Ville du gå på toilettet i et glasbur?

Herieter Mugisha er 26 år, IT-chef, med i PROSAs hovedbestyrelse og vild med alt fra tech og gadgets til sport og IT-Politik.

Forestil dig, at du står midt i mylderet på hovedbanegården i København eller Århus. Her er der mennesker overalt – pendlere, turister og dem, der bare hænger ud. Og nu kommer spørgsmålet: Ville du være tryg ved at træde ind i et glasbur og gå på toilettet foran alle de her mennesker?

Selvfølgelig ikke.

Det er en absurd tanke, og alligevel svarer det nogenlunde til det, mange gør, når de negligerer datasikkerhed.

De åbner op for deres mest personlige data og handlinger, som om der ingen konsekvenser er.

Har du noget at skjule?

"Hvis du ikke gør noget ulovligt, hvad har du så at skjule?” lyder det ofte fra folk, der mener, at datasikkerhed kun er for paranoide konspirationsteoretikere eller kriminelle.

Okay, lad os prøve at vende den logik om: Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor trækker du så for gardinerne derhjemme?

Hvorfor sletter du din historik, efter du har set voksenfilm?

Det er jo alligevel ikke ulovligt, vel? Nej, men det føles stadig som noget, der ikke rager andre. Fordi det ikke handler om at skjule noget – det handler om selv at have kontrol over, hvad der er privat, og hvornår du åbner op for andre.

Datasikkerhed handler om grænser

Datasikkerhed handler i bund og grund om grænser.

Det handler om retten til at bestemme, hvornår, hvor og hvorfor du deler noget om dig selv.

Mange tror, at „private” oplysninger kun er ting som CPR-numre, bankoplysninger eller sundhedsdata.

Men i virkeligheden kan noget så simpelt som dine søgehistorikker, din lokation eller hvem du skriver til være utrolig afslørende.

For eksempel kan en app som Strava, der tracker din løberute eller cykeltur, afsløre, hvor du bor, arbejder og hvilke steder du ofte besøger.

Det er informationer, der nemt kan udnyttes, hvis de havner i de forkerte hænder.

Hvad betyder din data?

Og nej, det handler ikke om, at Facebook, Google eller „systemet” overvåger dig døgnet rundt, selvom det i nogle lande faktisk er virkeligheden – og for en tidligere dansk Justitsminister muligvis et ønskescenarie.

Din data har værdi, fordi virksomheder og andre aktører kan tjene penge på at vide mere om dig, end du måske selv ved.

Hvem du stemmer på, eller hvilke sundhedsproblemer du googler, kan bruges til at manipulere eller sælge dig noget.

Endda så smart, at du måske ikke er bevidst om det, fordi det flettes så fint sammen med dine bevægelser i det digitale landskab.

En absurd tanke?

Forestil dig, at du bliver bedt om at logge ind med MitID hver gang, du køber ind i Netto, Føtex eller lignende, så dine indkøb automatisk blev delt med MinSundhed.dk.

Pludselig skulle du forklare, hvorfor der var cola, chips og chokolade på din kvittering – og hvordan det passer ind i sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Ville du gøre det?

Selvfølgelig ikke.

Men hvis du bruger en „smart” app uden at tænke over dens tilladelser, kan du faktisk være tæt på at give den slags information væk uden videre.

Sund fornuft, ikke paranoia

At gå op i datasikkerhed er derfor ikke paranoia. Det er sund fornuft.

Det er som at tage nøglen ud af døren, når du forlader huset – eller som at trække gardinerne for om aftenen, bare for at undgå at underholde naboen. Du behøver ikke at have noget at skjule, men du har altid noget at beskytte.

Og hvis du stadig ikke er overbevist, så spørg dig selv: Ville du nogensinde gå på toilettet i et glasbur midt på hovedbanegården med et skilt, der siger "live-stream til verden"?

Nej vel?

Hvorfor så lade dine data gøre det for dig?