Foto: Nicolai Scharling
Da Francesca var 10 år gammel, fik hun en Nintendo DS i gave af sine forældre.
Den blev bogstavelig talt en gamechanger i hendes liv.
”Det var næsten en guddommelig gave. Jeg havde set andre spille og været dybt misundelig. Det ville jeg også prøve,” husker hun.
Den 10-årige pige fra Sardinien blev helt opslugt af at spille og samtidig dybt irriteret over den sparsomme adgang til nye spil. Det er trods alt begrænset, hvor meget man gider spille det samme spil igen og igen.
Hun havde hverken råd til at købe dem fra ny selv eller kendte nogen, hun kunne låne af.
Men hvor der er vilje og passion, er der også en vej.
På trods af sin unge alder fandt hun derfor i årene efter frem til billige måder at skaffe og piratkopiere spil på.
Spillene var dog ofte hverken på engelsk eller italiensk, men på japansk eller koreansk.
Jeg havde set andre spille og været dybt misundelig. Det ville jeg også prøve.
Derfor måtte hun navigere sig igennem på alternative måder, bruge intuition og mønstre, og begyndte dermed at se på og afkode spiluniverser og fortællinger på nye måder. Det blev også læring, blik for detaljerne og kreativ beundring.
”Jeg tror faktisk, at det for alvor kickstartede min interesse for spil, og ikke mindst glæden ved at opdage helt nye spiluniverser og dykke ned i alt det, som spil kan. Grafisk, kunstnerisk. Fortællermæssigt. Hele kulturen omkring at spille og at spille med andre,” fortæller Francesca.
”Hvis jeg bare havde fået det hele forærende, så var jeg nok stoppet som så mange andre piger, når jeg blev 13-14 år. Nu blev det i stedet en lidenskab,” fortsætter hun.
På den måde blev Francesca Tremulo langsomt, men sikkert, suget ind i gamingcommunities og kulturen omkring gaming – og med det fik hun også interessen for selv at bidrage kreativt til skabelsen af spil.
Hun læste om spil, dyrkede spil og drømte om spil.
”Jeg kan godt lide at reflektere over spil. Jeg tror ikke helt, vi som samfund har fået øjnene op for, hvor stor og spændende en kunstform, det er, og hvor mange gode ting, som følger med af udvikling, læring og socialt,” forklarer hun.
”Der er intet, der rammer dig så hårdt. Du kan leve dig helt ind i det. Græde, råbe, juble, tænke så det knager, nyde det, nyde det kreative, fortællingerne. Det kan være som at se god kunst. En god film. Men du kan være med. Du får mulighed for at være protagonisten, som skal klare udfordringer, og hvor du selv har indflydelse. Og du kan gøre det sammen med andre,” siger Francesca Tremulo.
Alligevel tog hun til Rom og uddannede sig i økonomi efter gymnasietiden. Spil var noget, hun havde dyrket ved siden af det almindelige liv med venner og veninder, hvoraf mange ikke selv var til gaming.
”Det er helt almindeligt i Italien, at man studerer direkte efter skolen. Ikke noget med sabbatår, som er udbredt i Danmark. Så det skulle jeg også,” siger hun.
Men ønsket om at blive en del af spilbranchen og selv designe spil fyldte hele tiden mere end økonomistudiet.
”Det kræver dog uddannelse. Og den kan man ikke få i Italien, i hvert fald kun privat og meget dyrt. Derfor tog jeg til Danmark, som sammen med få andre nordeuropæiske lande er eneste steder, hvor man kan uddanne sig til at designe spil,” forklarer hun.
På den måde havnede hun i Danmark og på uddannelsen som spildesigner, som hun afsluttede sidste år. På ITU startede hun I øvrigt sammen med vennen Sebastian Martinez et trykt Gamingmagasin kaldet Lowscore.
Nu handler det om at få økonomi og hverdagen til at hænge sammen og samtidig få en fod indenfor i spilbranchen.
Spilbranchen er meget rummelig og divers, så der er alle typer og plads til alle typer. Det er ret unikt.
”Det er ikke let. Vi er mange, som kæmper om at komme ind. Vi mødes blandt andet på spilbar, netværker, hjælper hinanden, og der er stor passion. Der er et utroligt godt fællesskab. Spilbranchen er meget rummelig og divers, så der er alle typer og plads til alle typer. Det er ret unikt,” siger hun.
”Men det er svært at komme ind i branchen med et fast arbejde, for de fleste søger kun seniorudviklere og seniorstillinger. Så at være juniorudvikler og juniordesigner er ikke lige til. Det kommer naturligt nok til at bide branchen i halen, for hvis der ikke talentudvikles, så vil der heller ikke være folk med seniorkompetencer om få år. De er ret meget bedre i Sverige til at få talentudviklet og støttet spiludvikling,” fortæller Francesca.
Lige nu klarer hun sig ved at assistere som lærer på ITU og med projekter, som er fondsstøttede, herunder en dokumenter om spil.
Drømmen er at åbne eget studie og udvikle egne spil. Især indiespil har en særlig plads i hjertet.
”Jeg spiller vel i snit 15 timer om ugen, så det er ikke voldsomt. Og jeg spiller rigtigt gerne demospil eller ordspil. Jeg er nok også lidt anderledes, fordi jeg bedst kan lide at spille enten alene eller sammen med andre, som er fysisk til stede. Altså at vi sidder sammen og spiller. Det giver en ekstra dimension,” siger hun.
Selv har hun i omegnen af 250 spil på tværs af platforme, og hun prøver gerne kræfter med flere nye spil om ugen – nye som klassikere.
”Jeg har lige afsluttet Return of the Obra Dinn, som jeg havde ønsket at spille i årevis, og nu vil jeg endelig dedikere noget tid til Tears of the Kingdom. Jeg har også lige downloadet Roblox, fordi jeg er virkelig nysgerrig efter at se, hvad der sker med det. Jeg synes, det er mærkeligt, at det er sådan en enorm spilplatform, men alligevel er den så ude af radaren for de fleste af de udviklere, jeg kender,” fortæller hun.
Fremover vil Francesca jævnligt give sit take på og skrive om sine oplevelser i branchen for PROSAbladet.
Dels omkring kærligheden til spil, hvad der rører sig i miljøet, om strømninger, spilbranchen og gode tips.
Det mest spændende inden for spil lige nu?
Der er en masse buzz omkring årets tre bedst vurderede spil indtil videre - Blue Prince, Clair Obscur: Expedition 33 og Split Fiction - der kommer fra små til mellemstore studier, ikke AAA-giganter. Det kan betyde et skub mod mere interesse og investeringer til den slags studier, hvilket er superspændende!
Hvad taler vi om inden for gaming lige nu?
Der er tydeligvis en masse bekymringer om rækken af fyringer, der ikke ser ud til at være slut. Der er mange spekulationer om, hvad der vil få branchen til at vokse igen eller i det mindste stabilisere den, og om det overhovedet er bæredygtigt at fortsætte med at arbejde i branchen. Jeg ville ønske, at jeg kunne svare mere positivt på dette spørgsmål, men det er, hvad jeg hører fra folk, der arbejder med spil i disse dage.
Frygter du for, hvad AI kan betyde for spil og spilbranchen?
Generativ AI er et vidunderligt legetøj at lege med, og jeg har set spil, der gør interessante ting med det, som Suck Up! for eksempel. Den skræmmende side af det er det politiske og økonomiske miljø, det blev skabt i, og den ubarmhjertige propaganda for dets brug overalt. Den enkle måde at sige det på er: Generativ AI er et værktøj, der blev bygget ved at skrabe folks arbejde og nu bruges til ikke at betale de samme mennesker for deres arbejde - og der er dybest set ingen regler omkring brugen af det. I den situation håber jeg bare, at spilstudier vil bruge AI så ansvarligt som muligt, og at spillere ikke vil belønne spil, der bruger det på en dum måde.
Tre spil, du skal prøve?
Hvis du vil have noget af politisk og social betydning, så prøv Fulfillment, et spil, der får spillere til at leve livet som en Amazonfabriksmedarbejder med alle de kampe, de står over for – på og uden for arbejdet. Hvis du ser spil som et poetisk medie, så gå efter Octet, en roguelike, hvor du i stedet for at dræbe fjender samler ord for at komponere et digt til sidst. Hvis du kan lide mysterier og uhyggelige atmosfærer, bør du spille Samsara Room, hvor du forsøger at finde en vej ud af et mærkeligt sted, du aldrig har set før. De er alle gratis og kræver ikke nogen specifikke spil-"færdigheder", så bare giv dem en chance!
Hvilket spil vil du elske at spille?
Et lugtbaseret detektivspil.