”Det er kun mig selv, jeg har at takke for, at jeg er kommet videre”

Elisabeth Schioldann von Eyben er visuel og verbal kommunikatør. Uddannet grafisk designer med diplomuddannelse i kommunikation. Hun har været layoutchef i Bonnier og kreativ chef i Aller Media. Studerer nu til socialrådgiver.

– Der gik 14 dage fra jeg meldte mig ledig, til jeg havde alle symptomer på stress.

Sådan lyder det fra Elisabeth Schioldann von Eyben, der fortæller, at chokket kom, da hun meldte sig til jobcenteret og a-kassen og mødte formalia.

– Alle de ting man skal gøre. Jeg gik helt i sort. Jeg vågnede om natten: Har jeg nu skrevet det hele rigtigt ind?

– Det flimrede for mig. Der er et krav om at søge to job om ugen. Der gik 15 måneder, før jeg havde den første jobsamtale. Det var en ørkenvandring, hvor der intet skete. Som i ingenting! Mange af mine samtaler med jobkonsulenter har handlet om, at de ikke fattede, at jeg ikke kom til samtale, siger Elisabeth Schioldann von Eyben, der mener, at den kontrol, der ligger i systemet, er spildte kræfter.

– Hvis jobkonsulenterne i stedet var ankermænd i henvendelserne til arbejdsgiverne: ”Hende her, hun er god!”. I stedet for at de skal kontrollere, at du gør det rigtige, og sender beskeder i e-Boks, så lad dem være proaktive på dine vegne, siger hun.

Hendes erfaring er, at det kan være meget små ting, der udløser, at systemet giver dig advarsler:

– Jeg deltog engang i et todageskursus og havde ikke fået spurgt om lov. Dér fik jeg en reprimande.

Samtidigt betyder modregningsreglerne, hvis du er på supplerende dagpenge, at det ofte ikke kan svare sig økonomisk at tage småjob.

– Jeg fik tilbudt syv timer om ugen til studentermedhjælperløn. Fordi jeg fik supplerende dagpenge, tjente jeg reelt 20 kroner i timen på det job. Stressfaktoren ligger i, at det er så små pengebeløb, vi taler om, men som det koster helt vildt meget tid og besvær at redegøre for.

I dag har Elisabeth Schioldann von Eyben lavet en plan B og er begyndt på en ny uddannelse.

– I mit hoved har jeg en idé om at hjælpe folk, der bliver ramt af livet. For eksempel sygdom, arbejdsløshed, dødsfald blandt ens nære eller andet voldsomt, så den enkelte person ikke skal føle sig alene i junglen af love, paragraffer og uigennemskuelige tilbud. Derfor er jeg begyndt at studere til socialrådgiver, men har samtidig re-bootet min freelancekarriere som kommunikatør.

Hun mener, at hele arbejdsløshedssystemet er ramt af dårlig kommunikation.

– Når man bliver ramt på livet, er man lost, fordi kommunikationen i systemet er dårlig. Jeg læser til socialrådgiver, fordi alt det, jeg gerne vil og har prøvet, det kan jeg forene i at være socialrådgiver. Jeg er 60, når jeg er færdig.

Og når Elisabeth Schioldann von Eyben i dag lyder optimistisk, er det ikke systemets skyld.

– Det er kun mig selv, jeg har at takke for, at jeg er kommet videre. Det burde være første besked fra det nuværende system: ”Vi kan ikke hjælpe dig med at få et arbejde, det kan kun du selv”.