Foto: Lizette Kabré

Software inspireret af menneskets hjerne

Kunstig intelligens

Kunstig intelligens er ikke præcist defineret, men kan beskrives som software, der får computere til at udføre handlinger, der kan betegnes som intelligente.

I dag er næsten al kunstig intelligens machine learning, hvor en række programmer lærer ud fra en stor mængde data og forbedrer sig selv undervejs. Metoden afspejler menneskehjernens neurale netværk.

Deep learning er en underafdeling af machine learning.

Her er der mange lag af neurale netværk.

Kunstig intelligens blev navngivet som koncept i 1950’erne, men har først taget fart i de senere år, da der ikke før har været den nødvendige computerkraft til rådighed.

Kilder: Brian Eberhardt, datasciencecentral.com, ida.dk

SuperUsers har de seneste tre år haft kunstig intelligens på kursusprogrammet. Teknologien, der efterligner den menneskelige hjerne, er gammel, men først nu blevet praktisk mulig, fortæller Brian Eberhardt, ejer af SuperUsers a/s.

– Kunstig intelligens er den ultimative kombination af teknologi og mennesker. Det er software inspireret af den menneskelige hjernes neurale netværk, forklarer han.

Forskellen bliver tydelig, hvis man for eksempel skal have et klassisk program og et program med kunstig intelligens til at genkende en bil ud fra et tilfældigt billede af en bil.

– I klassisk programmering beskriver man regler, matematik og formler. Man skal derfor kende alle regler for en bil og tilføje sindssygt mange detaljer til programmet, for at det kan genkende en bil, fortæller han.

Programmørerne ville skulle beskrive alle typer biler fra samtlige vinkler og sider, oppefra, nedefra og indefra. Helt anderledes er tilgangen med kunstig intelligens.

– Næsten al kunstig intelligens i dag er machine learning, hvor deep learning er den type af machine learning, som bliver brugt mest. Man samler en række simple programmer, der er selvstændigt kørende, men forbundet med hinanden. Ét program kan måske genkende hjørner, et andet tæller områder med lignende pixelfarve. Så oplærer man dem ved hjælp af billeder. Man lægger 1.000 billeder af biler ind, og til sidst kan den kunstige intelligens sige: Der er 97,3 procent sandsynlighed for, at det er en bil, siger Brian Eberhardt og tilføjer:

– Og det er fuldstændig horribelt, for ingen af de her små programmer har en idé om, hvad en bil er, men tilsammen kan de give en sandsynlighed.

Hjælp fra grafikkort

Selvom det først er for tre-fire år siden, at machine learning er slået igennem, er der tale om teknologi, der allerede blev udviklet 1950’erne. Men indtil nu har computerkræfterne manglet.

– Problemet var, at der skulle en pæn mængde data ind. Vi fik uventet hjælp fra grafikkort til spil, for i grafikkortene sidder 1.000 enkelte computere – kerner – der kan køre hver deres program for hurtigt at kunne vise mange pixels på skærmen, siger Brian Eberhardt.

Og derfor kan grafikkortene og deres GPU også bruges til at afvikle neurale netværk.

I dag benytter vi os alle af kunstig intelligens. For eksempel er det kunstig intelligens, når vi har skrevet forkert på Google, og Google alligevel gætter, hvad vi ville søge på, og når Gmail sorterer spam fra.

– Det er smalle kunstige intelligenser, der kan noget inden for et bestemt område. Dem har vi tusindvis af. Men tanken er ikke fjern, at de mange kunstige intelligenser kan arbejde sammen. Og så er man tæt på at have en bred kunstig intelligens, en superintelligens, en generel intelligens, siger Brian Eberhardt.

Kunstig intelligensbombe

Måske bliver en sådan generel kunstig intelligens en dag klogere end mennesket.

– Jeg blev udsat for den første computerorm i 1988, Morris worm, hvor 80 procent af alle computere gik ned. En kandidatstuderende i USA ville se, hvor hurtigt et program kunne formere sig selv. Programmet spredte sig til en anden computer og ud på internettet. Han tænkte ikke på, at det kunne ske, han var ikke en bandit, siger Brian Eberhardt, der mener, at noget lignende kan ske med kunstig intelligens.

– Det kan være en forsker, der ikke har den intention, men alligevel sker det. Så går der en måned, og så har den kunstige intelligens passeret hele klodens 7,7 milliarder menneskers samlede intelligens. Det er jo eksponentielt. Og måske kan vi så ikke kontrollere det. Det helt magiske med kunstig intelligens i forhold til anden teknologi er jo, at den kan forbedre sig selv, påpeger han.

Blandt andet derfor taler man i branchen om restriktioner.

– Elon Musk (direktør for Tesla Motors og SpaceX, red.) siger, at han nok er den første erhvervsleder, der inden for sit fag gerne vil have restriktioner. Det har historisk set været godt at have restriktioner inden for luftfarts-, medicinal- og krigsindustrien. På den måde sørger vi for ikke at sprænge atombomber eller kunstig intelligensbomber af, siger Brian Eberhardt.


Læs også...

Det var en helt ny fornemmelse, da Søren tidligere på året blev ramt af stress, for han havde aldrig oplevet stresssymptomer før. Søren har arbejdet i…

I 1999 havnede Berit Søgaard mere eller mindre tilfældigt i IT-branchen, og hun har arbejdet her lige siden. I dag er hun compliancedirektør i Visma,…

Nettet er proppet til randen med websider, som kan hjælpe dig med det ene eller andet eller har så nørdet viden, at de med fordel kan besøges.

Unge tech-folk fortæller om deres håb og drømme for fremtiden. Danske virksomheder kigger mod et tysk eksporteventyr. Forfatter sætter spot på Kina og…

26-årige Francesca Tremulo rejste til Danmark fra Italien for tre år siden for at realisere drømmen om en fremtid i spilbranchen. Hun er uddannet…

Kinas tech fungerer og er udviklet i benhård konkurrence til at være bedst og billigst. Talentmassen er enorm, og der er prestige og attraktive…

Alberte Viendahl er 25 år og har læst multimediedesign på KEA. Hun er blevet vild med at kode og nørde, og nu vil hun gerne tage en top up-uddannelse…

Benjamin Elias Harris er 27 år, og han har gået på datamatikerlinjen på KEA. Han startede egentlig med at læse engelsk på Københavns Universitet, men…

28-årige Yousra Diab arbejdede i flere år som socialrådgiver, inden hun tog springet og startede på datamatikeruddannelsen. Det har været svært at…

26-årige Sophie Ankjær Andersen har læst multimediedesign på KEA. Hun drømmer om, at hun i fremtiden skal tage sit arbejde med til Bali og arbejde…