Det er nu tre år siden, at Danmark fik sidste første digitaliseringsministerium.
Tak for det.
Det kom efter, at PROSA og andre som havde fulgt digitaliseringen og IT-politikken i årevis havde advaret om fraværet af sammenhæng, rød tråd og en overordnet strategi.
Ja, faktisk havde krummet tæer.
Den ene skandalehistorie efter den anden om systemer, som aldrig blev til noget eller rullet ud over borgerne i håbløs form, tankeløst og ligefrem måtte trækkes tilbage.
Den danske digitalisering har en gigantisk hall of shame.
Den danske digitalisering har en gigantisk hall of shame. Altså med adskillige projekter, som er faret vild i gråzoner mellem ministerier, uvidenhed og manglende transparens. Og i øvrigt groft underfinansieret på vedligeholdelsessiden.
Der er et kæmpe hul af mange, mange spildte milliarder af skattekroner og skandaler gravet stadig dybere med spadetag fra en næsten pinlig tilgang til digitalisering i alt fra skatteministerium til justitsministerium og de systemer, vi trækker ned over sundhedsvæsnet.
I IT-fagforeningen PROSA har vi længe forsøgt at skubbe på mod mere fornuft, men det er fra øverste politiske hold at sporene lægges. Gerne fra et stærkt og handlekraftigt digitaliseringsministerium.
Skandaler og fejldispositioner har således stået i kø og mangler ligeså.
Det er så groft, at kun uvidenheden og den politiske berøringsangst over for emnet IT har tonet dem ned i forhold til deres reelle størrelse.
Den samme berøringsangst, som har givet techgiganter og lobbyister kronede dage, når IT-platforme skulle udrulles herhjemme.
Resultaterne har været skræmmende.
Resultaterne har været skræmmende.
Datasuverænitet har til en vis grad været en by i Rusland, eller måske snarere i Silicon Valley.
Open source derimod var noget som ingen forstod vigtigheden af, og som blev skudt effektivt ned, før det fik chancen for at vise sin flyvefærdighed.
Skolerne er blevet proppet med big techs værktøjer, Ipads og Chromebooks.
Den teknologiforståelse, som vi i høj grad skal leve af og som skal sikre samfundet og vores fremtidige systemer og økonomiske fødekæde har ofte været en død sild i skolerne.
Den politiske debat har stort set fulgt de spor, som techgiganterne og deres lobbyister har lagt, og viklet ind i deres guirlander af hype omkring deres lukkede, dataslugende systemer og stadig dyrere licenser.
Derfor var et digitaliseringsministerium mere end tiltrængt. Det var sidste udkald.
Der var et tvingende nødvendigt behov for at samle trådene. For at rydde op. For at lave vigtige strategier. For at handle hurtigt.
Nu er der så gået tre år.
Tre år til det absolut bedre, men udgangspunktet var også meget lavt.
Tre år til det absolut bedre, men udgangspunktet var også meget lavt.
Men samtidig også tre år med spildte muligheder, træghed og stor grund til bekymring.
Tre år med skåltaler, fine ord – og meget lidt og meget langsom handling. Det, der primært er produceret, er papir. Masser af papir. Det er som om, vi langt hen ad vejen går i stå i labyrinter og irgange mellem de forskellige ministerier.
Som om regering og Christiansborg slet ikke har indset, hvor afgørende og fundamental og vigtig IT-politik og digitalisering er. Mere end nogensinde. Især med AI-bølgen og den ret farlige hype af samme fra de big tech firmaer, som står bag de store modeller.
Selv om Trump-administrationen til en vis grad har revet skyklapperne af os, og blottet, hvor afhængige vi er af amerikansk tech, og dermed ændret den politiske debat.
Men handlingen og strategien mangler stadig.
Det skyldes ikke de to digitaliseringsministre, Marie Bjerre og Caroline Stage, samt sidstnævntes nuværende barselsvikar Christiana Egelund. De skal have ros for at have løftet udfordringen og forsøgt at give ministeriet form og synlighed. Men det har reelt været en næsten umulig opgave.
Derfor er de nok stadig ukendte og ubeskrevne blade i den almindelige offentlighed.
Skubbet ned under mere profilerede ministre og ministerposter. Slet ikke prioriterede nok. Ja, barselsvikaren er faktisk allerede minister i et andet ministerium.
Digitaliseringsministeriet burde være blandt de absolut største og vigtigste.
Digitaliseringsministeriet burde være blandt de absolut største og vigtigste. Med de størst tænkelige muskler.
Hvis ikke vi ønsker at tabe en af de vigtigste kampe og udfordringer nu og fremover – skal det være resultatet på den anden side af et valg.
At IT-politik, AI og digitalisering ikke allerede er et gigantisk tema under den gryende valgkamp, viser om noget et politisk svigt.
Og også et svigt blandt medier og meningsdannere, som ikke stiller de rette og vigtige spørgsmål.
Der er få mere indgribende og vigtige områder – politisk. Hurtig, gennemtænkt, fleksibel og markant handling er dybt nødvendig. Vi skal simpelthen ud af slæbesporet. Vi skal gøre IT-debatten til noget som rangerer helt i toppen af den politiske dagsorden. For det er der den hører til.
Det er noget af det mest afgørende for vores samfund, velfærdsstat, vores arbejdsmarked, vores trivsel, vores sikkerhed, vores suverænitet, vores uddannelse og for vores demokrati og for at sikre karrieremuligheder og vækst for fremtidige generationer.
Vores folkeskole, gymnasier og videregående uddannelser er alle på bare tre år forandret til ukendelighed, hvis vi ser på, hvordan opgaveløsning sker ved hjælp af sprogmodeller som ChatGPT.
Meget tyder på, at vores analytiske og reflekterende og tekstlige evner rasler ned i samme forbindelse.
Chatbots æder sig ind og overtager socialisering, undervisning, rådgivning og opmærksomhed. Men vi har stadig ingen strategi og udrullet politik for at det bliver brugt rigtigt.
Vi er nærmest et af de eneste europæiske lande uden en klar og obligatorisk teknologiforståelse på skoleskemaet, til trods for at brug, forståelse og kendskab er blandt de vigtigste værktøjer for unge og voksne i dag. Vi taler kun skærmforbud, ikke om hvordan, vi bruger skærmene bedst.
Big tech sidder stadig tungt på vores samfund, til trods for, at gevinsten, væksten og produktionsstigningen, og dermed det mulige overskud, langt hen ad vejen siver over til techoligarker fremfor til borgere, velfærd og samfund.
Vi står over for en periode med ukendt, men kolossal transformation af det danske og glolabe arbejdsmarked. Mange risikerer at komme i klemme, miste jobs, falde mellem to stole, ikke kunne få juniorstillinger, ikke benytte deres uddannelse – hvor er den politiske handling?
Med stadig bedre algoritmer bliver muligheden for at overvåge og løndumpe stadig mere udtalt på arbejdspladser. Hvor er debatten, beskyttelsen, forebyggelsen.
De systemer, vi benytter, er kun sjældent open source, og helt uden for vores kontrol. De kan lukkes, udbyderne kan hæve prisen, og vi ikke få dokumentation for, at de ikke benyttes til at suge og dele persondata. Big techs totale knæfald for Trump-administration for at få deres vilje igennem og frit spil, burde virkeligt bekymre her.
Hvor er investeringerne? Handlingerne?
Frigørelsen fra big tech?
Plan for undervisning? Uddannelse?
Cybersikkerhed?
Fokus på at bevare værdier, som dag for dag udhules mere og mere fra de store amerikanske spillere bag sociale medier og chatbots?
Hvad vil vi selv?
Fremtiden er nu. Men handlingen er desværre langsom, langsigtet, gemt bag skåltaler og i bjerge af papirer!