Minoriteter

”Vi arbejder allerede sammen med jer”

Tusindvis af danskere skjuler deres seksuelle orientering eller deres kønsidentitet, når de er på arbejde. En af dem, der har trodset frygten for konsekvenserne ved at være åben, er datamatiker Tanya Randstoft.

###

"Vil du lige komme med mig?"

Hun forsøger at smile, mens hun følger efter chefen ind på hans kontor. Men hjertet hamrer hårdt, og hænderne er koldklamme.

Er det nu, hun bliver afsløret?

Skabet

Så længe Tanya Randstoft kan huske tilbage, har hendes ydre – altså det, andre ser og opfatter hende som - ikke stemt overens med hendes indre – det hun føler, hun er.

Identificeret som dreng efter fødslen, men med en selvopfattelse og kønsidentitet som en pige. Det holder hun dog for sig selv. Helt for sig selv!
– Jeg plejer at sige, at jeg havde fundet skabet ind til Narnia, og at jeg i Narnia havde fundet et afsides skab at sidde i, fortæller hun.

Sådan lever hun længe.
– Transpersoner er mere i skabet end homoseksuelle. Vi er generelt meget bange for samfundets og omgivelsernes reaktion. Jeg frygtede for, hvad fremtiden ville byde på, hvis jeg tilkendegav, hvem jeg egentligt var, siger hun.

Der var ikke mange forbilleder, mens hun voksede op.
– Den eneste berøringsflade, jeg havde med det at være transkønnet, var nogle historiske selvbiografier og sexbranchen. Ingen af delene var særligt opmuntrende. Der var ingen positive fortællinger om en transkønnets helt almindelige liv og karriere, siger hun.

Hun uddanner sig til datamatiker og flytter i 2000 til København. Her forsøger hun at tage de første skridt mod et liv som kvinde. Men for at få hormonbehandling skal hun først gennem lange, psykiatriske udredninger på Sexologisk Klinik, og oplevelserne med sundhedssystemet får hende til at trække følehornene til sig.

Hun møder dog også nogle transkønnede, der lever helt almindelige liv med studier og arbejde. Det giver hende modet til langsomt at komme ud. Hun bliver Tanya i weekenderne, men ”propper sig selv tilbage i skabet” søndag aften, så hun mandag morgen er klar til at gå på arbejde som it-professionel på Semler IT i den mandekrop, hun biologisk er udstyret med.

###

Døren lukker bag hende, og chefens stemme fylder rummet ud. Hans kone har en kollega, der lige har skiftet køn, og det har sat nogle tanker i gang hos ham, meddeler han.

Hun holder vejret, og han fortsætter:

"Hvis det står sådan til, som jeg tror, det gør, så har du virksomhedens og ledelsens fulde opbakning."

Identitet

Tanya Randstoft begynder at tage hormoner og ændre sig fysisk. Kollegaerne begynder at ændre deres tiltale af hende fra ”han” til ”hun”. Det tager omkring fire måneder, før de har helt styr på det.
– Det var en enorm lettelse. Jeg kunne være mig selv og gå klædt, som jeg ville. Jeg havde brugt så meget energi på ikke at stikke ud. Jeg var hele tiden opmærksom på, hvordan jeg talte, og hvordan jeg bevægede mig. Jeg holdt konstant min naturlige feminine side i skak, så jeg ikke risikerede at blive afsløret som den, jeg virkelig er, siger hun.

Overgangen fra at blive opfattet som mand til kvinde på arbejdspladsen var overordnet god, mener Tanya Randstoft. Blandt andet fordi hun havde chefens fulde opbakning.
– Men jeg gik fra at være en neutral udvikler, der var dygtig på mit felt – men på ingen måde bemærkelsesværdig - til at være utroligt meget i centrum, selv når jeg ikke var i rummet. Det var meget ubehageligt, men svært at gøre noget ved, siger hun.

Alligevel tøver hun med at kalde det mobning.
– Men folk er enormt nysgerrige, og det er så svært, når man er transkønnet. Basale sociale mekanismer slår simpelthen fra. Forestil dig at blive spurgt, om du skal have opereret dine kønsorganer hen over frokostlasagnen i kantinen. Det er ikke ondskabsfuldhed, men en grænseoverskridende nysgerrighed på nogle meget, meget private områder, siger hun.

Hendes råd til folk, der bliver kollegaer til en transkønnet, lyder derfor:
– Tænk dig nu om, inden nysgerrigheden løber af med dig, Overvej lige, om du selv ville svare på det, du spørger mig om. Og hvis du arbejder med en, der skifter både navn og køn, kan det ikke undgås, at du som kollega kan komme til at kludre i det. Når det sker, så lad være med at gå i forsvarsposition, bare sig undskyld og kom videre.

Tænk dig nu om, inden nysgerrigheden løber af med dig, Overvej lige, om du selv ville svare på det, du spørger mig om
- Tanya Randstoft

Et af de helt store problemer, som transpersoner må slås med, er, at kollegaer ofte fejlagtigt tror, at ønsket om at skifte køn har at gøre med seksualitet. Oplever man, at der er overensstemmelse mellem sit tildelte køn og sin kønsidentitet, er man cis-kønnet, Transkønnede derimod føler ikke, at deres kønsidentitet stemmer overens med det køn, deres krop fik tildelt ved fødslen. Ønsket om at få krop og kønsidentitet til at harmonere har intet at gøre med, hvem de tiltrækkes af seksuelt.

Livet som kvinde betyder, at Tanya Randstoft i dag også oplever kønsdiskriminering.
– Da jeg sprang ud, arbejdede jeg med frontend og design. Altså var jeg både programmør og designer. Tidligere, da jeg blev opfattet som mand, skulle jeg altid forklare mine designvalg, min æstetik, mens der aldrig blev stillet spørgsmål ved min tekniske kunnen. Det er vendt 180 grader. I dag får jeg som kvinde næsten ingen spørgsmål om design, mens mine valg som programmør hele tiden skal forsvares og forklares, Og sådan er det generelt for kvinder i it-branchen. Der er altid en skepsis over for deres tekniske kompetencer, siger hun.

Myten om det super-rummelige it-fag er derfor ifølge Tanya Randstoft en sandhed med modifikationer.
– Der er bestemt plads til underlige folk og skæve eksistenser i it-faget. Det skal bare være de rigtige weirdos, nemlig de heteroseksuelle, hvide mænd, siger hun.

###

”Vi ser dig ikke som et godt fit for teamet.”

Sætningen synes ikke af meget på A4-papiret. Men den fylder helt vildt meget i hendes liv.

Det er præcis det samme ordvalg, som var i det seneste afslag, og afslaget før og det før det.

Mangfoldighed

Tanya Randstoft beslutter sig for en operation og vælger i den forbindelse at sige sit job op. Sidste år vender hun så tilbage til arbejdsmarkedet.
– Det var en interessant oplevelse. Første gang, jeg fik job, var, da jeg blev headhuntet direkte ud af skolen. Første gang, jeg søgte job, sendte jeg fem uopfordrede ansøgninger, og jeg fik tre jobtilbud. Under krisen i 2008 var det lidt sværere at få job, så der var jeg ledig lidt under en måned, fortæller hun.

Sådan er det ikke nu. Hun bliver stadig kaldt til samtaler, men der sker et eller andet, når hun mødes med den potentielle arbejdsgiver ansigt til ansigt. Det får hende til at overveje, om hun skal skrive i sit cv, at hun er transkønnet. Så kan arbejdsgiveren sortere hende fra inden samtalen og derved spare hende for nok et nederlag. Det lykkes dog at få et job, og i dag har arbejder hun som konsulent i Nordea. Dog på timebasis.
– Forholdsvis mange af os transkønnede i it-branchen arbejder ikke i faste job, men på timebasis. Der er en vis en nervøsitet for at hyre os, siger hun.

Det synes hun, er skørt.
– Mangfoldigheden giver jo et plus til produktiviteten. En virksomhed leverer altså bedre produkter ved at have en bredere medarbejderskare, der har forskellige øjne på kvalitet. Det gælder alle slags forskelligheder. Diversitet er bare godt. Tænk, hvis en franskmand havde været med til at udvikle de første computer-keyboards. Så havde der måske været en tast med accenter, siger hun.

Statistikken viser, at 10 procent af den danske befolkning er LGBT+, og en undersøgelse fra sidste år viser, at fire ud af 10 LGBT+-medarbejdere lader, som om de er heteroseksuelle og cis-kønnede på arbejdspladsen. Det er ikke hensigtsmæssigt for hverken den ansatte eller arbejdspladsen, mener Tanya Randstoft.
– Da jeg sprang ud, steg min produktivitet, for jeg skulle ikke længere bruge energi på at skjule mig selv, siger hun.

Har man som arbejdsplads ikke en udtalt politik på området, risikerer man, at dygtige LGBT+-folk simpelthen ikke søger job hos en
- Tanya Randstoft

Hun er taknemmelig for, at hendes chef i Semler IT kaldte hende ind til den samtale, der fik så stor betydning for hendes liv.
– Det var grænseoverskridende, at han tog fat i mig på den måde, men det er svært at komme ud på arbejdspladsen. Derfor er det så vigtigt, at ledelsen fortæller, at der er opbakning. At man får at vide, at man ikke vil miste sine kollegaer eller sin arbejdsplads, hvis man springer ud, siger hun.

Hun anbefaler dog ikke, at chefer rundt om på landets arbejdspladser begynder at holde samtaler med medarbejdere, om hvorvidt de er LGBT+. Hun mener i stedet, at arbejdspladserne bør udforme en aktiv politik på området og sikre et arbejdsmiljø, hvor det er rart for alle at være.
– Hvis en arbejdsplads aktivt formulerer en personalepolitik, der også omhandler LGBT+-personer, danner det en bund af tryghed. Så oplever man som LGBT+-person, at man i hvert fald har muligheden for at springe ud, hvis man vil, siger hun.

Samtidig er det et godt signal at sende til fremtidige medarbejdere.
– Har man som arbejdsplads ikke en udtalt politik på området, risikerer man, at dygtige LGBT+-folk simpelthen ikke søger job hos en, siger hun.

Først og fremmest handler det om viden. Og fokus på LGBT+-problematikker vil medføre et mere rummeligt og inkluderende arbejdsfællesskab til fordel for alle, mener Tanya Randstoft.
– Hold et fredagsmøde, hvor LGBT+ er på dagsordenen, også selv om der på det tidspunkt ikke er nogle ”åbne” homoseksuelle eller transkønnede medarbejdere. Åbn op for dialogen. Når der så er en kollega, der springer ud, er det ikke tabu, og alle ved ligesom, hvad det handler om, og hvordan man kan være en god kollega, siger hun og tilføjer:
– I stedet for at bruge tiden på at forberede sig på, hvad man som arbejdsplads skal gøre, hvis en ansat springer ud, så er det altså mere fornuftigt bare at gå ud fra, at vi allerede er der.


Læs også...

Kim Sondrup, der arbejdede 4,5 år i drift-organisationen hos Netcompany, peger på, at det var fedt at få lov til at lave samfundskritiske løsninger,…

En tidligere Netcompany-ansat, der var cirka seks måneder i konsulentforretningen, fortæller, at det var hårdt mentalt at arbejde i it-virksomheden.…

Rasmus Madsen, der arbejdede 5,5 år i drift-organisationen hos Netcompany, var glad for jobbet hos it-virksomheden, men oplevede også, at mange…

En tidligere medarbejder, der ønsker at være anonym, arbejdede godt tre år i konsulentforretningen hos Netcompany. Der var mange lange dage på…

Rene Mejer Lauritsen var ansat 5,5 år i konsulentforretningen hos Netcompany. Han peger på, at der var en masse gode muligheder i virksomheden, men at…

Hvis et ekstraordinært stort arbejdspres og et højt stressniveau var hverdag for størstedelen af de ansatte hos Netcompany, ville it-virksomheden ikke…

Vækst har været den helt store overskrift for Netcompany i de seneste år, hvor antallet af medarbejdere også er vokset massivt. Samtidig har medierne…

Blot 13-årige Willis Gibson med gamernavnet Blue Scuti blev den første til at nå ”Kill screen” i Tetris. Det var han dog kun ene om i få dage. Kort…

To år inde i den russiske invasion kæmper it-professionelle stadig med at få en hverdag til at hænge sammen mellem strømafbrydelser og bomberegn. De…

Coding Pirates fylder 10 år den 28. februar. Græsrodsorganisationen har afdelinger i hele landet, hvor børn og unge leger og lærer sig til…