidentitet, så vil du jo gerne. Problemet er, at du er nødt til at give op. Man bør have lov at gøre det i et tempo, som er dit eget. Men alt i jobcentret er ydrestyret, forklarer Marie Johnsen og fortsætter:
– Det er de færreste mennesker, der ikke gerne vil have et meningsfuldt liv. Jeg har ikke mødt nogen af dem nogensinde. Jeg har siddet med hærdebrede mænd på 38 år, hvis største sorg er, at de ikke har kunnet få et job. Leve det normale liv.
Du skal hele tiden tilfredsstille jobcentret, hvilket tager meget tid og energi
Denne artikel er en del af et tema om jobcentre:
”Det er et parallelsystem, hvor du bare skal overholde reglerne, mens du selv fikser dit liv”
”Jeg fik mere ud af det i de perioder, hvor jeg ikke skulle stå skoleret i jobcentret”
”Det er kun mig selv, jeg har at takke for, at jeg er kommet videre”
Hun mener, at mødet med systemet er dømt til at slå fejl for de fleste:
– Det er helt forkert. Jobcentret har den dér mistænkeliggørelse og kontrol indbygget. Du er som en sneplov i en bunke sne. Du kører alt, hvad du kan, og hjulene snurrer rundt. Men hvis du i stedet satte farten ned, ville du måske kravle hen over forhindringen. Systemet understøtter ikke løsningen, siger hun.
– Hvis man bare kunne få fred og ro til at styre sit forløb selv, så ville det måske gå hurtigere. Men du skal hele tiden tilfredsstille jobcentret, hvilket tager meget tid og energi.
På et tidspunkt træffer Marie Johnsen en afgørende beslutning. Hun siger op.
– Psykologer hjalp mig med at forstå, at jeg ikke skulle have så travlt, som jobcentret sagde. Jeg gik jo ned, hver gang jeg forsøgte at leve op til jobcentrets forventninger og krav. Og så begyndte min psykolog at tale om flexjob. Det ville jeg først ikke. Jeg ville tilbage i fuld tid. Jeg har min arbejdsidentitet. Men det var det rigtige. Du kan jo selv styre, om du vil på fuld tid senere. Jeg har 16 timer om ugen og en løn, jeg kan leve af. Og jeg skal ikke stå til regnskab hele tiden. Jeg styrer selv. Det er så godt, siger hun.
Hvad er dit råd, hvis systemet skulle være bedre?
– Der er så megen inkompetence i jobcentrets måde at håndtere dig på. Jeg er ikke kommet tættere på arbejdsmarkedet overhovedet på grund af jobcentret.
Hvad er dit råd til mennesker, der rammes af ledighed?
– Øv dig i at sige, at det ikke skal give mening. Det er et parallelsystem, hvor du bare skal overholde reglerne, mens du selv fikser dit liv.
