"Vejen til digital suverænitet er hverken kort eller nem. Men den er nødvendig – og kan opnås," siger Dirk Schrödter, der er digitaliseringsminister i Schleswig-Holstein. Foto: Staatskanzlei.SH
Dirk Schrödter – ringer navnet en klokke?
For blot et halvt år siden var det formentlig de færreste, der havde hørt om den tyske politiker, men i dag er Dirk Schrödter her, der og alle vegne.
Og det er der en ganske god grund til. Dirk Schrödter er nemlig digitaliseringsminister i Schleswig-Holstein, og den tyske delstat er blevet mere eller mindre verdenskendt for at sidde allerforrest i open source-toget.
I de seneste ti år har delstaten arbejdet på at migrere styresystemer, databaser og desktops over til open source – og til efteråret siger Schleswig-Holstein et endegyldigt farvel til Microsoft, når de sidste licenser løber ud.
Konkret har Schleswig-Holstein for eksempel erstattet Microsoft Office med Libre Office, Outlook er blevet erstattet af Thunderbird, og Sharepoint har måtte vige pladsen for Nextcloud.
Og den historie turnerer Dirk Schrödter i øjeblikket rundt med i det meste af verden – også her i Danmark.
I maj deltog den tyske minister eksempelvis i en åben høring på Christiansborg, hvor digitaliseringsudvalget havde inviteret til debat om digital suverænitet. Da Dirk Schrödter gik på talerstolen, blev han modtaget med høje jubelråb blandt tilhørerne, og da ministeren var færdig med sit indlæg, blev klapsalverne ved og ved.
Dirk Schrödter har fået noget, der minder om heltestatus blandt open source-tilhængerne – men hvorfor er han så vild med åben kildekode? Og hvordan er det at være blevet lidt af en mediedarling?
PROSAbladet har spurgt den tyske minister om open source-projektet syd for grænsen. Og der er ingen tvivl om, at han tror 100 procent på projektet.
Hvorfor har I valgt at erstatte tech-giganterne med open source-løsninger?
”Vi har valgt denne vej, fordi digitale systemer, der driver vores offentlige forvaltninger, ikke bare er nyttige værktøjer – de er kritisk infrastruktur. Offentlig IT er dybt forankret i den daglige drift af vores forvaltninger og samfund. Hvis vi mister kontrollen over vores IT-systemer, risikerer vi at miste politisk og administrativ autonomi. Digital suverænitet er derfor ikke kun et teknisk emne – det er et spørgsmål om national sikkerhed. Nogle få teknologiselskabers dominans i offentlig infrastruktur begrænser vores magt og fleksibilitet, truer vores sikkerhed og øger omkostningerne.”
Nogle få teknologiselskabers dominans i offentlig infrastruktur begrænser vores magt og fleksibilitet, truer vores sikkerhed og øger omkostningerne.
Hvad er efter din mening de største fordele ved at skifte til open source?
”Med open source kan vi simpelthen opnå digital suverænitet. Vi er i stand til at forme de værktøjer, vi bruger – til at forstå, ændre og forbedre dem. Det er kun muligt, når vi har fuld adgang til vores systemer, og når vi har friheden til at innovere, uden en leverandørlås. Derudover er det muligt at minimere IT-sikkerhedsrisici. Vi bevarer kontrollen over offentlige data, borgerdata og vores virksomheders data. Hele overgangen kræver investeringer, men på sigt vil det føre til besparelser ved at fjerne høje licensafgifter.”
Hvad har været de største udfordringer?
”Der er flere implementeringsudfordringer – først og fremmest dokumentdeling med andre føderale stater og den føderale regering. En anden udfordring er specifikke IT-løsninger, som Microsoft er dybt forankret i. Disse løsninger har vi tilpasset sammen med virksomhederne, men det er nogle gange ikke så let. En tredje udfordring er forandringsledelsen og medarbejdernes accept. Her handler det primært om kommunikation, gennemsigtighed og supporttjenester. Det handler selvfølgelig også om at kræve, at medarbejderne sætter sig ind i nye systemer – og her er ledelsen meget vigtig. Lederne skal vise, at de bruger de nye applikationer i deres daglige arbejde.”
München har tidligere forsøgt at skifte til open source, men er nu vendt tilbage til Windows. Hvad tænker du om det?
”Projektet i München var en anden tid – for mere end 20 år siden – og fulgte en anden strategi. Mulighederne med open source-løsninger er steget betydeligt siden da. Desuden er vores fokus ikke på et big bang, men på en gradvis overgang. Vi ønsker ikke at genopfinde hjulet – i stedet er vi afhængige af succesrige, udbredte og veletablerede løsninger, som vi så har tilpasset til vores specifikke behov. Vi ved, at vores rejse mod open source kommer med udfordringer, men vi ved også, at den er nødvendig og det hele værd.”
Schleswig-Holstein beviser, at open source-administration kan være sikker, effektiv og økonomisk forsvarlig.
Hvad er dit bedste råd til danske politikere og myndigheder, hvis de vil skifte til open source-løsninger?
”Vejen til digital suverænitet er hverken kort eller nem. Men den er nødvendig – og kan opnås. Schleswig-Holstein beviser, at open source-administration kan være sikker, effektiv og økonomisk forsvarlig. Vi er ikke kun forbrugere af teknologi – vi er med til at forme den. Og dette er ikke kun Schleswig-Holsteins rejse. Det er en fælles europæisk mission. Lad os arbejde sammen – som regioner, som lande, som kontinent – for at genvinde vores digitale uafhængighed.”
Hvordan er det at være blevet open source-stjernen i hele Europa?
”Jeg har det ikke sådan, men jeg nyder at arbejde sammen med mit team for at sikre digital suverænitet. Jeg nyder også at gøre dette på tværs af grænser, fordi jeg er overbevist om, at vi skal arbejde sammen om dette i Europa.”