Data og it fylder mere og mere i vores gennemdigitaliserede liv. Hvis vi ikke får en grundig debat af reduktionsmål i it-sektoren, misser vi en voldsomt vigtig del af den grønne omstilling. Lad os håbe, at regeringens klimapartnerskab for it, service, rådgivning og turisme kan blive et startskud til den debat, som vi har undladt at tage alt for længe.
Regeringen lancerede i november et smart klimainitiativ, da den nedsatte 13 klimapartnerskaber. Her skal erhvervsledere inden for forskellige sektorer selv forpligte sig på klimainitiativer, som vil nedbringe deres klimaaftryk i 2030. Smart, fordi det forpligter erhvervslivet til selv at tage de grønne målsætninger til sig og samtidig giver anledning til, at de virksomheder, som er ambitiøse og kreative i deres klimatiltag, kan inspirere andre i deres branche og det politiske system generelt.
Indtil videre er det de større og tungere brancher som industrien, transportsektoren og landbruget, som er løbet med det meste af opmærksomheden i debatten om vores fælles grønne omstilling.
Men så længe politikere på tværs af ideologiske skel satser på big data, kunstig intelligens og yderligere digitalisering som en af vores væsentligste vækststrategier, bliver vi nødt til at finde grønne veje for it, digitalisering og data.
I løbet af det sidste år har vi som fagforening for de it-professionelle i Danmark set begyndelsen til en grøn bevægelse på it-området. Vi ser en række forskellige initiativer opstå blandt grønne it-aktivister, som ønsker at skabe kollektive løsninger på det stigende dataforbrug og genanvende hardware, så det ikke bliver til giftigt elektronisk affald, eller stille krav til deres arbejdspladser om mere bæredygtige arbejdsformer.
Data og it fylder mere og mere i vores gennemdigitaliserede liv
Som fagforening forsøger vi at give stemme til disse bevægelser, samle dem i relevante netværk og lære sammen med dem. Her kommer derfor vores råd til it-siden af regeringens klimapartnerskab – direkte fra de it-professionelles virkelighed.
For det første skal hele værdikæden tænkes ind. It begynder med udvinding af sjældne og værdifulde ressourcer under slavelignende arbejdsvilkår og med store udledninger. It-branchen bør kræve et overblik over de udledninger og arbejdsforhold, som er forbundet med produktion og transport af it-produkter.
Der skal være et tæt og forpligtende opsyn med underleverandører, producenter og transportfirmaer i forhold til deres klimaaftryk. Vi skal justere handelspolitikken til at fremme leverancer fra grønne og etisk forsvarlige aktører. Som det er nu, har din laptop allerede brugt cirka 80 procent af den samlede CO2-udledning, når du køber den. Det er med andre ord produktionen, som er hovedproblemet.
For det andet skal vi stille skærpede krav til, hvordan vi opbevarer og forsyner data. Og vi skal diskutere, om vi skal prioritere at opbevare alle typer af data. Lige nu udgør opbevaring af overvågningsdata på forbrugere, som muliggør aggressive, målrettede digitale reklamer, omtrent ti procent af de samlede CO2-udledninger fra internettet.
Vi skal engagere de tech-giganter, hvis hele forretningsmodel går ud på at indsamle og opbevare enorme mængder af oplysninger på os alle sammen, i at bidrage til at udbygge de bæredygtige energiressourcer, så deres datacentre ikke de facto udvider efterspørgslen efter sort energi.
For det tredje skal vi have et nøjagtigt overblik over klimaaftrykket ved at smide elektronisk og digitalt affald ud. Lige nu er mange firmaer af den overbevisning, at GDPR stiller så skrappe regler, at det reelt gør det umuligt at genanvende hardware. Andre udskifter hardware ofte for at få mere energieffektive maskiner. Men forskning tyder på, at klimaaftrykket ved at producere store mængder af digitalt affald er så stort, at vi skal genanvende så meget, vi kan.
Her kan vi se mod Norge, som har haft succes med statsligt støttet indsamling og genanvendelse af virksomheders elektronik, som kan renses og leve et langt liv i mindre digitaliserede lande.
