Hemmeligholdelse af et stort nedbrud, grove fejl, der går ud over kunder, inkonsistente data og manglende udbud. Det er bare nogle af de fejl og forsømmelser, som Prosabladets brugerpanel har fået indsigt i er forekommet på deres arbejdsplads.
En undersøgelse fra PROSAs hovedorganisation, FTF, viser, at hver 8. offentligt ansatte har haft mistanke om eller været vidne til ulovligheder og grove fejl på jobbet inden for det seneste år. 31 procent af de omkring 4.600 deltagere har således oplevet overtrædelser af lovgivningen, mens 21 procent har været vidne til bevidst vildledning af borgere.
Det er på den baggrund, at deltagerne i brugerpanelet er blevet spurgt om deres oplevelser i it-branchen. 10 ud af de 52 it-professionelle, der denne gang har deltaget, svarer, at de i det seneste år har haft en mistanke om eller været vidne til ulovligheder, forsømmelser eller grove fejl.
”Vi opdagede ved et tilfælde, at en backup ikke kørte som aftalt med kunden, og den alarm, der skulle melde problemet, var blevet deaktiveret i forbindelse med et servicevindue eller lignende og ikke aktiveret igen, da backup-jobbet skulle sættes i gang igen.” Sådan beskriver en panelist sin oplevelse af en fejl på jobbet. Efterfølgende blev ”alarmen sat op til at blive startet i en anden proces end den, der skulle starte backup-jobbet.”
Fejlen blev altså rettet. Men ifølge brugerpanelet er det et særtilfælde. For kun tre ud af de 10, som opdagede fejl eller forsømmelser, oplevede, at der efterfølgende blev handlet på det. Flere gik faktisk slet ikke videre med deres viden til en chef eller tillidsmand. Det står klart, når man ser svarene på spørgsmålet: ”Hvilke muligheder havde du for at gøre noget vedrørende din mistanke eller viden?”
”Reelt set ingen, ud over at miste mit job” og: ”Intet … af frygt for fyring”, lyder to svar. En gik rent faktisk til chefen, men fik ingen respons. Og måske er det lignende oplevelser, der fik en fjerde panelist til at vælge løsningen: ”Jeg delte min viden med andre, og lod tvivlen sprede det til resten af virksomheden”. En femte svarer kontant: ”Jeg stak vedkommende.”
11 paneldeltagere oplyser, at de på deres arbejdsplads har en ordning, hvor man anonymt kan videregive oplysninger om ulovligheder, grove fejl eller forsømmelser. 32 har ikke, mens ni faktisk ikke ved, om der er en sådan ordning, hvor de arbejder. Ingen af de it-folk, der er på en arbejdsplads med en whistleblowerordning, føler sig overvåget. ”Det er i sidste ende bedst for alle. Jeg gør ikke noget ulovligt, hvad jeg ved af. Hvis jeg foretog mig ulovligheder, vil jeg meget gerne vide det, så jeg har en chance for at gøre tingene lovligt/korrekt,” forklarer en sit standpunkt.
Kun seks kommuner og en håndfuld statslige styrelser har ifølge FTF en whistleblowerordning. I den private sektor er ordningerne mere udbredt. Datatilsynet har indtil videre ifølge FTF givet tilladelse til omkring 500 ordninger.
Blandt de it-professionelle, der ikke har en anonym ordning på arbejdspladsen, mener kun syv, at der burde være en. Dobbelt så mange siger nej tak. ”Jeg håber (og tror), at forretningen hos os er rummelignok, til at kunne høre på det uden at være anonym, og så er det bedre ikke at skulle bruge en anonym mulighed,” lyder svaret fra en af dem.
Billedet ser dog straks anderledes ud, når man spørger bredt til emnet. Således svarer hele 36 af de 52 it-professionelle panelister, at de er enige i udsagnet: ”Det vil forbedre mulighederne for at orientere arbejdspladsen om ulovligheder, fejl og forsømmelser, hvis der på arbejdspladsen er en whistleblowerordning, hvor ansatte kan indberette anonymt.” Som en bemærker: ”Der kan være situationer, hvor medarbejderen kan være klemt af ledelse, arbejdsmiljørepræsentant eller andre personer med særinteresser.”
Flere peger på det fornuftige i at få skubbet et led ind mellem leder og ansat i den slags prekære situationer. En whistleblowerordning er et fornuftigt tiltag, fordi ”man 'dekobler' borgerligt ansvar fra loyalitet til ens leder,” ”man kan indrapportere regel- og lovbrud uden at skulle frygte for sit job,” og ”man minimerer risikoen for repressalier, hvilket er en stor barriere mod indberetning,” lyder nogle af måderne at understrege den pointe på.
Der er dog grund til at tænke sig om, inden en ordning indføres: ”Det tilbyder en ny mulighed for indberetning af ulovligheder. Jeg kan dårligt forestille mig, hvordan man svarer nej til dette spørgsmål. Mere interessant er det vel, hvor stor en forskel det ville gøre – og om der er negative følgevirkninger, som rammer virksomhedens kultur og atmosfære,” påpeger en paneldeltager.
Og en sådan anonym ordning vil også lægge et vist ansvar på de ansattes skuldre. ”Man må se i øjnene, at der er en risiko for, at anonyme kujoner bruger systemet til at svine sagesløse!” som en udtrykker det ganske bramfrit.
Langt de fleste i brugerpanelet påpeger, at arbejdspladsen skal have en vis størrelse, før en whistleblowerordning giver mening. Og så er der lige spørgsmålet om, hvordan en sådan ordning præcis skal skrues sammen. ”En arbejdspladsstyret whistleblowerordning vil aldrig kunne få den tillid, der er nødvendig. En ordning styret af en ekstern part, tænker jeg, er for dyr. Og jeg tror, at den arbejdsplads, der har brug for en sådan ordning, ikke vil bruge pengene på en ekstern ordning,” pointerer en. En anden funderer over, om sådan ordning overhovedet vil afhjælpe noget: ”Det er en god idé, hvis det bliver taget seriøst. Mere negativt end ingen ordning, hvis det bare er for at give syn af, at risiko for ulovligheder bliver taget alvorligt, men reelt sker der ikke noget.”
En lille håndfuld it-folk har slet ingen fidus til whistleblowerordninger, og en af modstanderne trykker meget præcist på den ømme tå med udsagnet: ”Anonymiteten er de facto ikkeeksisterende.”
