Edward Snowden i Moskva. Foto: Dmitri Beliakov/Polaris Images/Ritzau Scanpix
Edward Snowden og jeg er fra samme generation, og som nørder deler vi mange karaktertræk. Når han i sin selvbiografi beskriver lykkefølelsen ved at have skrevet sit første program, genkender jeg den fuldstændigt. Lige så bekendt er jeg med idéen om at optimere sit skolearbejde, så jeg fik mere tid til at spille computer. Også barndommens opfattelse af, at internettet er et mangfoldigt sted, hvor ”information wants to be free”, deler vi.
Denne artikel er en del af et tema om overvågningskapitalismen:
Frygt & frihed
En whistleblowers bekendelser
"Vi vidste det. Han bevidste det"
Men vores skæbner skilles efter 11. september 2001, hvor Snowden går ind i hæren for at tjene sit land som del af den amerikanske sikkerhedstjeneste NSA efter terrorangrebet på World Trade Center.
Under uddannelsen bliver han og kollegerne udsat for så dårlige arbejdsforhold, at han nærmest starter en fagforening på grund af dårlig indkvartering og overarbejde uden betaling.
Han klager til chefens chef over, at reglerne ikke følges. Men uden held. Så klager han til chefens chefs chef. Men igen uden held. Han prøver altså loyalt at gå via kommandovejen, men det lader til, at ledelsen har nok i sig selv og ikke mener, at den skal leve op til reglerne.
Snowden får adgang til de allerhelligste it-systemer i NSA og overvældes af en følelse af overlegen magt; en følelse jeg også kan genkende fra dengang, jeg som ansat i Google var på besøg i et datacenter fyldt med maskiner, som jeg alle kunne kontrollere fra mit eget skrivebord.
Snowden udtrykker i sin selvbiografi bekymring for, om vi får et samfund, hvor ingen regler kan brydes. For med AI og overvågningskameraer, hvor man kan lave ansigtsgenkendelse på optagelserne, kan vi ende med et samfund, hvor alle love bliver håndhævet fuldstændigt. Samler man nok data om os alle, er vi alle skyldige i en eller anden lovovertrædelse.
Og der bliver samlet voldsomme mængder data. Ikke blot af efterretningstjenester, men også af GAFAM – de fem techgiganter Google, Apple, Facebook, Amazon og Microsoft. Man kan mærke Snowdens bekymring for, at vi byder digitale assistenter som Amazon Echo, Apples Siri eller Google Home ind i vores hjem, for dette gør det nemmere at modellere os til produkter for overvågningskapitalismen.
I selvbiografien indvier Snowden os i alle de overvejelser, han har gjort sig. Han finder det urimeligt, at man ikke kan sagsøge staten for brud på reglerne, for de eneste beviser, der ville kunne overbevise retten, er de beviser, som er hemmeligstemplede og derfor ikke kan bruges i en retssag. Samtidig oplever Snowden, at han ikke kan klage gennem systemets normale kommandovej.
Da den amerikanske efterretningschef James Robert Clapper lyver foran den amerikanske kongres ved at hævde, at NSA ikke indsamler data om millioner af amerikanere, bliver det for meget for Snowden.
”At påstå, at du ikke går op i retten til privatlivets fred, fordi du ikke har noget at skjule, er ikke anderledes end at sige, at du ikke går op i ytringsfrihed, fordi du ikke har noget at sige”
“Kryptering er vores bedste håb om at kunne bekæmpe enhver form for overvågning”
”At knække en 128-bit nøgle vil tage 50.000.000.000.000.000 år. På det tidspunkt vil jeg måske ovenikøbet være benådet”
”Jeg var med til at gøre det teknologisk muligt for en enkelt stat at indsamle al digital kommunikation i verden, lagre den på ubestemt tid og søge i den efter behag”
Hvis du sidder med en følelse af, at Snowden har forrådt sin organisation eller sit land, så er det den del af bogen, du skal læse to gange. Jeg sidder i hvert fald tilbage med en følelse af, at han oprigtigt prøvede at gå kommandovejen.
Men Snowden udtrykker i sin bog også en beundring for systemet: Nemlig, at det er lykkedes nogen at finde et smuthul i loven, så de aldrig vil kunne blive stillet til ansvar.
Hans indsamling af data i NSA foregår smertefrit. Han bygger en søgemaskine og en crawler, der indekserer alle dokumenter på alle systemer. Kun en enkelt systemadministrator kigger i sin logfil og lukker forbindelsen med ordene: ”Hvad har du lige gang i med at downloade alle filer?”
Snowden forklarer, at han laver en søgemaskine og giver systemadministratoren et link.
”Hvor sejt. Jeg åbner lige for adgangen igen”, lyder svaret.
Snowden røber ikke i detaljer, hvordan han får data ud af NSA, men mit bud er, at han benytter Rubberhose file system. Han bruger Micro SD-kort til lagring og sidder med hjertet i halsen, mens han kopierer, for det tager umanerligt lang tid at skrive på kortene. Kortene er så små, at de ikke starter metaldetektoren, når han forlader kontoret – og hvis han blev snuppet, ville enhver have forståelse for, at man kan have glemt et kort med nogle feriefotos i lommen.
Flugten til Hongkong er relativt velkendt. Men overvejelserne bag har jeg ikke læst andre steder. Snowden forklarer blandt andet, hvorfor han vælger Hongkong i stedet for Europa, Latinamerika eller Afrika.
Det er også interessant, hvor godt han har planlagt situationen op til lækket til pressen i 2013, men hvor lidt han har planlagt, efter han har overdraget dokumenterne og forklaret deres sammenhæng til journalisterne.
Noget, jeg heller ikke har hørt før, er historien om Snowdens kæreste, Lindsay. Hun fortæller i bogen, hvordan det er, når ens kæreste er den mest eftersøgte person på kloden, og man ikke selv kender noget til baggrunden.
Snowden skriver overraskende godt. Det er næsten på højde med en thriller, som man ikke kan lægge fra sig. For folk uden it-baggrund er bogen i starten en smule tung de steder, hvor Snowden blandt andet gerne vil forklare SMTP og HTTPS. Heldigvis er en forståelse af de afsnit ikke nødvendig for at forstå resten af bogen, og jeg har da heller ikke tøvet med at give bogen til min far.
Edward Snowden: 'I offentlighedens tjeneste' er udkommet på Informations Forlag.
