Jesper Graugaard mener, at vi er gode til at digitalisere i Danmark, men elendige til sikkerhed og til at skabe teknologiforståelse. I stedet har vi overladt det meste til techgiganterne helt gratis. I forlængelse af sin borgeraktivisme, er han er kåret som nr. 49 ud af de 100 mest magtfulde IT-stemmer i 2025 af Computerworld.
Jesper Graugaard er gennem de seneste seks år blevet stadig mere bekræftet i sin pointe omkring digitalisering i Danmark.
”I Danmark er vi voldsomt gode til at digitalisere. Men vi er samtidig elendige til at tænke på borgernes sikkerhed, datasuverænitet eller at beskytte vores børn mod big tech”.
Ifølge ham handler det om evnen, eller manglen på samme, til at være kritisk over for techgiganterne. Der er ofte en udpræget politisk tonedøvhed, mener han.
Det betyder, at mange milliarder offentlige kroner er kastet efter de store techspillere. Det er store summer at have ude at svømme og være ansvarlig for, så det må pinedød helst ikke afføde kritik.
Eksempelvis fra en forælder, der undrer sig over at halvdelen af alle landets skolebørn udstyres med Google Chromebook og Google-konti, uden tanke på, at samme børn persondata frit indsamles i Silicon Valley.
Ovenstående er netop årsagen til, at Jesper Graugaard for seks år siden kastede sig ud i en kamp, som fik ham til at tage tilnavnet ”Chromebook-faren” og som måske får sin foreløbige afslutning her i efteråret.
En kamp som også har gjort ham til modtager af Den Geobruunske Pris 2022, nomineret til Libre Prisen 2023 og en plads som nummer 49 på listen over de 100 mest magtfulde IT-stemmer i 2025 af Computerworld.
”Digitalisering er noget som finder sted og aftales mellem politikere og erhvervsliv. Og nogle gange uden omtanke, fordi man gerne vil asfaltere, mens man kører. Borgerne bliver ikke inddraget. Og hvis man som borger begynder at stille spørgsmål, er det lidt som at stikke hånden ind i en hvepserede”, fortæller han.
”Børn har ret til frihed og til ikke at blive udsat for algoritmer, der støvsuger dem for opmærksomhed og viden, gør dem afhængige og til forbrugere. De har også ret til deres data”, forklarer han.
PROSABladet møder den 56-årige børneprivacy-aktivist og selverklærede ”Chromebook-far” i starten af september.
Det sker i det stråtækte hjem i Nordsjælland. Omgivelserne er som plukket fra H.C. Andersens verden, for Jesper bor hist hvor landevejen slår en bugt og i en landsbyidyl af skæve bindingsværkshuse med stokroser foran og udsigt til marker med mandshøje stadig blomstrende solsikker.
Der er flagstang med blafrende piratflag i haven, fordi en af sønnerne lige har haft klassekammerater hjemme til fest, der løber høns rundt og klukker, og græsset bliver brudt op af små øer med urtebede, buske og gamle frugttræer, så man helt får lyst til at lege gemmeleg.
Huset er gammelt. Det knirker og knager under fødderne indendørs. Stuen domineres af en samling på omkring 4.000 vinylalbum, rigtigt meget jazz, men også indie, rock og alternative. Det er et hjem, hvor der er tænkt på hyggekroge og familiesamvær. Køkkenet er stort og rustikt, og det er her Jesper tager imod, mens hænderne ælter løs i en lerskål med dej til økoboller.
Så er scenen sat. Og den fortæller også noget om, hvad Jesper selv mener om det gode, sunde børne- og
familieliv.
Det er herfra, han lægger arm med kommunerne, KL, Folketing og de store techfirmaer.
”Jeg er hjemmegående, det er en beslutning, jeg og min kone tog, nemlig at en af os skulle gå hjemme, når vi fik børn. Vi ville leve et godt og enkelt familieliv med fokus på tid til familien, og ikke bare forbrug. Det betyder, at jeg har tiden. For det er faktisk et fuldtidsarbejde som borger at kaste sig ind i debatten om IT og påvirke IT-politikken. Det burde ikke være sådan. Men sådan er det”, fortæller han.
Og det var netop den hjemmegående far med aktivistblod i årene og en forkærlighed for open source-tilgangen til IT, der blev aktiveret i august 2019.
Det skete, da hans søn på 8 år sammen med en kammerat kom ophidsede hjem fra skole:
”De var helt oppe at køre. De havde fundet et mash-up-billede af min søn på nettet. Og det mente de var en potentiel had online-ting, der var sket som følge af, at en af hans venner i sjov havde skrevet en ubehagelig kommentar i hans navn til en YouTube-video”, siger Jesper Graugard.
Det undrede Jesper Graugaard, for ham bekendt havde hans søn hverken Google-konto, personlige informationer eller fotos liggende på nettet. Så han gav sig selv til at søge, og blev særdeles overrasket:
”Altså, der stod hans fulde navn, klassetrin og skolenavn. Jeg fandt ud af, at jeg kunne søge klasselister på YouTube”, husker han.
Det blev starten på en kamp, som begyndte mod skolebestyrelsen og siden Helsingør Kommune og derefter bredt ud til hele landet.
Det, der fik Jesper Graugaard op på barrikaderne, var nemlig, at han mødte modstand alle vegne.
Som om alle bare vil lukke og begrave sagen.
Altså bevare en slags skyklapper fremfor at erkende, at de havde investeret mange, mange millioner kroner af skatteborgernes penge uden helt at læse det med småt.
”I Helsingør Kommune har alle børn, altså 8.000 børn, fået udleveret Chromebook, og det betyder, at de skal arbejde i Google-apps-universet, og dermed har en Google-konto, som er knyttet til deres navn, og hvor man rent faktisk kan søge på deres navn. Det betyder også, at en hel masse information om dem tilgår Google, uden at man har krævet samtykke”, fortæller han.
Jesper Graugaard nægtede derfor at tage både skolens og kommunernes forsøg på at dysse sagen ned for gode varer.
Der gik i stedet en aktivist-djævel i ham. For hvis Helsingør Kommune havde gjort det her, så måtte der være mange, mange andre kommuner som har gjort det samme.
”Jeg fik hurtigt kontakt til eksperter. Og det har faktisk været det mest fantastiske ved at starte kampen som borger. For det kan godt være at politikere og erhvervsliv holder kortene tæt til kroppen. Men det har været let at få fat i eksperter, som gerne vil hjælpe og udtale sig. De har virkelig hjulpet. Der er Danmark ret fantastisk. Samtidig kontaktede jeg Politiken, som gerne vil bringe historien om min kritik af Chromebooks i folkeskolen, og så gik det heldigvis stærkt og blev til en politisk sag”, fortæller Jesper Graugaard.
Sagen handler for ham om, at eleverne har været tvunget til at oprette Google-konti, og at ingen kan vide eller være sikre på, at Google ikke bruger den data, de høster, i samme forbindelse.
”Der er enorm forskel på, om det er mor og far, som udstyrer dig med en Google-konto, eller det offentlige. Et af de kritikpunkter, jeg er blevet mødt med, er, at børnene jo er der alligevel. Ja, men det er forældrenes ansvar. Ikke noget som det offentlige, der vel i grunden skal beskytte dig, tvinger dig ind i. Der er kæmpe forskel”, fortæller han.
Der er stridens æble så begravet.
Skal det være tvang eller frivilligt?
Og hvad blev der egentlig af open source og tanken om, at folkeskolen skal være herre i eget hus, også over de digitale redskaber, den bruger?
Det har Jesper Graugaard så arbejdet hårdt for lige siden.
Han er ”Chromebook-faren”, der forsøger at føre debatten via sociale medier og ved at få politikere og offentlighed i tale, og som samtidig plejer et netværk af kritiske stemmer omkring big tech-datahøst, herunder internationalt kendte Max Schremps.
”Jeg vil have big tech smidt ud af folkeskolen. De hører ikke hjemme der, når der er så mange fremragende muligheder for at bruge digitale værktøjer, som vi selv er herre over, og ved, hvor data ryger hen. Det handler om at beskytte vores børn”, fortæller han.
At der er gået seks år, betyder dog ikke, at Chromebook-sagen har fundet en afslutning. Men det nærmer sig. Folketinget har været inde over. Ombudsmanden også. Og Kommunernes Landsforening forhandler blandt andet med Datatilsynet om en løsning, som skal sikre elever mod datahøst. Om det så stadig bliver i Googles verden, er usikkert.
”Jeg har hørt, at en aftale er på trapperne her til efteråret. Så det glæder jeg mig til at se”, siger Jesper Graugaard.
Det betyder dog ikke, at hans kamp er afsluttet.
Der er stadig masser, som kræver privacy-aktivisme på børnenes vegne.
Som da PROSABladet besøger Jesper i starten af september.
Her har Chromebook-faren lige modtaget en lektion i, hvordan sociale medier fungerer.
Fra selveste digitaliseringsministeren.
Og måske også i, hvordan samme medier har ændret politisk debat og indført cancelkutur.
Den 56-årige børneprivacyaktivist har få dagen forinden delt et foto fra en ultralydsscanning af et foster på LinkedIn.
Fotoet blev ledsaget af teksten:
”Generationen, der kom på SoMe, før de er født. Uden samtykke. I min familie har vi en stående, omend alvorlig, joke: Børnene lander på SoMe, før de er født”.
Jesper Graugaard har ikke skrevet noget om, hvor fotoet kom fra. Men det gør ingen forskel. For en halv time senere tikker en besked fra Digitaliseringsminister Caroline Stage Olsen ind på hans feed.
”Hun skrev noget i stil med: Slet det foto Jesper, eller jeg ser mig nødsaget til at slette dig her. Mine sociale medier, mine regler”, husker han.
Fotoet var nemlig digitaliseringsministerens eget, som hun kort forinden har delt på sociale medier for at offentliggøre nyheden om sin graviditet. Reaktionen, både fra ministeren og fra omgivelserne overrasker Jesper Graugaard.
Især fordi det affødte så mange negative reaktioner rettet mod ham.
Han medgiver dog, at han har gjort det for at provokere, fordi det er åbenbart sådan, man får respons.
Ministerens scanningsfoto er simpelthen en lækkerbisken for en, som vil sætte fokus på beskyttelse af børns data. I den forstand faldt digitaliseringsministeren i fælden.
”Jeg har gjort det fordi, at jeg synes, jeg har en vigtig pointe: Pas på børnenes data og tænk jer om, inden I bare fodrer viden om dem til kommercielle giganter. De kan ikke selv sige fra. Jeg synes selv, det var ret indlysende at bruge et foto, som den minister, der er ansvarlig på området, og burde gå forrest, selv har foræret til techgiganterne. Så ja, jeg gør det helt bevidst, men uden at skrive, at fotoet kommer fra Caroline Stage Olsen”, fortæller Jesper Graugaard.
• ”Chromebook-faren”
• Gift og far til tre børn, hvoraf den ældste er 14 år.
• Starter Chromebook-sagen mod Helsingør Kommune i 2019.
• Modtager af Den Geobruunske Pris i 2022
• Nomineret til Libre Prisen i 2023
• Kåret som nr. 49 ud af de 100 mest magtfulde IT-stemmer i 2025 af Computerworld
• Samarbejder med privacyforkæmpere i flere lande, herunder Noyb/Max Schrems, og det norske netværk af aktiviter i Vev.Org.
Hans opslag blev dog modtaget noget anderledes end ministerens eget opslag.
For hvor minister Caroline Stage Olsen er blevet badet i likes og lykønskninger bliver Jesper Graugaard langt henad vejen det modsatte.
I et senere opslag på LinkedIn, forsøgte han derfor selv at forklare, hvad der var sket, da ministeren blokerede ham:
”Efter blokeringen gik mit opslag viralt. Der blev delt tolknings opslag på platformen og hurtigt var der skabt memes på f.eks Bluesky og rygtet siger også Reddit. Jeg selv runder 10.000 visninger (10 X mere end mine følgere) og ministeren har vel rundet 4.000 hjerter/likes på sin LinkedInprofil”.
Jespers forklaring på LinkedIn fortsætter:
”Jeg deler ministerens ultralydscanning med mit statement fordi, det deles på en faglig/professionel orienteret platform, så jeg er ikke i tvivl om, at det er ministeren og ikke privatpersonen. Som Digitaliseringsminister skal man stå på mål for, hvad man deler, og man skal kunne tage kritikken. Som aktivist med fokus på særligt børns digitale rettigheder, er ministeropslaget en lækkerbisken. For en minister der:
•”Det kræver et opgør med GDPR-reglerne, der har til hensigt at beskytte borgeres persondata, hvis regeringen skal lykkes med den storstilede ambition om at spare 30.000 årsværk i det offentlige med AI”.
• Vil beskære Datatilsynet med 18 procent de næste 4 år.
• Allokerer 160 millioner kroner over de næste 4 år til særligt fokus på børns databeskyttelse & online liv.
• Repræsenterer en regering, der er pro Chatkontrol og PET Lovgivningen.”
Således Jesper Graugaards møde med den politiske virkelighed på LinkedIn af i dag.
Et fagmedie, hvor følelser og fag smelter sammen i stigende grad.
Modsat det oprindelige opslag med fotoet blev forklaringsopslaget stort set hverken kommenteret eller liket.
”Også selv om jeg sendte det til ministerens presserådgiver, som jeg kan se besøger min profil”, fortæller Jesper Graugaard.
Han har allerede krydset klinger eller rettere udvekslet kontaktoplysninger med ministeren før.
”Det var lige da ministeren tiltrådte. Så aftalte vi, at jeg skulle komme ind til et møde med hende. Men jeg hørte ikke noget i ugerne efter, og endelig kom der besked om, at hun desværre ikke havde tid”, fortæller han.
Sådan er livet som aktivist, ifølge Jesper Graugaard.
Det er op ad bakke at forsøge at skabe debat og få ørenlyd, herunder at trænge igennem den politiske teflon som borger, når snakken falder på IT og digitalisering.
Og særligt svært på sociale medier, hvor følelser og rygklap-likes betyder mere end oplysning og refleksion.
Men det har ikke skræmt ham væk af den grund.
Da PROSABladet taler med ham senest, sidder han igen og brygger på et LinkedIn-opslag. Denne gang om det mobilforbud, som et bredt flertal i Folketinget vil have til at gælde fra skoleåret 2026/2027.
”Det er en pinagtig lov om mobiltelefoner. Man forbyder uden at have noget at tilbyde. Min søn på 15 år kan ikke engang finde ud af at lave en folder på sin PC. Vi tilbyder ikke teknologiforståelse. Det er helt ude i hampen. 87 procent af alle skoler har allerede selv indset, at mobilerne som de bruges i dag, er et problem. Så hvorfor lovgive?”, fortæller han.
Børne-privacy-aktivisten har talt sig varm:
”Vi fortsætter bare ned ad den sti, hvor vi er enormt gode til at digitalisere, men elendige til sikkerhed eller til at lære teknologiforståelse. Det handler ikke om mobilerne. Men om de apps, der er på mobilerne. Sociale medier er ikke en digital kompetence. Men det er så meget andet, som brug af Linux med mere. Og hvad har man tænkt sig? Hvis du er 15 år, skal du have et MitID for at kunne tilgå en række ting, og det kræver, at du har en smartphone. Der er så meget, som ikke er gennemtænkt”, fortsætter han.
”Vi tænker slet ikke på, hvor vigtigt, det er, at have teknologiforståelse. At tilbyde det. Google er i det hele taget skoleelevers default søgemaskine. De inviteres ikke til eller skoles i at bruge og forstå teknologiens muligheder og faldgruber”, siger Jesper Graugaard.
Jesper fortsætter derfor aktivismen, uanset om der kommer Chromebook-afslutning eller ej.
Danmark har brug for en børneprivacy-aktivist. For en chromebook-far, Open-source-i-folkeskolen-far, teknologiforståelse-fremfor-forbud-far, retten-til-en-barndom-uden-datahøst-far.
Drømmen er at flere med tiden vil følge trop.
”Vi har brug for, at borgerne blander sig. At vi ikke overlader det hele til politikere og deres rådgivere fra erhvervslivet, men at borgerne også får indflydelse. Det er trods alt os, og vores børn der bliver påvirket af det”.
Chromebook-sagen blev rejst i 2019 af Jesper Graugaard, ”Chromebook-faren”, som undrede sig over at alle skoleelever i Helsingør havde fået udleveret Chromebooks, og samtidig delte deres data med Google, der kunne bruge dem til forskellige formål.
Det samme viste sig at være tilfældet i 52 andre kommuner.
Datatilsynet blev opmærksom på sagen, og har undersøgt kommunernes behandling af data i forbindelse med brug af Chromebooks og Google Workspace.
4,5 år senere i slutningen af januar 2024 gav Datatilsynet et påbud til kommunerne om, at behandlingen af personoplysninger skal ske i overensstemmelse med reglerne ved at sikre, at der er hjemmel til alle de behandlinger, der sker.
Datatilsynet krævede at kommuner fra 1. august samme år efterlevede afgørelsen.
Siden har Datatilsynet rettet forespørgsel til Det Fælleseuropæiske Databeskyttelsesråd omkring brugen af underdatabehandlere, altså de underdatabehandlere, som kommunerne og Google gør brug af i aftalen.
Datatilsynet har brugt forespørgslen til at høre kommunerne om de lever op til kravene, og beskrive hvordan de gør det. Den problemstilling kommer Datatilsynet i dette efterår med endeligt svar, altså om kommunerne efterlever kravene.