Fløjten skal lyde

Ville du gøre brug af en whistleblowerordning på din arbejdsplads, hvis du opdagede, at din arbejdsplads brød loven eller foretog sig andre kritisable ting?

Ja, svarer flertallet af medlemmerne i Prosabladets læserpanel, der i denne omgang er blevet spurgt til deres holdninger til det at whistleblowe, fordi de fleste danske arbejdspladser ved lov nu er pålagt at etablere en intern whistleblowerordning, hvor de ansatte trygt skal kunne indberette ulovligheder eller kritisable forhold, som de er blevet opmærksomme på i forbindelse med deres arbejde. Loven er et godt tiltag, mener panelet.

”Man sikrer sig, at virksomhederne ikke lader hånt om sager, der er af vigtig karakter. Der er én at gå til – lidt i stil med en tillidsmand”, siger en af deltagerne, mens en anden bakker op om loven, ”fordi vi ser flere og flere organisationer, der har aktiviteter, der bryder lovgivningen eller politikker, som den øverste ledelse påstår ikke at kende til, selvom de har foregået i årevis”.

Enkelte paneldeltagere har allerede blæst i fløjten over for deres arbejdsgiver, fordi de er faldet over noget, som de ikke synes var i orden.

”Jeg oplevede, at min nærmeste leder gav mig besked om at give ekstra brugerrettigheder til en anden medarbejder – som ”tilfældigvis” er hans kone – til ting, som jeg ikke mente, hun skulle have adgang til (personalets personlige oplysninger). Jeg gik direkte til direktøren, som bad mig annullere disse rettigheder og meddele min chef, at jeg havde gjort det – med cc til ham i mailen”, fortæller en deltager.

Andre har ikke været lige så direkte, når de har opdaget kritisable ting på arbejdspladsen.

”Ledelsen traf en beslutning om at afvise en aktindsigt på en offentlig virksomhed. Det var jeg ikke enig i. Jeg rådgav journalisten om, at jeg var uenig, og anbefalede, at vedkommende klagede. Samtidig skrev jeg til klageinstansen, at jeg mente, at min arbejdsgiver ikke havde ret og begrundede hvorfor. Journalisten fik ret, og klageinstansen skrev et meget bestemt brev til min arbejdsgiver”, fortæller et PROSA-medlem.

Tvivl om uvildighed

Læserpanelets opbakning bygger i overvejende grad på det indbyggede faktum, at en sådan whistleblowerordning er anonym.

”Grundlæggende er det en god idé, at man kan gøre opmærksom på forhold uden at miste sit job”, noterer en, mens en anden skriver: ”Det giver en mulighed for at indrapportere en ulovlighed til en forhåbentlig uvildig instans i virksomheden. Man kan jo have eller få problemer med at skulle klage til den ledelse, som står bag ulovligheden”.

Selvom loven fastslår, at både den, der indberetter, og den eller de, der sker indberetninger om, skal beskyttes, er det ikke nok til at berolige alle.

”Det ender med en ordning, hvor udbyderen af ordningen fejer næsten alting væk for at holde omkostningen nede, enten for egen vindings skyld eller for at holde på kunderne”, lyder skudsmålet fra en af paneldeltagerne.

Der hersker også andre forbehold i panelet, for er det en sladrefunktion, der er blevet indført?

”Nogle kan misforstå eller bevidst prøve at misfortolke oplysninger for at sætte kollegaer eller arbejdsplads i et dårligt lys”, pointerer et medlem.

Demokratisk nødvendighed

Ud over de interne ordninger på de større arbejdspladser, skal Datatilsynet stå for en ekstern ordning, som alle kan benytte. Det synes de fleste paneldeltagere er en god idé. Som et medlem skriver: ”Datatilsynet er nok mere upartisk end virksomhedens egen ordning”.
”Det er fint i forhold til at beskytte borgernes data”, siger en anden, mens en tredje noterer: ”Det sikrer ligeværdige forhold på store såvel som små arbejdspladser. Det kan blive en for stor administrativ byrde for mindre virksomheder”.

Men om det lige bør være Datatilsynet, der står for ordningen, er der et par stykker, der ikke er overbevist om.

”Der skal være en mulighed for alle medarbejdere for at komme af med deres viden om overtrædelser, men det burde ikke have været Datatilsynet”, skriver en, mens en anden peger på, at ”den burde ligge i Justitsministeriet”.

Nogle medlemmer ­problematiserer også det forhold, at man vil bruge ord­ningen, når man ikke har tillid til ledelsen: ”Jeg vil ikke arbejde et sted, hvor jeg ikke føler, at jeg vil kunne få ordentlige svar ved direkte at snakke med chefen om eventuelle problemstillinger. Så derfor tror jeg ikke, at situationen nogensinde vil opstå”, konstaterer en paneldeltager. 

Men faktum er, at panelet er rørende enige om, at whistleblowerordninger er en demokratisk nødvendighed. Som et medlem skriver, ”en whistleblower er en, der gør opmærksom på ulovligt, amoralsk eller på anden måde forkert adfærd i et styre eller en virksomhed”, mens en anden paneldeltager udtrykker det således: ”Det er en samfundspligt at whistleblowe, hvis man opdager noget, der ikke er i orden”.