IT-arbejdsmarkedet er mere presset i forhold til ansættelser og opsigelser i øjeblikket – blandt andet på grund af AI. "Der er kastet enorme ressourcer i AI-udvikling, som ikke har resulteret i tilsvarende indtjening. AI har ikke været en fremragende forretning så vidt," mener PROSAs næstformand. Foto: Jakob Boserup
Typisk plejer antallet af medlemshenvendelser til PROSA omkring ansættelseskontrakter at overstige antallet af henvendelser omkring opsigelse. Men siden efteråret 2024 har det ændret sig, så opsigelser generelt fylder mere.
Det er en tendens, som vækker bekymring hos IT-fagforeningen.
Her er næstformand Curt Kjærsgaard Raavig overbevist om, at IT-branchen er ramt på flere fronter, men maner samtidig til forsigtighed omkring at konkludere for voldsomt på helt nye tendenser.
”Vi har været gennem flere år med vækst, og hvor arbejdsløsheden har været noget nær minimum. Men det er en branche, som er global. Som bliver voldsomt påvirket af politik, globale udsving og markedets forventninger. Eller forventninger til særlige grene af tech-udvikling. Eksempelvis er der kastet enorme ressourcer i AI-udvikling, som ikke har resulteret i tilsvarende indtjening. AI har ikke været en fremragende forretning så vidt,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.
Han henviser også til, at usikkerheden om, hvilken indflydelse kunstig intelligens vil få på arbejdsmarkedet og i virksomhederne spiler ind.
”Der er måske en tilbageholdenhed i forhold til at ansætte, hvis nu AI kan effektivisere, altså betyde færre ansatte udviklere med mere, og så er der en enorm usikkerhed, hvor alle holder vejret i forbindelse med Trump-administrationens fremfærd. En økonomisk afmatning og nedtur på aktiemarkedet rammer alle,” siger næstformanden.
Der åbner sig eksempelvis nye og meget store muligheder og markeder i kølvandet på Trump-administrationen, blandt andet med EU's gigantiske investeringspakke til egen udvikling af AI og AI-gigafabrikker.
Tyskland åbner for enormt potentiale
Ifølge ham står branchen lidt i et vadested, hvor det kan gå alle veje – op og ned – og derfor holder mange måske igen med store investeringer og ansættelser.
”Men det er svært at sige præcist. For der er både truende skyer og klar himmel, afhængig af hvor man spejder hen. Der åbner sig eksempelvis nye og meget store muligheder og markeder i kølvandet på Trump-administrationen, blandt andet med EU's gigantiske investeringspakke til egen udvikling af AI og AI-gigafabrikker. Og så digitaliseringen af Tyskland, som har afsat enorme ressourcer til at indhente deres digitale efterslæb. Vi taler om hundredvis af milliarder. Det er godt nyt for danske IT-folk, fordi vi allerede har gode samarbejdsrelationer med Tyskland og en god kulturel forståelse,” siger Curt Kjærsgaard Raavig.
Han henviser også til en helt ny ånd og opblomstring af fællesskaber omkring udvikling af egen AI, egne open source-systemer og ønsket om at byde tech-giganter op til dans.
”Særligt en akse af Tyskland, Holland og Frankrig er meget aktive for at få sat fælles projekter og samarbejder i gang. Det er alle gode tegn med mange potentielle arbejdspladser for IT-uddannede,” forklarer han.
Politikere og forældre heldigvis er ved at vågne verden over i forhold til den enormt negative indflydelse, big tech har på vores børn og vores demokrati for ikke at sige klimaet.
Tiderne er meget specielle
Curt Kjærsgaard Raavig fastslår dog, at det er en meget speciel periode for IT-branchen – blandt andet fordi der næppe i nyere tid har været en periode, hvor det er så svært at spå om, hvordan verden ser ud bare om tre-fire år, og hvor markant den vil være forandret.
”Det gælder i forhold til, hvordan kunstig intelligens reelt rammer arbejdsmarkedet. Det handler om den nye globale virkelighed med Trump og synet på handel og sikkerhed. Det handler om, hvorvidt det lykkes at stække og regulere de big tech-virksomheder, som helt frit har kunnet udnytte data fra børn og voksne i hele verden til at fremme egne interesser og ofte kyniske forretningsmodeller," siger næstformanden og fortsætter:
"Vi ser en masse mulige forbud og opstramninger, som lurer under overfladen. Som om politikere og forældre heldigvis er ved at vågne verden over i forhold til den enormt negative indflydelse, big tech har på vores børn og vores demokrati for ikke at sige klimaet. Der er en følelse af at have travlt. Meget er oppe i luften. Også i forhold til AI's rolle."
Ifølge Curt Kjærsgaard Raavig er der en stor armlægningskonkurrence i gang – hvor fornuften og et voksende folkeligt ønske om igen at tage kontrol med egne data på den ene side kæmper mod big techs enorme ressourcer, indflydelse på den amerikanske administration og globale lobbyisme.
Vi ser en anden ubehagelig tendens. Nemlig uretmæssige fyringer i forbindelse med barsel. Særligt af mænd.
Kynismen styrer i øjeblikket – fyringer og nedslidning af ansatte
Næstformanden fornemmer dog en vis kynisme hos nogle virksomheder. Både i tilbageholdenhed i forhold til at ansætte og i forhold til at opsige uretmæssigt.
”Vi ser en anden ubehagelig tendens. Nemlig uretmæssige fyringer i forbindelse med barsel. Særligt af mænd. Det har vi haft en del sager med, som går helt imod den politik, man ellers har ønsket gennemført herhjemme. Altså omkring ligestilling, trivsel og deling af forældreorlov. Det er ret kynisk af arbejdsgivere alligevel at fyre ansatte, fordi de vil bruge deres rettigheder til barsel. Det burde faktisk kalde på svar og hævede øjenbryn fra ministeren og politikere,” siger han.
”For det kan godt være, at du som uretmæssigt fyret har krav på erstatning og får den. Men du står stadig uden arbejde efter barsel og med en familie, som skal forsørges. Så bare signalet om, at man fyrer folk, som ønsker at benytte deres lovgivne ret, er dybt ubehageligt. Det skaber usikkerhed og bør ikke accepteres, hvis der ligefrem spekuleres i det,” fastslår Curt Kjærsgaard Raavig.
Hvis det så forlyder, at samme Netcompany er nogen, som ansætter, nedslider og spytter alt for mange unge IT-folk ud med stress eller fyringer, så sætter det en underliggende tone af, at det kan være acceptabelt for succesfulde virksomheder.
Slider folk op
Han henviser også til de mange sager, som har været fremme i medierne omkring Netcompany, som er en hjemlig IT-gigant, mange ser op til.
”Hvis det så forlyder, at samme Netcompany er nogen, som ansætter, nedslider og spytter alt for mange unge IT-folk ud med stress eller fyringer, så sætter det en underliggende tone af, at det kan være acceptabelt for succesfulde virksomheder. Men det er absolut ikke acceptabelt, og skal på ingen måde være en standard eller finde sted som dansk arbejdsvilkår,” siger næstformanden.
LÆS OGSÅ: PROSA: Netcompanys succes gør for ondt på de ansatte