I Homers beretning om Odysseus’ lange rejse berettes det, at Odysseus ønsker at høre Sirenernes sang. Problemet er blot, at de skibsfarende, der sejler for tæt på Sirenernes ø, fortrylles af deres sang og forliser mod klipperne.
Så hvad gør Odysseus? Han stopper voks i ørene på besætningen og lader sig selv binde til masten. På den måde er han forhindret i at gribe roret og kan høre Sirenerne, mens hans besætning kan føre skibet uden at blive fortryllet – og uden at forlise!
Myten handler ikke blot om at tøjle og styre sig selv, men også om at opnå noget vanskeligt opnåeligt og fortryllende ved at lægge bånd på sig selv. At opnå noget fordi man lader sig begrænse.
Vi lever i et af verdens bedste samfund, hvad angår frihed, demokrati, rettigheder og velstand, og vi er vant til, at begrænsning er noget skidt.
I et forbrugssamfund med en rivende teknologisk udvikling er begrænsning og indskrænkning noget negativt. Vi har politiske partier, der ser enhver indskrænkning af frihed som et overgreb.
I forhold til digitalisering er vi danskere absolutte storforbrugere.
Vi er et af de mest gennemdigitaliserede samfund i verden. Vi er på sociale medier og internettet mange timer om dagen. Vores børn plager om at få deres iPads. De ser YouTube og danser med TikTok, ønsker sig gamerstole og den seneste iPhone. Og når vi går i seng, binger vi en serie på Netflix, før vi falder i søvn til en podcast.
Samtidig har vi vigtige diskussioner og er opskræmte over, hvordan techgiganter som Google og Facebook og en underskov af ”innovative” techvirksomheder indsamler vores data, overvåger os og kortlægger vores præferencer, så de kan sælge os den næste vare, vi ikke vidste, vi havde brug for, men som vi ikke kan undvære.
Måske skal vi overgive os til rastløsheden og kedsomheden og undlade at gribe ud efter den digitale virkelighed
Eller når nogle prøver at ’vippe’ vores politiske standpunkt eller forsikre os, om at vi trygt kan blive på sofaen på valgdagen, fordi den kandidat, vi vil stemme på, vinder, og så ender det mærkeligt nok med, at hun taber.
Disse er vigtige diskussioner, men det er også ironisk, at vi har så travlt med at påpege algoritmernes og techvirksomhedernes magt og samtidig har så svært ved at lade mobilen og SoMe ligge.
Der er sørme altid noget vigtigt, der skal postes om syltning, politik eller den skønne Stand Up Paddle-tur. For ikke at tale om alt det vigtige, man er nødt til at følge med i, fordi verden jo brænder!
Eller gør den? Måske er det forestillingen om, at verden brænder, der er realiteten, og det som får telefonerne og fiberkablerne til at gløde, varer og penge til at flyde, medier og politikere til at råbe og demokratier til at skælve?
Så måske skal vi øve os på at begrænse os. Overgive os til rastløsheden og kedsomheden og undlade at gribe ud efter den digitale virkelighed og derved bidrage til, at verden brænder lidt mindre. Måske bliver vi så lidt rigere og friere. Måske opstår noget fortryllende? Måske hører vi sirenernes sang?
