Foto: Ivan Engler

I kryptovalutaens vold

Det var i slutningen af januar 2016, at jeg langt om længe besluttede mig for at blive fornuftig og begynde at spare op. På bankkontoen er det naturligvis meningsløst, da der ikke længere findes renter. Til aktiekøb var min kapital temmelig ringe: 500 schweizerfrancs (3.200 kroner, red.). Derudover havde jeg i mit liv hørt for mange nyheder om kursfald og bobler, der sprang. Og hvad ville resultatet være? I allerbedste tilfælde, med 20 morderiske procent i afkast, ville jeg få 100 francs i gevinst om året. Og det, bare fordi man i værste fald udbytter de ansatte endnu mere i de foretagender, man investerer i, ligesom når man presser citroner? Aktier var dermed udelukket for mig. For risikabelt, for lidt profit og for ondsindet.

Jeg besluttede mig for at afprøve digitale penge. Jeg havde engang på en café lært en filosofistuderende at kende – hun havde tjent titusinde francs på bitcoins. Man hører jo overalt om kryptovalutaer. Disse digitale penge, der i stedet for forfalskningssikre pengesedler består af computerkode, som ikke kan knækkes, og som opbevares på nettet. Hvis et stykke papir kan være meget værd, tænkte jeg, hvorfor så ikke også et par linjer kode?

Drømmen om en bedre bitcoin

Fordi jeg ikke havde nogen anelse om, hvordan jeg kunne få fat i kryptopenge, ringede jeg til en hacker, jeg var blevet venner med. Officielt var han ludfattig. Ganske vist havde han i sin lejlighed i det sociale boligbyggeri nogle harddiske fulde af digitale penge. Men det kunne ingen vide – denne pengevirksomhed er mere diskret end nogen schweizisk bankrådgiver. Mere om det senere.

Første gang mødtes vi en lørdag eftermiddag på en café. Jeg skulle tage min computer med. Min ven ville købe de digitale penge til mig, sagde han. Jeg skulle så overføre den tilsvarende værdi til ham senere. Så spurgte han, hvad det var, jeg nøjagtigt ville have. Ether, sagde jeg. For 500 francs.

Ether var en af den tids dusinvis af digitale valutaer. De fleste er simpelthen bitcoin-kloner.

Vitalik Buterin er en 24-årig russisk-canadisk programmør og skribent, som i 2013 grundlagde Ethereum-netværket og introducerede kryptovalutaen ether, fordi han ønskede at skabe en endenu bedre digital platform end bitcoin. Foto: Ritzau Scanpix

Men ethers ophavsmænd havde gjort sig den umage at opbygge deres eget system, kaldet Ethereum. Deres drøm var en bedre bitcoin. Ethereum kendte jeg, fordi jeg havde skrevet et portræt af skaberen, et dengang 21-årigt vidunderbarn ved navn Vitalik Buterin.

Buterin var absolut sikker i sin sag: Han ville opbygge et hidtil fuldstændigt uset netværk til værdistrømme. Ether, valutaen, skulle i den forbindelse ikke være andet end vandet i de digitale kanaler i det nye system ved navn Ethereum. Ether var ikke tænkt som betalingsmiddel eller til spekulation. Vitalik Buterin havde endog frarådet mig at købe. For ham gjaldt det meget mere om at afskaffe pengene og dermed også bankerne. Han var en digital Lenin. Hans team af nørder havde gjort et godt indtryk. Der var endda kvinder på holdet.

Bilmotorer og blyanter

Det tekniske volapyk på nettet afholder mange af mine bekendte fra at købe digitale penge. Det gør dem angste. Måske er de bange for, at de er for dumme til det. Hvis man taler til dem om digitale penge, løfter de advarende fingeren og spørger, om man nu også forstår det tekniske i det. Det er, som om man først kunne få lov at køre en bil, hvis man kan forklare motoren. Selv blyanter ville være tabu for de fleste, hvis man ser sådan på det.

Faktisk fungerer vores højtudviklede verden kun af den grund, at vi benytter ting uden at forstå dem. Forestil dig, at folk kun ville benytte deres computer, når de kunne programmere. Verden ville stå stille. I praksis er det sådan, at man kan købe og sælge ether og bitcoin fuldstændig problemfrit, uden at man aner en bønne om, hvordan grejet fungerer teknisk. Det er endda enklere end at sælge æbler på markedet. Kun starten er usædvanlig. Da jeg mødte Vitalik Buterin midt i 2015, lå kursen på 1,33 francs.

– Ether ligger for tiden på 2,67 francs, fastslog min ven på caféen.

Det var i februar 2016. Værdien var altså fordoblet i løbet af seks måneder. Jeg nikkede. Han åbnede noget, der så ud som en e-mailkonto. En digital pengepung, kaldet en wallet.

– Et eller andet sted skal jeg jo sende dine penge hen, sagde min ven.

Han åbnede et tekstdokument og kopierede adressen på min digitale pengepung ind i det: 0xb32b63a61be2f4b3525a2ca c1d1e56685abf9e58. Koden var en nummerkonto, bare på internettet. En konto inden for den legendariske blockchain.

Det store lejrbål

Blockchain er ikke andet end en global kontobog, som alle kan få indsigt i, og som til enhver tid opregner, hvor stort et tilgodehavende der allerede ligger på de enkelte nummerkonti. Millioner af computere har allesammen identiske kopier af denne databank – som sikkerhedskopi. Blockchain fungerer, som om alle mennesker sidder i kredsen om et stort lejrbål, og hvis den ene giver den anden noget, så opfatter alle det og husker det.

På den måde er systemet i praksis umuligt at hacke. Enhver digital valuta bygger i dag på blockchain. Fordi denne kontobog – helt modsat min bankkonto – er offentlig, vil enhver, der måtte kende mit digitale kontonummer et eller andet sted fra, kunne se, at der den 9. februar 2016 kl. 14.15 er indgået 187,74082 ethers. Dertil behøver man kun indtaste min kontonummer i Etherscan.io.

Min ven kopierede endnu to adgangskoder til mig i min tekstfil.

– Disse adgangskoder skal du bruge for at kunne flytte pengene. Dem må du ikke vise til nogen, sagde han.

Allerhelst skulle jeg printe dem ud og derpå slette dem fra computeren. Der findes et utal af digitale lommetyve, der bare venter på at tømme kontoen hos begyndere som mig.

Ganske vist kan ingen hacker ændre på, hvad der står i den store blockchain-bog og dermed nemt skaffe sig penge, men adgangsdata til virtuelle pengeposer kan man stjæle lige så let som adgangskoden til en e-mailkonto.

Sikkerhedskopi til forældrene

Jeg nikkede, gemte tekstfilen i en undermappe, der var svær at finde på min computer, og betalte kaffen. Hjemme lavede jeg straks et print. Og gav for en sikkerheds skyld mappen endnu et upåfaldende navn: ET. Men hvad nu, hvis min lejlighed brændte? Inklusive computer og print? Jeg skrev en sms til min ven. Han rådede mig til at sende sikkerhedskopier på usb-nøgler til mine forældre.

Siden bitcoin blev indført sidst i 2008, er der oprettet nummerkonti med bitcoin-beløb, som er hundredvis af millioner francs værd, men endnu aldrig er blevet rørt. 64 procent af alle bitcoins er aldrig blevet brugt. Her er de spekulationer, man kan gøre sig om det: 1. Pengene tilhører den legendariske, anonyme bitcoin-grundlægger, der snart må være et af de rigeste mennesker (hvis han findes og er i live). 2. Kontiene tilhører mennesker, der engang har afprøvet bitcoin og siden har mistet deres adgangskode.

Der var da heller ingen, der anede, at nogle absolut uanvendelige tal- og bogstavkombinationer engang ville blive mere end 7.000 francs værd pr. bogstavenhed.

"For mig havde ether helt enkelt det bedste logo af alle kryptovalutaer". Foto: Ritzau Scanpix

Efter bitcoins succes har der hele tiden været folk, der har kreeret deres egne, nye valutaer. Også de håber så på en ny rumraket. Det lykkes hver gang. Selv den trodsige programmør af Dogecoin, en digital mønt med hundelogo, der var tænkt som en satire over bitcoin-hysteriet, blev uventet rig. Folk købte helt enkelt hans hundemønt. Alene begrebet kryptovaluta lokkede dem. De, der købte tidligt og billigt, vandt for det meste.

Egentlig er bitcoin narko

En ny klasse af rige opstod: Krypto-millionærerne. Blandt dem er bitcoin-millionærerne de grundlæggende fædre. De fleste af dem var nogle syrehoveder, så dovne og ængstelige, at de hellere ville købe deres stoffer på nettet end på gaden - og betale med bitcoins, fordi politiet ikke kunne efterspore disse i modsætning til andre betalingsmåder. På et tidspunkt opdagede syrehovederne, at handelen med penge gav et større kick end narkoen. Egentlig er bitcoin selv et stof.

Ether-spekulanterne, kunne jeg fastslå, var egentlig tekno-utopister. De troede på en bedre fremtid og på den unge Ethereum-grundlæggers genialitet. Jeg for min del tænkte, at det var for sent for spekulative gevinster. Og hvorom alt var: 500 francs. Jeg tænkte egentlig ikke ret meget. For mig havde ether helt enkelt det bedste logo af alle kryptovalutaer. En blågrå rombe bestående af flere trekanter. Meget elegant.

I ugerne efter fulgte jeg lejlighedsvis med i, hvordan ether-kursen udviklede sig. Jeg googlede "ETH CHF Chart“ og fandt hjemmesider med Coingecko, der viste mig rystende kursstigninger. Min investering firedobledes. I midten af marts 2016 var mine 500 francs blevet til 2.000. Jeg havde for længst overfløjet aktiemarkedet og byggelånekontrakterne.

Glad postede jeg et skærmbillede på Instagram og fik et par likes. Jeg spurgte mig selv, om jeg skulle sælge igen. Jeg havde ganske vist ingen anelse om hvordan. Min hackerven ville jeg ikke forstyrre endnu en gang. En anden ven, der for år tilbage var stået af krypto-computerspillet, rådede mig til straks at sælge alt eller helt enkelt at hæve mine 500 francs og så at sige omkostningsfrit lade resten ligge.

Kryptovalutaer var et stort bedrag. Han havde selv engang været en sådan bedrager. En "hval", som man kalder ejeren af en stor mængde. Man lavede aftaler i chatfora og besluttede sig helt enkelt for at drive værdien af en bestemt valuta i højden, ved at man indkøbte den i fællesskab. At "pumpe" hed det. Og så, pludselig, på et aftalt signal, ville hele gruppen sælge på samme tid. Det var altid det samme. Hvalerne høstede kæmpegevinster. Alle andre tabte. Han havde i årevis levet som en millionær. Til sidst havde han ikke andet tilbage end et problem med kontanter.

Jeg tøvede. Jeg håbede på flere gevinster. Så begyndte griskheden. Som var det en straf, kollapsede kursen. Fire uger senere havde jeg kun omregnet 1.000 francs tilbage. Der fulgte et sammenbrud. Et stort Ethereum-projekt blev hacket, og mere end 50 millioner dollars blev stjålet. Det førte til en krig mellem udviklerne, hvilket førte til en opsplitning af valutaen: ether (ETH) og ether classic (ETC). Hvilket igen førte til, at jeg mentalt afskrev mine 500 francs.

Hvordan 500 blev til over 20.000

Et år senere, nøjagtigt den 21. maj 2017, sidder jeg med min gamle ven Moritz på en parkbænk. Moritz ruller sig en cigaret. Dåseøllen er varm og smager af blik. Vi kigger ud i natten.

– Havde du ikke købt ether?, spørger han pludselig.

– Findes den endnu?, siger jeg.

– Sidste gang jeg kiggede, lå kursen på 60 francs, siger Moritz.

– Hvad?!

Jeg regner efter i hovedet: Mine 500 er nu over 10.000 francs værd. Straks googler jeg kursen. En ether koster 144 francs! Det svarer til over 20.000 francs. Wow.

– Hmm ... jeg ved slet ikke, hvor jeg har koden. Og så var der også den her opsplitning. Jeg aner ikke, om jeg har ETH eller ETC, siger jeg til Moritz.

ETC ligger på 8 francs pr. mønt. Dermed har jeg kun sølle 1.400 francs. Jeg skriver straks til min hackerven. Om morgenen svarer han: "Hvis du ikke har foretaget dig noget under opsplitningen, har du nu begge valutaer".

Kan det virkelig være rigtigt? Nervøst gennemroder jeg den papirstabel, hvor jeg lægger alt fra mig. Endelig finder jeg adresse og adgangskoder. "Kig efter, om etherne stadig ligger i din wallet", havde min ven rådet mig til. "Måske har nogen hacket dig og tømt det hele. Den slags sker".

Hvor er mine ether?

Jeg åbner Etherscan.io og kopierer adressen i søgefeltet. Og dér ligger de, mine små ethers. De er der allesammen, urørte i over 500 dage. Egentlig burde jeg på dette tidspunkt finde ud af, hvordan man trækker sig ud. Eller i det mindste afprøve, hvordan man flytter pengene. Jeg undskylder mig over for mig selv med, at man jo heller ikke kyler en særlig fin ret i sig, men nyder den langsomt. Kun den grådige kaster den i sig.

I virkeligheden var jeg for længst nået dertil. Jeg ville have mere. Kurven gik stejlt opad – en hushøj bølge, der tårnede sig op foran mig. En bølge, der hele tiden blev ved med at vokse. Hvis man går på Coingecko og kigger på kurveforløbet siden etableringen af ether, ser man, hvordan kursen i måneder ad gangen forløb fuldstændig fladt, et eller andet sted omkring 12 francs.

Og så, i februar 2017, begyndte den at stige. Først lidt. Så hele tiden stærkere. Pludselig rejste bølgen sig op og skød i retning af månen. "En hockeystav", siger statistikere om sådan et forløb.

Egentlig findes den kun i præsentationerne fra investeringsrådgivere. Men det her var ægte, og det skete for mig. Hver dag øgedes værdien af en ether med cirka 20 francs. Jeg havde en rentesats på 10 procent – om dagen. Hver dag tjente jeg 3.000 eller 4.000 francs mere. I det mindste i teorien. Zürich forekom mig pludselig at være en relativt fordelagtig by prismæssigt.

Da ether havde en værdi af 320 francs, i begyndelsen af juni, traf jeg et par bekendte i forretningssammenhæng. Allesammen kunstnere. Vi kom til at tale om Ethereum. Alle kendte den.

– Har du hørt om Birru?, spurgte én.

Birru er en designer, der kun tager imod betaling i bitcoin. For nylig skulle han være gået over til ether.

– Han er nu millionær. Han har sendt mig et skærmbillede af sin kontosaldo på Facebook.

Tanja viste mig det. Virkeligt. Én million. I det mindste omregnet. Jeg begyndte at drømme. I mellemtiden tjekkede jeg kursen hyppigere end mine Whatsapp-nyheder. Aktuelt stod den på 324 francs. Et par minutter senere var den allerede steget endnu en smule, og jeg havde igen et par tusinde virtuelle francs mere. I tankerne badede jeg i dollarsedler.

Efterhånden ville jeg se kontanter. For med ether kan man ikke betale nogen steder. Man kan ikke købe noget med den. Af de mange funktioner, penge teoretisk kan have – regneenhed, værdiopbevaring, betalingsmiddel – er ether mindst af alt et betalingsmiddel. Hvordan forvandler jeg dingenoterne til ægte penge?, spurgte jeg mig selv.

Grundkursus i skatteret

Jeg ringede til David. David var min joker. David var en superstjerne. Han havde nogle år før solgt sit firma og købt guld for pengene, og nu i 2013, efter en massiv kursstigning, havde han nøjagtigt i det rette øjeblik vekslet til bitcoin. På et møde på hovedbanegården i Zürich. Guld mod kode. David kom af med guldet, nu havde han den hemmelige adgang til en bitcoin-konto og gik fuldstændig lettet hjem. Guld faldt direkte herefter ned i kælderen. Bitcoin steg op i himlen.

– David, når jeg sælger ethers, skal jeg så betale skat af gevinsten?

David bor i en villa i nærheden af søen, han var i gang med at vande blomsterne.

– Nej, sagde han på sit beroligende schweizertysk

– Du skal ikke betale nogen skat af det. Det regnes som privat kapitalgevinst af bevægelig investeret kapital.

Bingo! Tidligere gik jeg meget ind for kapitalvindingsskat. Jeg fandt det uretfærdigt, at folk, der ikke rørte en finger, intet skulle betale af gevinsten på deres spekulationer i aktier, fast ejendom eller valuta. Nu havde jeg skiftet side. Jeg var blevet kapitalist.

– David, hvordan skal jeg sælge ethers?

– Via Schweizer Suisse, sagde han.

Det var en børs, som en bekendt bestyrede. Dyrere end et par andre børser, men pålidelig. Ikke som bestyrerne fra Mt. Gox, en bitcoinbørs, hvis indskud pludselig helt enkelt var forsvundet sporløst. Denne kæmpeskandale havde i 2013 styrtet bitcoin-handelen i en krise.

– Der findes en håndfuld børser til ether. Kraken, Poloniex og så videre. Ingen af dem handler ethers mod francs. Hos Kraken får man trods alt euro for ether, forklarede David mig.

Så fortalte han mig, at han dagen før havde solgt lidt ethers.

– For hvor meget?, spurgte jeg og fik en dårlig følelse over det grove spørgsmål.

– Omregnet 280 francs.

– I dag er det 320, sagde jeg.

David sank en klump.

Kragefodring

Om aftenen klappede jeg min computer op og søgte Kraken.coms hjemmeside. Jeg indtastede ikke adressen foroven i browseren, men googlede den. Det er et trick, min hackerven har vist mig. Så kommer man helt sikkert til den officielle hjemmeside og får ikke påduttet en falsk adresse af en manipuleret browser, som kan fiske adgangskoden. Jeg klikkede på linket til Kraken.com og kontrollerede virksomhedens adresselinje en ekstra gang.

Kursen lå i mellemtiden over 330. Det føltes, som om jeg skulle flyve. Der er den dér film, "Kosmopolis", efter en bog af Don DeLillo. Handlingen foregår i en valutaspekulants limousine, som kører gennem en by, hvor der hersker kaos. Det eneste, der bevæger spekulanten, er vekselkursen mellem kinesiske renminbi og dollar. I bilen hersker der absolut ro. Indtil spekulantens død. Den måtte jeg tænke over.

Illustration: Mikkel Henssel

For at handle med Kraken skal man åbne en konto. Så kan man i et felt indtaste, hvor mange ethers man vil udbyde, og i et andet felt, til hvilken kurs. Til slut skal man trykke på "sælg" og kan så spændt vente på, om nogen bider på. Det er alt. Næsten.

Først må man gennemgå en identificeringsproces i tre trin. Ligesom hos bankerne. Man kalder det: "Know your customer". Sådan går det altså til, at jeg til et websted ved navn Kraken, som jeg ikke har nogen anelse om, hvem bestyrer, indsender mine allermest personlige data: Et foto af mit pas og mit kreditkortregnskab. Kraken svarer, at jeg skal vente et par dage. Fuck!

Jeg følte mig urolig, men var grebet af bacillen.

– Hvor længe varer det hos Kraken, før jeg kan sælge?, skriver jeg til min hackerven.

– For mig varede det to uger, svarer han.

Også han var urolig.

– Hvorfor stiger og falder kurser egentlig?, spurgte han.

Det ærlige svar: Ingen ved det. Den ene sælger, fordi han tænker, det går ned ad bakke. Den anden køber, fordi han tænker, det går op ad bakke. Den øjeblikkelige kursværdi er summen af sådanne tanker. Hvis det var kendt, hvorfor en kurs stiger eller falder, ville der ikke være nogen spekulation, fordi alle ville kende den sande pris. Spekulation er resultatet af manglende viden. For at kunne forudsige kurser må man altså finde ud af, hvilke informationer spekulanterne råder over. Hvad de læser.

1,4 milliarder potentielle købere

Jeg googlede Ethereum og læste, at den nu 23-årige Ethereum-grundlægger, Vitalik Buterin, endog havde truffet Vladimir Putin i egen høje person. Jeg vidste dog ikke, om det var en god eller dårlig nyhed, eller om jeg skulle købe eller sælge.

Så kom jeg i tanker om, at Buterin havde sendt lange tekstbeskeder på mandarin, og at han så det største potentiale i Kina. 1,4 milliarder potentielle købere, tænkte jeg. Det giver håb om efterspørgsel. Min hackerven skrev til mig, at han havde forfattet en detaljeret udtrædelsesplan, og at han endegyldigt havde tjekket ud ved 500 francs. Nu tilhørte han angiveligt krypto-millionærklubben.

Næste dag, mandag den 12. juni 2017, traf jeg i Basel en forfatter, jeg var blevet venner med. Ved middagstid svømmede vi i Rhinen, og han talte til mig om ether. Han var vanvittigt interesseret. Og han fortalte om kunstnervenner, der havde opgivet deres fag for at blive ether-spekulanter. Og deres stemning steg og faldt med kurserne. Sådan gik det også mig. Om mandagen hen ved klokken 16 nåede ether-kursen sit absolutte højdepunkt på 386 francs. Jeg var lykkelig og besluttede at stå af, når der var kommet 100.000 francs ud af mine 500. Altså exit ved kursmålet 530. Grådighed? Ikke hos mig.

Symbolet på den digitale valuta

Klokken 17 brød kursen sammen. Et kursdyk på 340 francs i løbet af få minutter. Coingecko-siden var blokeret. Zerohedge, en vigtig finans-tweeter, skrev, at Ethereum havde tekniske problemer. Torsdag morgen var Coingecko stadig nede. Jeg havde besvær med overhovedet at finde kurserne. Alle sider viste noget forskelligt. Kursen faldt. En fjerdedel af min elskede gevinst var allerede forsvundet. Og mine hænder var bundet. Min Kraken-handelskonto var stadigvæk deaktiveret. Min hacker var taget ud at rejse.

Den 25. juni postede en anonym bruger følgende til det populære onlineforum 4chan: "Vitalik Buterins død bekræftet. Insidere sælger ether". Kursen faldt straks længere ned. Nyheden viste sig imidlertid at være fake news: Buterin lagde en selfie op. Men nervøsiteten forsvandt alligevel ikke.

Om morgenen gælder mit første blik ikke længere kone og barn, men min smartphone. På ether-børserne rasede et heroisk slag mellem optimister og pessimister. Kursen steg og faldt med op til 20 procent – i timen. Volatilitet kalder man det.

Jeg var urolig og ringede til min ældste ven. Skulle jeg forsøge at frigøre det hele? Eller handle på en eller anden måde, gå over i andre valutaer? Eller gamble?

– Nej, sagde Paul, som han hedder.

– Idéen med spekulation er at tjene penge uden at røre en finger for det.

Det må være den rene lære om spekulation. Paul er designer. Han havde ingen anelse om digitale penge. Jeg hørte på ham.

Et bundløst fald

Jeg er en maratonløber, der er kommet halvvejs. Det er hårdt at holde ud. Jeg må ikke sælge, før jeg er kommet i mål. På en eller anden måde må jeg give mig selv en opmuntring. Jeg går forbi Tesla-forretningen i Zürich og får en idé. Dér står en Model S. Jeg lader hænderne glide hen over den.

– Hvor meget?, spørger jeg.

Jeg kan få bilen for cirka 80.000 francs, fortæller den kvindelige sælger mig. Hvad jeg har, er omregnet cirka 55.000 francs. Med faldende tendens. Så mangler jeg endnu noget, tænker jeg. Og hvis jeg vil lægge noget til side til børnene, mangler jeg endnu mere. Men nu har jeg et mål: en Tesla og en opsparing til mine børn. I alt 100.000 francs. Så længe vil jeg beholde mine ether.

Det første styrtdyk er en oplevelse af at vågne op. Det skiller fårene fra bukkene. Enten holder man ud – eller man er ude. I sidste ende vinder den, der kan lægge bånd på sin kortfristede grådighed efter hurtig profit. Håber jeg.

Den 2. juli sker der et såkaldt flashcrash, og i et par sekunder er ether kun 15 francs værd, omtrent som i begyndelsen. Så springer den tilbage til 200.

"Krypto-life" kalder min hackerven det: Næsten oppe at røre ved solen, og så et bundløst fald. Men jeg vil ikke falde. Jeg vil stige op. Og netop dér viser det angiveligt så udviklede Ethereum-system svagheder.

Jeg spørger mere og mere mig selv, om min eks-spekulantven ikke havde ret, når han fra begyndelsen havde sagt, at jeg skulle sælge det hele. At det hele alligevel kun var et sneboldsystem, et kæmpebedrag, der til sidst ville eksplodere, og at jeg så ville få at føle, at man ikke kan spise bits. Jeg prøver på ikke at lade mit humør styre af kurserne. Men det er hårdt. Jeg får de der øjentrækninger, som plagede mig på uni før eksamener.

Den 2. juli vågner jeg om natten, griber min mobil og tjekker kurserne. Min kæreste sover. Tidligere var hun blevet rasende - fordi jeg ikke længere interesserede mig for noget, ikke for hende, ikke for børnene. Jeg ville kun tale om penge. Egentlig var jeg selv ligesom penge – tomme indeni, havde hun sagt. Jeg går ud i køkkenet, åbner vinduet. Udenfor er det en varm sommernat. Hvad der mest overrasker mig, er, at hendes raseri har ladet mig så kold. Jeg føler mig i min gode ret.

Jeg er nu én, der er imod kapitalvindingsskatten. En rationel investor, der går ind i Tesla-forretningen. Som hellere forbruger end betaler skat. Som tjekker kurserne, når jeg er på legepladsen. Som oftere holder sin mobil i hånden end sit barn. Jeg synes, jeg stinker. Nervøs, hektisk, selv om jeg i virkeligheden nok kan tåle at tabe 500 francs. Jeg er en grovæder.

Min bror og ether

Det er kort før midnat. Jeg ringer til min storebror. Han er computerfreak. Jeg tror på, at han er så klog, at han fatter blockchain. Tidligere har han altid tjent lidt penge på at handle med sjældne Lego-udgivelser over Ebay. Da jeg fortalte ham om ether, steg han straks på. Tydeligvis med mere end mig. Siden har der været stadig færre stabler af Lego-æsker hjemme hos ham. Derfor, tænker jeg, glæder han sig mere og mere over, at jeg ringer ham op.

Jeg fortæller ham om mine bekymringer. Han siger ingenting. Måske tjekker han allerede kurserne, tænker jeg. Måske interesserer han sig også kun for penge. Åh, min Gud! Måske har min grådighed smittet ham.

Forsigtigt prøver jeg ham af.

– Har du det dårligt med, at ether er styrtdykket?

– Tværtimod, siger han.

– Den ligger trods alt på 230 francs.

– Men det er jo en katastrofe. Jeg forsøger at få noget ud af det. Jeg vil nå 100.000, siger jeg så.

– Sikke noget vrøvl. Den blanding af panik og grådighed, den kender jeg. Indtil for nylig var jeg også stadig fuldstændig ophidset. Jeg ville være der i det rigtige øjeblik, trykke på knappen og sælge. På en eller anden måde opdagede jeg, at jeg overhovedet ikke behøvede de digitale penge. Min lejelejlighed, min lille bil, ferierne – det rækker min løn jo fuldt ud til.

Derfor havde han besluttet ikke at røre en finger mere. Gevinsterne og tabene er nu kun underholdning. Min bror gør en pause.

– Jeg tror, rigdom føles netop sådan. Altså den rigtige. Når pengene har tabt deres magt over dig.

Alt forandrer sig

Den nat forandrer alting sig for mig. Fra nu af kan jeg igen leve roligt. Sådan skal man leve sit liv som spekulant: Man skal holde op med at føle sig som beslutningstager. Tjekke kurserne, som om man ville spille en rolle. For markedet er du ligegyldig. Du skal simpelthen give slip, ligesom hvis du er til en fest, hvor du danser og på et eller andet tidspunkt går hjem.

Den 27. juli bliver min Kraken-konto endelig åbnet. Efter seks ugers ventetid. Indtil da er ethers værdi i forhold til højdepunktet cirka halveret. Lige meget. Så begynder etheren at stige. Hele sommeren igennem. Først blidt og lidt skælvende, siden hele tiden stejlere. Jeg iagttager det med sindsro. Et par tusinde fra eller til? Det er fornøjelsen ved det. Man må mærke bølgerne. Jeg tager en af dem.

Den 2. september, en lørdag, havde jeg skiftet ble på den lille, og ved morgenbordet, mens min kæreste henter kaffen, kaster jeg atter et blik på kursen. Den ser ud ligesom dengang, før den første kæmpebølge kollapsede. Nu er det min bølge. En time senere overfører jeg 60.426,13 francs til min rigtige konto. Jeg har hevet mere end 12.000 procent i land som gevinst.

Hvad jeg har gjort med pengene? Jeg har opsøgt en af de her gammeldags bankfilialer, hvor man har tilbudt mig en opsparingskonto til mine børn. Rentesats: 1 procent.

Denne artikel har tidligere været bragt i Das Magazin.