Som at springe ud fra et højhus

Maj Thorsen glemmer aldrig den dag, hun besluttede at stå frem i offentligheden som den whistleblower, der to år forinden havde afsløret horrible forhold i familieafdelingen i Randers Kommune.
– Jeg var så bange. Jeg følte, at jeg stod på toppen af et 30 etagers højhus og tog springet ud i frit fald. Det var et kæmpe kontroltab, siger Maj Thorsen.

Hun havde arbejdet som socialrådgiver i kommunen i et års tid, da hun i slutningen af 2014 blev mere og mere frustreret og forarget over de lange ventetider for udredning og undersøgelser af udsatte børnefamilier, der havde brug for professionel hjælp.

Hele familieområdet havde netop været igennem en stor omorganisering, men det skabte blot endnu mere kaos, som sendte flere medarbejdere ned med stress og langvarige sygemeldinger.
– Den øverste ledelse prioriterede ikke indsatsen for de udsatte børn. Sagerne hobede sig op, og folk hev i os fra alle sider for at tage sagerne, men vi havde ikke ressourcer nok. Vi havde møghamrende travlt. Men til sidst brændte det sammen, siger hun.

Både hun og de øvrige socialrådgivere havde på flere personalemøder forsøgt at råbe ledelsen op, men intet skete. Heller ikke to påbud fra Arbejdstilsynet om at rette op på det psykiske arbejdsmiljø førte umiddelbart til noget.

Og så var der dem, det hele handlede om: Børnene.

Reglerne siger, at kommunen senest fire måneder efter, at den har modtaget en underretning om et udsat barn fra eksempelvis læge, skole eller andre myndigheder, skal have færdiggjort en undersøgelse, som kan føre til en konkret handlingsplan.

Men ifølge Maj Thorsen var ventetiden i Randers oppe på et år – uden at ledelsen greb ind.
– Du kan slet ikke forestille dig, hvor meget skade det kan gøre på et udsat barn at skulle vente så længe. Jeg havde nogle virkelig dygtige og pligtopfyldende kollegaer, men når rammerne ikke er til stede, så kan du aldrig gøre det godt nok, siger Maj Thorsen.

Derfor begyndte hun anonymt at fodre Randers Amts Avis med informationer, som førte til en række kritiske artikler om kommunens mangelfulde indsats. Kun hendes daværende mand vidste, hvad der foregik.
– Jeg oprettede en mailadresse til formålet og angav absolut ingenting, der kunne identificere mig. Dengang troede jeg, at det var ulovligt, men jeg var simpelthen nødt til at fortælle omverdenen, hvad der foregik, så jeg kunne de hjælpe de børn, som kommunen havde ladt i stikken, fortæller hun.

Svigt af børnene

Flere af sagerne handlede om par, der ventede barn, og hvor en læge allerede tidligt i graviditeten underrettede familieafdelingen om, at der var brug for at understøtte familien gennem hele graviditeten. I de tilfælde er det ifølge Maj Thorsen vigtigt, at fagpersonale kommer hurtigt på banen, men i flere sager skete det først lige inden termin.

Andre sager handlede om anbringelser af større børn – men hvor kommunen heller ikke overholdt reglerne.
– Vi kunne se, at vi svigtede børnene. Jeg er normalt meget autoritetstro, men da tilliden til ledelsen bristede, måtte jeg lytte til mit faglige og empatiske hjerte, siger Maj Thorsen.

Da først historierne begyndte at rulle i medierne, pegede pilen direkte på ledelsen for familieafdelingen, der var blevet advaret gentagne gange af de ansatte om de kritisable forhold. To chefer blev afskediget, og Socialstyrelsens særlige task force blev indsat for at endevende afdelingen og bygge den op igen. Desuden blev der hyret et konsulenthus til at tale med hver enkelt medarbejder.
– Jeg hørte fra en pålidelig kollega, der var tæt på ledelsen, at hvis de fandt ud af, hvem der var whistleblower, så ville vedkommende ryge ud på røv og albuer. Det kan jeg sådan set godt forstå. Det er jo aldrig rart at få udstillet sit beskidte vasketøj. Men ret beset ville de ikke have haft ret til at fyre mig, siger Maj Thorsen.

Frygten for at blive afsløret

Trods sin anonymitet frygtede hun at møde ind på arbejde den dag, hvor den første historie kom ud i Randers Amts Avis.
– Jeg følte mig skyldig. Jeg følte mig som en illoyal medarbejder, der gik bag om ryggen på ledelsen, og jeg var sikker på, at alle mine kollegaer kunne se, at det var mig, der var whistlebloweren, siger Maj Thorsen.

Hun understreger, at det i hendes optik er god stil at prøve at løse problemerne internt først, men at der netop kan opstå situationer, hvor den eneste vej frem er at bruge sin ytringsfrihed som offentligt ansat – eller at blive whistleblower.
– Mine kollegaer følte sig afmægtige. De sad og græd, mens de fortalte om de urimelige arbejdsforhold, og hvordan deres faglighed hver dag led et knæk, fordi de ikke kunne yde den rådgivning, som børnene havde så akut brug for. Men jeg var stadig grundlæggende nervøs for deres reaktion, hvis de fandt ud, at det var mig, der stod bag, siger Maj Thorsen.

I januar 2015 fandt hun et nyt job, men inden hun sagde farvel til sin arbejdsplads, valgte hun at fortælle sandheden til en god kollega, fordi hun havde brug for ikke længere at stå alene med det. Kollegaen bakkede hundrede procent op og udtrykte lettelse over, at der endelig blev taget hånd om situationen. Først to år senere stod Maj Thorsen offentligt frem.
– Den opbakning, jeg fik fra kollegaer og mange andre, da jeg endelig stod frem, har været enestående og fantastisk, siger hun.

Maj Thorsen insisterer på, at offentligheden har krav på at kende kvaliteten af velfærdsydelserne og vide, hvad der foregår i den offentlige forvaltning – særligt når forholdene er så alvorlige som i Randers Kommune. Faktisk har offentligt ansatte ifølge loven en udvidet ret til at ytre sig.

Det vidste Maj Thorsen bare ikke på det tidspunkt, hvor hun blev whistleblower. Men i dag er det noget, hun fortæller kommende socialrådgivere om, når hun underviser på forskellige uddannelser.
– De skal vide, at de tilnærmelsesvist har en pligt til at udtale sig, hvis de løber ind i noget tilsvarende. Der gælder nogle meget få og klare regler i forhold til offentligt ansattes ytringsfrihed. Man skal selvfølgelig tænke sig om, og borgerne må ikke kunne genkendes, men der er meget vide rammer for at udtale sig, siger hun.

Svært at forstå

Folketinget vedtog sidste år en ny lov om beskyttelse af whistleblowere, som er baseret på et EU-direktiv og fastsætter en række procedurer for virksomheder og offentlige arbejdspladser.

Men loven er for svær at forstå, mener Maj Thorsen, og hvis den havde eksisteret, da hun selv afslørede forholdene i Randers Kommune, er det ikke sikkert, at hun havde taget det skridt.
– Hvis jeg havde læst loven dengang, ville jeg have været alvorligt i tvivl om, hvorvidt mine oplevelser var alvorlige nok til at være omfattet af beskyttelsen. Omvendt havde jeg dengang en følelse af, at jeg skulle ud med min viden lige meget hvad, siger hun.

Hun peger på, at lovteksten indleder med at fortælle om EU’s finansielle interesser samt forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme som eksempler på områder, hvor beskyttelsen gælder. Derefter nævner den bestikkelse, aflytning, bedrageri, tyveri, svig, underslæb og chikane.
– Først som det allersidste står der noget om omsorgssvigt. Men socialrådgiveren ude i Skive er jo allerede gået død på side 5, siger Maj Thorsen.

Hvis alvorlige sager om eksempelvis omsorgssvigt eller misbrug af offentlige midler skal frem i lyset, er det derfor nødvendigt, at myndighederne laver en mere folkelig version af reglerne, mener hun:
– Meningen er jo at få flere sager frem, men det kommer de ikke, hvis man pakker reglerne ind i knastørre, juridiske formuleringer.

Ingen mirakelløsning

Med den nye whistleblowerlov er alle virksomheder med over 50 medarbejdere nu omfattet af reglerne om at sikre en whistleblowerordning på arbejdspladsen. Det gælder også for kommunerne, hvoraf nogle har besluttet at placere den eksternt hos eksempelvis et advokatfirma.

Det er også muligt at benytte en ny ordning hos Datatilsynet, som dog understreger, at man som udgangspunkt bør benytte de interne ordninger, da de ofte have et langt bedre kendskab til de lokale forhold på arbejdspladsen.

Men Maj Thorsen er skeptisk ved udsigten til, at sagerne skal behandles internt i kommunen.
– Den nye lov er bestemt ikke en mirakelløsning. En intern ordning forudsætter, at alle henvendelser behandles upartisk, og selv hvis ordningen lægges eksternt, skal kommunen stadig forholde sig til, om de overhovedet synes, der er sag. Det er problematisk, siger hun.

Hun finder det helt galt, hvis eksempelvis kommunaldirektøren sidder med i det udvalg, der skal behandle klagerne.

I flere kommuner er det faktisk op til kommunaldirektøren, om der skal sættes en undersøgelse i gang, viser en kort gennemgang af ordningerne.
– Det kræver stort mod og mange personlige overvejelser at være whistleblower. Derfor skal ordningen være så tryg og tillidsvækkende som muligt. Og det er den altså ikke, hvis det er kommunens ledelse, der vurderer sagerne, siger Maj Thorsen.

Derfor frygter hun også, at mange vil være tilbageholdende med at råbe op om forhold, som ellers burde komme frem.

Samtidig forhindrer lovens bestemmelser i vidt omfang, at sagerne kommer til offentlighedens kendskab, fordi der kun er begrænset adgang til aktindsigt, siger hun.
– Dermed risikerer du præcis den mørk­lægning, som ikke bør være der. Spørgsmålet er, hvem loven beskytter mest. Om det er whistlebloweren eller myndighederne. Det er hamrende vigtigt, at ordningen fungerer ordentligt i kommunerne, for vores velfærdssamfund er mere presset end nogensinde før, siger Maj Thorsen og tilføjer:
– Min sag er ni år gammel, men den kunne lige så godt være sket i går.

Selv med den nye whistleblowerordning på plads, vurderer hun derfor, at hun ville have valgt samme metode til at få sin historie ud i offentligheden.
– Hvis ikke jeg var gået til pressen, var der aldrig sket noget. De ville have holdt sagen internt. Det eneste, jeg kan være ked af, er, at det tog så lang tid for mig at finde modet til at stå frem, siger hun.