Perspektiv

Næste stop: Empatiløse. Toget fortsætter mod Afgrunden

Både i den digitale og den analoge verden bliver tonen hårdere, synspunkter ender konstant i sort/hvid, og næstekærlighed er blevet en by i Rusland, skriver etisk tech-rådgiver Kim Escherich i dette perspektiv.

Danmark oplever for øjeblikket en epidemi af EDD – Empathy Deficit Disorder. Både i den digitale og den analoge verden bliver tonen hårdere, synspunkter ender konstant i sort/hvid, og næstekærlighed er blevet en by i Rusland.

Vi oplevede det i corona-æraen, hvor kontrasterne blev ekstreme, og den enkelte nærmest var tvunget til enten at bekende sig til 'sølvpapirshattene' eller 'fårene'. Eller Herlufsholm-krisen, hvor der i folkehavet på Facebook er opstået en kollektiv opfattelse af, at skolen drives efter sadistisk-satanistisk-voldelige principper, og at ALLE – ledelse, forældre, elever og viceværten – er en del af voldskulten. En debatredaktør på en af de store morgenaviser fik tilmed på Twitter rodet sig ud i en holdning om, at sådan er alle de rige.

Forsøger man at nuancere synspunkterne, bliver man selv til en af 'dem' og hurtigt persona non grata i folkehavet – eller kaldt 'idiot' og dernæst udelukket. Ikke lige de bedste vilkår for en nuanceret debat.

Der er sikkert mange årsager: sociale medier, stress, en generel stigning i hastighed og kompleksitet. Men en vigtig ingrediens er, hvad vi kunne kalde digital afstand: Når der introduceres en digital snitflade mellem mennesker, går det ud over empatien. Når vi ikke længere kan se modparten i øjnene, læse kropssprog og fornemme et menneske, bliver vi hårde, stiller strengere krav og der er væsentligt kortere til straf og sanktioner.

Måske vi skal på empatiskole
- Kim Escherich

Empatiløsheden har også sneget sig ind i relationen mellem stat og borger. Se eksempelvis regeringens nye digitaliseringsstrategi, hvor en af gaverne fra regering til virksomheder er en ny app: MitVirk. I henhold til beskrivelsen er formålet bestemt ikke at gøre det lettere at drive virksomhed, men udelukkende at give virksomhederne 'hjælp til at overholde deres pligter og frister til det offentlige'. Som var de uartige børn.

Og som virksomhed mærker man i høj grad også, at de digitale tommeskruer strammes med hidtil uhørt kraft. Et eksempel er de corona-lån, som cirka 50.000 nedlukkede optog under krisen. Har man ikke lige pengene til at indfri lånet, kan der oprettes en betalingsordning til en årlig (ikke fradragsberettiget) rente på 8,4 procent (fastsat højere end markedsrenten, så der 'ikke konkurreres med banker' – men ingen bank vil jo alligevel låne penge ud). Men endnu værre er det, at såfremt man misser betalingsfristen med bare én dag, er der automatisk dømt misligholdelse. Og så bliver hele lånet med fremtidige renter sendt til inddrivelse med det samme. Flere uartige børn.

Så måske vi skal på empatiskole. Vi skal lære kritisk tænkning – som også handler om at gå meta for at forstå, om vi nu også er så tænkende, som vi tror. Men vi skal også på analog skole for at udvikle empatien. Vi burde lade SKAT møde rigtige, analoge virksomheder, blive venner med dem, opbygge en relation, drikke en øl på nærmeste café med dem og genudvikle empatien, så myndighederne ikke fortsætter med at tro, at de er uartige børn.