Zack Exley, der har været med til at knække koden til, hvordan man mobiliserer folk og får dem med om bord. Foto: Lizette Kabré
– Da jeg arbejdede for Bernie Sanders, skævede jeg til Danmark for at se, hvordan I har indrettet jer. Jeg elsker Danmark – det er et skønt sted at være, nu hvor USA er ved at falde fra hinanden, lyder det begejstret fra Zack Exley, mens han undertrykker et gab, der straks forklares med jetlag.
Der er så stor efterspørgsel efter den amerikanske kapacitet, at man godt forstår, hvis det er andet end tidsforskellen, der tærer på kræfterne. Zack Exley skal efter interviewet med Prosabladet videre til DR’s Deadline-studie, og et interview med Politiken venter også. Der er bud efter at høre om hans anderledes blik på organisering, fagbevægelse og politisk aktivisme.
Der er mange forklaringer, når fagbevægelsen skal sætte ord på, hvorfor det ikke lykkes at få medlemmerne til at stille sig i kø ved indmeldingsskranken.
Det er svært, og så er der tidsånden, branchen, konkurrencen, konjunkturerne.
– Mange organisatorer begår den fejl, at de giver op på forhånd. De fortæller sig selv, at det er svært at mobilisere folk som medlemmer i fagbevægelsen. Men hvad hvis det faktisk er din kampagne, den vision, du sælger til arbejderen, der er forkert eller ligegyldig? Hvad hvis arbejderne vil noget andet? Det er jo fagbevægelsens ansvar at sætte dem noget i sigte, som er så vigtigt, at de vil kæmpe for det. Historien viser, at man ikke behøver at komme fra kummerlige kår for at kunne blive mobiliseret til faglig kamp. I 1930’ernes USA var det de bedst betalte arbejdere, der ledede kampen. De kæmpede, fordi de blev præsenteret for en vision om at kunne blive en del af middelklassen. Det var benzin på en faglig kamp, siger Zack Exley.
– Det, der er vigtigst for en fagbevægelse, er altså, at den har en stor vision. Og jeg taler ikke om en mindre lønforhøjelse eller lidt kortere arbejdsuge – det skal svare til det, fagforeningerne tidligere kæmpede for i deres storhedstid. Dengang sikrede de, at arbejderne fik en weekend, de fik fritid, og de sørgede for, at arbejderne kunne blive en del af middelklassen. I bliver troværdige, hvis I har store, radikale visioner, der gør en forskel for arbejderen. Og jeg medgiver, at det er svært at forestille sig, hvad så store nye skridt kan være i dag. Men det er vigtigt, at foreningerne melder sig på banen og tager den dagsorden. Når vi er i en økonomi, der skaber mere velfærd, hvordan får arbejderne så gavn af det? Det skal I være med til at sikre, så det ikke udelukkende bliver op til politikerne, lyder opfordringen fra Zack Exley.
Når grundlaget er på plads, den vigtige og relevante vision, gælder det om at komme ud og finde de fyrtårne på arbejdspladserne, der kan hjælpe med at sætte fagforeningstoget i gang.
– Det handler om at finde de rigtige ledere, der findes i enhver gruppe og lokalsamfund. Identificér dem, og få dem om bord på jeres kampagne! Man skal ikke gøre, som jeg gjorde i starten, hvor jeg gik til arbejderne som en ensartet masse. Man skal lære at navigere rundt om dem, der alligevel aldrig vil med i en fagforening og finde frem til den dedikerede, strategiske leder, der som en naturlov altid findes i en gruppe. Da vi begyndte at lokalisere de ledere, der naturligt er i et kollegafællesskab, skete der noget. En leder er gerne den, der løser konflikter med arbejdsgiveren og forsvarer andre. I Bernie Sanders-kampagnen kunne vi se, hvem der meldte sig til reelt at udføre et stykke arbejde – og det var den sande leder, siger Zack Exley.
Og når man så har fundet frem til lederen blandt arbejderne på en arbejdsplads, hvordan får man vedkommende engageret i fagforeningsprojektet?
– Man skal have kæmpestor tillid til og respekt for disse ledere i gruppen. Man skal gå til dem som ligesindede. Og så skal man ikke være naiv – ikke alle vil være ledere, selvom de har potentialet, og ikke alle vil med i en fagforening. Det skal man ikke lade sig afspore af, siger den tidligere it-programmør.
Zack Exley startede selv med at rekruttere medlemmer til fagbevægelsen i USA som 22-årig. Han har derfor været med på tætteste hold og mærket modstanden fra arbejdsgiverne og frygten fra arbejderne, alt imens organisationsgraden er gået ned.
Han er derfor ikke sen til at kalde de danske tilstande ”paradisiske”, og det efterlader ham store forhåbninger til, hvad en dansk fagbevægelse kan udrette.
– I USA er det svært at organisere fagforeningsmedlemmer. Vi må kæmpe fra virksomhed til virksomhed og bliver gerne ignoreret af arbejdsgiverne. Det er ret fantastisk at høre om, hvordan dansk fagbevægelse kan forhandle og har et konstruktivt forhold til arbejdsgiverne – I kan faktisk være med til at disrupte. I skal ind og definere en ny revolutionerende version for arbejderne i fremtidens nye økonomi, så det ikke bliver arbejdsgivere og politikere, der definerer den, siger han.
Og som om det ikke var nok, så tilføjer han lige et sidste ønske, inden interviewet slutter:
– Og så håber jeg, vi engang vil se et PROSA, der kigger ud over Danmarks grænser og går globalt. Hvorfor skulle PROSA ikke organisere amerikanske og indiske it-arbejdere? Det er jo en global branche. Der er meget at gøre, og I kan gøre det.
