Lige nu foregår den største oprustning mellem to kæmpemagter siden den kolde krigs mest glohede dage.
Men det er ikke på våben.
Det er inden for kunstig intelligens.
Og det er mellem Kina og USA.
Kapløbet om at blive bedst og nærme sig AGI, altså den generelle kunstige intelligens, har absolut topprioritet over alt andet.
AGI er en type kunstig intelligens, der matcher eller overgår menneskelige kognitive evner på tværs af en lang række kognitive opgaver.
Nogle AI-laboratorier og frontløbere påstår, at vi kun er få år væk fra AGI eller i hvert fald noget, der ligner. Andre er skeptiske.
Under alle omstændigheder bliver brugen af kunstig intelligens, herunder regnekraften og indflydelsen vores samfund større dag for dag.
Kampen om fremtiden har to store søjler: Kampen om opmærksomhed (som så kan styres i de forkerte hænder) og kampen om at lave de modeller som bedst til at fordøje data og spytte de bedste resultater ud.
På den måde er fremtiden her allerede. Den er desværre bare meget ulige fordelt, som det flere gange er blevet påpeget.
Kun få sidder på en teknologi, som ret beset i stigende grad styrer udviklingen i verden og den politiske dagsorden. Herunder kampen om de mineraler, om nødvendige energi og de komplekse byggeklodser og processer, som indgår i at skabe de bedste microchips, som igen sikrer den bedste regnekraft, som igen skaber mulighed for at have den mest muskuløse AI.
Den, der sidder på den bedste teknologi, sidder også på magten og et voksende globalt herredømme.
Vi snakker desværre ikke så meget om det.
Nemlig, hvor klemte vi reelt er i Europa i det spil.
Eller på bagkant.
Det betyder, at vi i Europa skal sadle drastisk om, når det handler om synet på at udvikle egne AI-modeller og måske også den mangeårige tendens, hvor vi har valgt at lade vores offentlige institutioner gøre brug af amerikanske techgiganter.
Ja, hvor vi reelt er blevet afhængige af techgiganter som samfund og borgere og brugere, til trods for, at de massivt har kunnet høste vores data, og bruge dem frit til at udvikle gigantiske lukkede forretningsmodeller, men faktisk også til at indgå i et magtspil, som kan bruges mod os, vores sikkerhed og vores demokrati.
Derfor skal vi insistere på at udvikle kunstig intelligens, som vi selv er herre over og dertil platforme og services, som vi kan stole på – ikke mindst i forhold til, hvad data bruges til, og hvem det kommer i hænderne på.
Kampen om fremtiden har to store søjler: Kampen om opmærksomhed (som så kan styres i de forkerte hænder) og kampen om at lave de modeller som bedst til at fordøje data og spytte de bedste resultater ud.
Om det så er inden for sundhed, droneudvikling, sikkerhed eller effektivisering af arbejdsopgaver eller meget andet.
Meget kan udvikles i samarbejde og tillid på tværs af verdensdele og til fælles bedste. Men noget vil være for kritisk.
Vi har cybersikkerhed som skærpet fokus, men har vi opmærksomhedssikkerhed i forhold til, hvad den data som høstes, eller hvordan den viden som data giver adgang til misbrug, kan vendes mod borgerne selv, eller bruges til at påvirke samfundet efter techgigantens eller en given stormagts ønske?
AI kapløbet er nemlig et kapløb om at blive bedst til at behandle data, og forme det til unik viden og udvikling af de bedste systemer. Her er viden virkelig magt - så det vil noget.
Det kan bruges helt præcist til alt – herunder totalovervågning og viden ned på det mest detaljerede niveau om borgere.
Tænk selv på, hvor afhængige, vi allerede er af systemer udefra – ofte skabt af amerikansk kontrollerede techgiganter. Vi har lukket dem ind overalt, sågar i skolerne.
Og verden er ved at drukne i data. Bjerge af data og viden, som kan virke uoverskuelig at sortere i. Mere data, end vi på nogen måde kan tygge os igennem med menneskekraft.
Fra satellitter som minutiøst fotograferer og indsamler dokumentation over hele kloden, fra droner og til logning, registreringer, målinger via det globale net, biler, apps, transaktioner, sundhed, bevægelser, søvnmønstre, vejr og vind og alt muligt andet.
Gigantiske bjerge af data, som kun overfladisk kan behandles, men som kan forbindes til opnå en viden, så man med små kirurgiske snit, kan sætte kædereaktioner i gang og påvirke udviklingen.
Men med AI og tilnærmelser af AGI, så kan optimering af behandling af netop den data give enorme fordele og enorm indflydelse.
Det kan bruges helt præcist til alt – herunder totalovervågning og viden ned på det mest detaljerede niveau om borgere.
Det kan hjælpe til præcist forudsige selv voldsomt komplekse systemer, og dermed også manipulere og påvirke om det så er finansielle markeder, forbrugermønstre eller politiske kædereaktioner.
Det kan påvirke, styre, bryde gennem sikkerhedsmure, kontrollere og sikre, at man altid er et skridt foran.
Det kan give kolossale fordele økonomisk og logistisk.
Der skal ikke manipuleres meget med algoritmer, eksempelvis på sociale medieplatforme, for at påvirke udvalgte dele af en befolkning på baggrund af meget præcis viden om dem og deres adfærd, høstet på samme medier.
Det ved kineserne. Det ved amerikanerne.
Derfor har det højeste prioritet i forhold til statslig sikkerhed og næsten uhindret udvikling af teknologien. Til trods for, at den ofte foregår i store private virksomheder.
Det handler om at komme først – og gerne rydde alle forhindringer ad vejen.
Til gengæld kommer regulering næppe til at fylde meget, som det også kan ses af OpenAIs indsendte forslag til til den amerikanske AI-politik:
Her er hvad netmediet Version2 skrev om forslagene, der blev indsendt 15 marts:
” OpenAI kalder sine fem forslag til USA’s fremtidige AI-politik for »frihedsfokuserede« og mener, at de under ét vil styrke USA’s førerposition på AI-området og dermed skabe økonomisk vækst, sikre USA’s konkurrenceevne og beskytte nationens sikkerhed.
Udover AI-adgang til copyrightbeskyttet materiale – som OpenAI uden nærmere forklaring mener kan sikres uden at skade rettighedshaverne – er der fire punkter i virksomhedens forslag:
- Frihed til at ‘innovere uden belastende regulering’
- En eksportstrategi, der proaktivt promoverer global adoption af amerikanske AI-systemer og »den frihed, de skaber«
- En politik, der fremmer en »genindustrialisering« af landet og forbereder en »AI-klar« arbejdsstyrke
- En ambitiøs politik for regeringens egen anvendelse af AI i samme tempo som den private sektor
Der er altså et helt nyt fokus, hvor borgere, beskyttelse af data og forsigtighed ikke er højsædet.
Som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance fastslog på et topmøde i Davos for nylig, så har store fokus på faren ved AI er helt forkert, set med den nye amerikanske administrations briller. Derimod skal det fremover handle om muligheder og at om sætte udviklingen fri.
Det passer i øvrigt godt til ånden fra Silicon Valley ved personer som Musk, Peter Theil og andre som har stor indflydelse på den ny amerikanske administration.
Nemlig at køre frem for fuld fart, og hvis noget så går i stykker eller viser sig at være ødelæggende, så må man jo reparere det efterfølgende.
I demokratiske lande vindes valg oftest ved spinkle flertal på få hundreder af tusinder af vælgere. Der skal ikke manipuleres meget med algoritmer, eksempelvis på sociale medieplatforme, for at påvirke udvalgte dele af en befolkning på baggrund af meget præcis viden om dem og deres adfærd, høstet på samme medier.
Det amerikanske præsidentvalg i 2016 blev netop tippet ved at omvende nogle få hundreder tusinder ved præcist at tæppebombe udvalgte vælgere i tre vigtige svingstater. Dengang havde man endda slet ikke de muligheder og den viden, som data giver mulighed for i dag.
Viden og den mest præcise brug af data kombineret med stadig bedre AI kan altså have voldsomt stor indflydelse.
Derfor skal vi også som et EU, der gerne vil håndhæve demokrati og tryghed og velfærdsstater med mere værne helt anderledes om vores data og dermed vores sikkerhed.
Det kræver, at vi opruster stort på investeringer. At vi tør smide giganterne på porten, der hvor det er kritisk. At vi tør udvikle og støtte egne (åbne) modeller. Og ikke mindst, at vi forstår, at data og adgang til opmærksomhed langt fra er uskyldigt som, det lyder. Tværtimod.