Sagen der ikke vil dø

Selv om det efterhånden er 18 år siden, at Anders Kærgaard var udsendt som efterretningsofficer i Irak, er han aldrig rigtig kommet hjem.

For sagen om de 23 civile irakere, der kræver erstatning fra den danske stat for tortur og mishandling under en dansk ledet militæroperation i Irak, afventer fortsat sit endelige udfald i Højesteret.

Først når den sag er afgjort, kan Anders Kærgaard lukke det kapitel i sit liv, der har fyldt ekstremt meget og haft store personlige konsekvenser for ham som whistleblower.
 – Den sag hænger stadig over hovedet på mig. Det har været definerende for mit liv i en helt urimelig grad i de sidste mange år. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg endelig kan komme hjem fra Irak, siger Anders Kærgaard.

Sagen tager sin begyndelse den 25. november 2004 under Operation Green Desert, hvor danske og irakiske styrker i fællesskab ransager en række huse i byen Al-Zubair i jagten på de ansvarlige for nogle af de frygtede vejsidebomber.

Som efterretningsofficer har Anders Kærgaard på forhånd vurderet de lokale efterretninger som upålidelige, og han advarer mod at gennemføre operationen. Den bliver gennemført alligevel – mest af hensyn til de irakiske samarbejdspartnere – med det resultatet, at en række uskyldige irakere bliver gennemtæsket af irakiske soldater, mens de danske styrker ser passivt til.

De irakiske civile ofre bliver efter den hårdhændede behandling udleveret til irakisk politi, som tilbageholder dem i op til 70 dage og udsætter flere af dem for tortur.

Danske krumspring

Først i 2012 – otte år efter begivenhederne i Irak – bliver sagen rejst ved de danske domstole, men den danske stat gør alle tænkelige krumspring for at få afvist irakernes sag.

Statens forsøg på at fraskrive sig ansvaret gør Anders Kærgaard oprørt, og han forsøger uden held at råbe både Forsvarsministeriet, Forsvarskommandoen og Hærens Operative Kommando op. Til sidst beslutter han at offentliggøre en video, som viser, at danske soldater undlader at gribe ind, mens fangerne bliver slået og sparket.
– For mig at se handler det om nogle større og langt mere principielle ting. Nemlig at staten åbenbart ikke mener, at den er forpligtet til at overholde Geneve-konventionen, når man er i krig. Derfor er det en afgørende vigtig sag for mig, for selvfølgelig skal man overholde krigens love, siger Anders Kærgaard.

Kammeradvokaten, der er statens forsvarer, har i månederne inden kategorisk benægtet, at der blev optaget film på operationen. Og da filmen bliver offentliggjort, benægter forsvarschefen og forsvarsministeren først, at der er tale om Forsvarets kameraer. Senere må de indrømme, at de gav urigtige oplysninger om videoens eksistens.

Alligevel bliver der ikke rejst sigtelse mod nogen af de ansvarlige, og selve operationen bliver ikke undersøgt. Og da Anders Kærgaard ikke vil oplyse navnet på den kollega, der gav ham videoen, bliver han truet med et halvt års fængsel og siden idømt dagbøder på i alt 13.000 kroner. Han er indtil nu den eneste, der er dømt.

Sideløbende kører irakernes erstatningssag, og i 2018 afgør Østre Landsret, at irakerne er berettiget til erstatning på 30.000 kroner hver. Det er den dom, staten har anket til Højesteret, og som betyder, at Anders Kærgaard endnu ikke er kommet hjem fra Irak. 

Det store syndefald

Fra den dag, Anders Kærgaard står frem, bliver intet som før. Nu er han ikke længere officer – han er whistleblower. På kort tid mister han næsten alle de venner og kollegaer i forsvaret, som indtil da har fyldt det meste af hans liv. På sociale medier skrumper bekendtskabskredsen ind fra flere hundrede til bare en håndfuld eller to, og han vågner op til beskyldninger om at være landsforræder.
– Det har været ufattelig hårdt, og det har kostet mig alt. Det er fuldstændig urimeligt, at fordi jeg siger fra over for noget, der er så åbenlyst forkert, skal jeg kæmpe i mange år imod et system, der tager alle midler i brug for at få mig ned med nakken. Jeg er slidt ned, siger Anders Kærgaard og tilføjer, at det desværre er virkeligheden for de fleste whistleblowere.

Var det ikke for hans to nu voksne børn – den ene arbejder i forsvaret – samt organisationer som Amnesty International, der har bakket ham op hele vejen, ville han formentlig have kastet håndklædet i ringen.

Omvendt ville sagen formentlig ikke være kommet så højt op i retssystemet, hvis han ikke var stået frem med videooptagelsen – og irakerne ville være ladt i stikken.
– Det er helt uforståeligt, at staten vil bruge så mange kræfter på at bekæmpe mig. Men i forhold til mine menneskelige værdier har det været prisen værd. Jeg kan i hvert fald se mine sønner i øjnene og fortælle dem, at jeg har gjort, hvad jeg kunne, og at jeg stod fast, siger han.

Særligt én politiker har skuffet ham. Det er nuværende justitsminister Nick Hækkerup (S). Da sagen begyndte at rulle, var Hækkerup en del af oppositionen i Folketinget, og han forsikrede, at hver en sten skulle vendes. Da han kort efter blev forsvarsminister, vendte han rundt på en tallerken.
– I stedet brugte han alle kræfter på at undergrave min troværdighed. Det er så uværdigt for staten, at den bruger alle kneb for at undgå at stå til regnskab i det, der i mine øjne er en ren tilståelsessag. Som borger, demokrat, officer og far har det været det store syndefald at opleve det politiske system opføre sig sådan, siger Anders Kærgaard.

Råbte i skoven

Et af de afgørende rygstød kommer, da han i 2015 modtager Menneskerettighedsprisen for sin indsats. Prisen gives på vegne af en lang række organisationer, og det beviser for ham, at han ikke står alene, men at der er opbakning mange steder i samfundet.
– På det tidspunkt kørte sagen på fuld skrue. At få prisen dér, det gjorde hele forskellen. Så var det ligesom ikke bare mig, der stod alene og råbte i skoven, siger han.

Undervejs har advokat Mads Pramming også ydet en kæmpe opbakning, og sammen er de med til at stifte organisationen Veron, der hjælper og rådgiver whistleblowere. De har også bidraget aktivt til at udforme den nye danske lov om beskyttelse af whistleblowere – både i kraft af høringssvar og ved at sidde med i den arbejdsgruppe under justitsministeriet, som har implementeret EU-direktivet om whistleblowere.
– Som samfund har vi flyttet os helt kolossalt siden 2012. Både fordi vi er mange, og fordi vi har ret. Folk vil ikke længere finde sig i, at tingene fejes ind under gulvtæppet, mener Anders Kærgaard.

Han roser ministeriets embedsfolk for at levere et grundigt og seriøst stykke arbejde og for ikke blot at lave en minimumsimplementering af EU-direktivet, sådan som blandt andre Tyskland har gjort. Ifølge Anders Kærgaard er Danmark gået videre, så loven yder en bredere beskyttelse ved at omfatte flere alvorlige forhold.

Alligevel er han forbeholden over for dele af loven, som ifølge Anders Kærgaard blev udvandet, da først politikerne fik fingrene i arbejdsgruppens anbefalinger.
– Grundlæggende er det jo fantastisk, at vi er nået så langt, at vi nu har en whistleblowerlov. Det kommer til at betyde rigtig meget for vores samfund. Loven er en god alfaversion. Men ligesom med Windows skal der en hel del opdateringer til, før den er helt i top, siger Anders Kærgaard.

En fejlkonstruktion

Et af hans kritikpunkter går på formuleringen om, at beskyttelsen gælder afsløringer af ”alvorlige lovbrud”, men at det er uklart, hvad der skal til for at falde ind under den betegnelse.
– Hvem skal definere, hvad der er et alvorligt lovbrud, og om du er beskyttet eller ej? Og hvis sagen viser sig ikke at være alvorlig nok til, at du er omfattet af beskyttelsen som whistleblower, risikerer du så at blive fyret? Den usikkerhed er både ærgerlig og problematisk, konstaterer han.

Han fremhæver også, at beskyttelsen ikke gælder for de 30.000 ansatte i forsvaret og i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvis der er tale om klassificerede oplysninger.

I stedet har forsvaret sin egen interne ordning, som hærchefen har omtalt som ”en stikkerlinje”.
– Langt de fleste oplysninger i forsvaret er jo klassificerede, så man sender et kraftigt politisk signal om, at ordningen ikke gælder for en særlig gruppe i samfundet. Selvfølgelig skal FE beskyttes, men det ligner, at man som politiker ikke ønsker at blive stillet til ansvar på lige præcis forsvarsområdet, siger Anders Kærgaard.

Som et tredje punkt kritiserer han, at man fra politisk hold generelt har valgt at fokusere for meget på at lave interne whistleblowerordninger på de store arbejdspladser fremfor at have en stærk ekstern ordning.
– Det er en grundlæggende fejlkonstruktion. Al erfaring viser, at de interne ordninger ikke virker, siger Anders Kærgaard.

Heldigvis, siger han, har politikerne lyttet til kritikken ved at supplere de interne ordninger med en ekstern ordning under Datatilsynet, som man kan benytte, hvis man ikke er tryg ved de interne ordninger.
– Det er vi enormt glade for. Det er den eksterne, uvildige ordning, der kommer til at gøre den store forskel. Det er et fantastisk sikkerhedsnet, og jeg har enormt stor tiltro til, at vi vil se mange henvendelser den vej, siger Anders Kærgaard, der dog efterlyser en oplysningskampagne, så Datatilsynets ordning bliver mere synlig.

I bedste hænder

Han har tidligere sagt, at han håber, at Veron på et tidspunkt bliver overflødig, fordi samfundet finder ud af det fornuftige i at yde en tilstrækkelig beskyttelse af whistleblowere.

Og målet er indenfor rækkevidde, mener Anders Kærgaard.
– Vi har alle sammen en interesse i at beskytte whistleblowere og i at sikre, at kritisable forhold kommer frem i lyset. Vi er virkelig kommet rigtig langt med den nye lov, og jeg håber, at Datatilsynets ordning er så effektiv om to-tre år, at vores rolle bliver mindre i Veron. Jeg er meget glad, siger Anders Kærgaard.

For nylig blev han inviteret til at holde et foredrag på Flyvevåbnets Officersskole, og selv om han indledningsvist var skeptisk ved at skulle optræde med sin historie i løvens hule, endte han med at takke ja, og det har han ikke fortrudt.
– Jeg har sjældent været så opløftet efter et af mine foredrag. Deres værdier og etik var lige, hvor de skulle være. Hvis man kan tage de officerers reaktion som udtryk for holdningen i resten af forsvaret, så er vi i de bedste hænder, siger Anders Kærgaard og tilføjer:
– Det er på det politiske niveau, at kæden tit hopper af.