Coronavirussen hærger det ganske land og rammer ikke kun med sygdom og død, men også med nedgang i produktion og salg, afskedigelser, lukninger af virksomheder og konkurser. For at inddæmme og forsinke spredningen af virussen er der fra regeringens side iværksat en lang række foranstaltninger, hvor af nogle er ret indgribende i vores liv og færden.
Modsat mange andre lande har Danmark en enestående samfundsmodel for at håndtere de store omvæltninger på arbejdsmarkedet, som opstår som et resultat af kampen mod coronavirussen. Fundamentet er vores dagpengesystem, som gør det muligt at afbøde de værste økonomiske konsekvenser ved bortfald af job. Herudover kan systemet bruges til at supplere lønnen, såfremt der er behov for at hjemsende medarbejdere helt eller delvist.
Oven på dette fundament kan der laves aftaler mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen, som kan være med til i endnu højere grad at afbøde virkningerne af en krise, og hvor ikke kun lønmodtagerne, men også virksomhederne og de selvstændige kan inddrages. Samfundsmæssige problemer kræver samfundsmæssige løsninger, og det er det, den danske model er bygget op om. Det skal ikke være den enkelte borger eller virksomhed, som skal betale for de kriser, der rammer hele samfundet.
Det skal ikke være den enkelte borger eller virksomhed, som skal betale for de kriser, der rammer hele samfundet
Det er derfor godt at se, at regeringen sammen med fagbevægelsen og arbejdsgiverne hurtigt har givet sig i kast med at lave trepartsaftaler, som kan være med til at afbøde virkningerne af de foranstaltninger, regeringen har indført for at dæmme op for spredningen af virussen.
Den slags aftaler viser netop, hvad den danske model og dens årelange tradition for samarbejde hen over forskellige interesser kan byde på. Her kan nemlig aftales og gennemføres konkrete løsninger på komplekse problemstillinger i den slags alvorlige kriser, vi er i for øjeblikket. I andre lande vil forsøg på at løse problemerne ofte blive heftigt politiseret, forsinket eller aldrig lavet, og dermed vil løsninger blive mindre effektive og være med til at forsinke eller forlænge en krises afslutning.
Den måde at løse problemer på er dog dybt afhængig af, at både lønmodtagere og virksomheder er organiserede. For at kunne repræsentere en part i en trepartsforhandling, skal man have så mange medlemmer, at aftalen faktisk får gennemslagskraft og kan effektueres. Så det bør vi ikke glemme i kampens hede.
Selv om det anbefales, at vi er sammen hver for sig, kræver de rigtige løsninger et sammenhold fra alle. Det kræver også et robust dagpengesystem, som kan tage de første slag i kampen mod krisen. Når denne krise er overstået, er det på tide at få kigget på, hvordan vi får rettet op på de mange års konstante forringelser af dagpengesystemet. Et godt og sikkert dagpengesystem kan nemlig også være med til at hindre udbredelsen af smitte i vores samfund.
