"Det handler om at ændre nogle vaner, så vi kan opnå et større mentalt overskud," siger Mads Hofman Hansen, der er adm. direktør i Abtion, som har en firedages arbejdsuge. Foto: Abtion

ARBEJDSLIV

"Det handler om at tage et opgør med hamsterhjulet"

"Arbejd, arbejd!" synger Bikstok Røgsystem intenst. Men er sandheden, at vi skal arbejde mer', mer' og endnu mer'? I øjeblikket er vores arbejdsliv til debat, og fløjene er hårdt trukket op. Hos Abtion har man taget stilling til, hvad et bæredygtigt arbejdsliv består af – og her er svaret en 30 timers arbejdsuge.


Hvad er det gode liv? Et balanceret liv? Et godt arbejdsliv?

Der er ikke ét svar på det spørgsmål, for vi lever alle sammen forskelligt (og gudskelov for det).

I øjeblikket er der dog ingen tvivl om, at det gode liv er til debat.

Hvis vi skærer det hårdt op, så står regeringen (og dele af erhvervslivet) på den ene side og kalder på, at vi skal arbejde mere og bidrage yderligere til samfundet og væksten.

Og på den anden side står gruppen af folk, der hylder ’Ærø Manifestet’, som Maj My Humaidan har skrevet, og som handler om kampen for et roligere liv og et opgør med den gængse måde at leve på.

Et af spørgsmålene i debatten er – eller kunne være – hvor stort et ansvar, arbejdspladserne har for at skabe det gode liv?

Hos Abtion, som har taget stilling til det gode arbejdsliv og derudfra formet nogle rammer for deres medarbejdere, har Mads Hofman Hansen ikke et klart svar på det spørgsmål.

”For jeg tror ikke, der er nogen entydig sandhed,” siger direktøren.

Jeg tror på, at det vil give økonomisk mening på bundlinjen i sidste ende.

Men når han kigger på den debat, der kører i disse år, så mener han, at det er afgørende, at vi kigger på, hvor meget arbejdet fylder i danskernes liv.

”Når Mette eller andre politikere siger, at vi ikke har råd til, at vi går ned i tid, så kunne et svar være, om vi har råd til at lade være? For hvis vi nu rent faktisk bliver en bedre udgave af os selv og kan hælde noget mere over i andres kopper, så kan det være, at vi kan spare sundhedsvæsenet for en masse, og at vi kan afhjælpe virkelig mange stresssygemeldinger,” siger Mads Hofman Hansen.

”Det er svært at gøre op på makroniveau i samfundet, men jeg tror på, at det vil give økonomisk mening på bundlinjen i sidste ende. Vi kan for eksempel se hos os, at antallet af folk, der er ramt af stress, er ubetydeligt, og vi har også en høj fastholdelsesgrad. Så det vil altså sige, at folk kan være her hele livet uden at blive kørt helt død.”
 


Hvis man spørger udvikler Markus Obelitz, der i fem år har haft en firedages arbejdsuge på 30 timer, er der også god musik i at kigge på en ny struktur for vores arbejdsliv.

”Jeg synes, det er ærgerligt, at sådan en som Mette Frederiksen går ud og slår på noget, som ikke er bæredygtigt,” siger han.

”Det, jeg oplever som fordelene ved den her måde at arbejde på – og som jeg både har mærket på egen krop, og som man kan læse i forskellige undersøgelser – er, at nedsat tid giver færre sygedage, og folk bliver ikke nedslidt så hurtigt, så vi kan være en arbejdskraft i længere tid.”

Så i bund og grund vil en nedsat arbejdstid altså være en langvarig investering i nogle skattebetalede borgere, pointerer Markus Obelitz.

”Jeg synes faktisk, at det er pinligt uoplyst – og måske endda lidt tvunget uoplyst – at regeringen taler for den der ufleksible arbejdsform, hvor vi bare skal arbejde 37 timer, måske gerne 40, og at du ikke skal være ked af det, hvis du kommer og henter dit barn sent,” siger han og fortsætter:

”Det er en underlig retorik at vælge – især når vi ved, at der er så mange borgere, der har det skidt, og at os nye generationer gerne vil have mere fokus på mental sundhed.”

Nedsat tid giver færre sygedage, og folk bliver ikke nedslidt så hurtigt.

Bæredygtighed bør generelt være udgangspunktet, når vi taler om fremtidens arbejdsmarked, mener Mads Hofman Hansen.

Og det er netop også det bæredygtige arbejdsliv, som Abtion og virksomhedens søsterselskab ’4’ har fokus på.

4 startede med at hedde ’Institut for firedages arbejdsuge’, og det blev stiftet af Bo Kønskov Hansen, som tidligere var direktør i Abtion.

LÆS OGSÅ: IT-udvikleren Markus har fri hver fredag – er det lykken?

Idéen er lave en form for konsulenthus, der sætter fokus på det bæredygtige arbejdsliv – og inddrager både forskning og praktisk erfaring – og hjælper virksomheder, der gerne vil skrue ved deres nuværende rutiner.

”Det startede med at hedde ’Institut for firedages arbejdsuge’, og det fik en masse opmærksomhed. Men det var et problem, at der var virksomheder, der ikke turde at tale med os, fordi de ikke ønskede en firedages arbejdsuge, men bare var interesseret i, hvordan de kunne få bedre styr på hverdagen,” siger Mads Hofman Hansen, som også er partner i 4.

Søstervirksomheden skiftede derfor navn, men grundidéen er den samme. I dag tager Bo Kønskov Hansen ud og holder foredrag og oplæg, og konsulenthuset arbejder generelt for at sprede budskabet om, at man skal tage stilling til, hvordan man vil arbejde.

”Vi har aldrig været religiøse om, at det skal være 30 timer eller en firedages arbejdsuge. Der er 17.000 forskellige måder at skrue det sammen på,” siger Mads Hofman Hansen.

”Det, som det handler om, er at tage et opgør med hamsterhjulet og ’det, vi plejer at gøre’. Det handler om at ændre nogle vaner, så vi kan opnå et større mentalt overskud.” 

LÆS OGSÅ: Fjollede workarounds: Få løn for at restituere i syv timer


Læs også...

Der mangler et opgør og nye alternativer til techgiganternes forretningsmodel, som fremmer hadtale. Tag jer sammen og kom i gang, lyder det fra Maia…

Hatespeech, antifeminisme og manosfære er blevet forrygende forretningsmodeller for influencers på sociale medier. De har fået godt tag i unge mænd…

Tobias Fonsmark har aldrig før oplevet så stor interesse for datasikkerhed og open source. På tværs af europæiske grænser vokser nye initiativer frem.…

To danske forskere har fået 21 millioner kroner til at etablere det første center i verden, som skal forske i effekterne, når kunstig intelligens…

Er din arbejdsgiver blevet opkøbt af en anden virksomhed? Her vil du som ansat have nogle særlige rettigheder – bliv klogere her.

Sven Uhrenholdt Frenzel er 31 år og arbejder som systemarkitekt hos Banedanmark.

Tusindvis af børn og unge ser med, når William Karlberg og hans kolleger tager politiuniformen på og livestreamer en gamingaften eller lægger en…

PROSA kæmper for en 30 timers arbejdsuge, for det vil komme både den enkelte, virksomhederne og samfundet til gode. Samtidig trænger fagforeningerne…

Vores samfund er ikke gearet til en 30 timers arbejdsuge, og derfor risikerer medarbejdere på nedsat tid at komme i problemer, hvis de på et tidspunkt…

Hos Abtion arbejder medarbejderne kun 30 timer om ugen, og de har fri hver eneste fredag. Extreme Programming, semi-faste arbejdstider og pomodoro er…