Farvel, din skid

Kaj Jørgen Andersen rejser sig adræt fra havestolen i udestuen og roder i en stak gamle papirer, han har lagt frem.

Dokumenterne rummer scener fra et langt arbejdsliv som it-professionel: Lønsedler, eksamensbeviser, anbefalinger og billeder af firmafodboldholdet.

Og så er der et lyserødt hulkort, hvor der øverst er påsat en lille hilsen, som er skrevet på en gammeldags printer.

”Farvel din skid. Kan du have det godt”, står der.

Det er en kærlig afskedssalut fra de gamle kollegaer i Danmarks Statistik, der ikke var helt tilfredse med, at Kaj Andersen i 1985 søgte nye græsgange som programmør i forsikringsbranchen.

På det tidspunkt er hulkortene for længst udfaset og afløst af mainframe computere, men Kaj Andersen har været med hele vejen.
– Det var et stort spring fra hulkort til programmering, for pludselig skulle jeg forstå, hvad der foregik inde i maskinen. Én ting er at stå og sætte hulkort ind i store stakke, noget andet er at programmere det. Så der var masser af selvstudier for at lære hele operativsystemet og de tekniske termer at kende på engelsk, fortæller han.

Datidens Google

Tilbage i 1968 har Kaj Andersen fået plads som kontor­elev i Danmarks Statistik. Han træder ind ad døren den 1. september til en elevløn på 846,08 kroner om måneden.
– Det var min far, der fandt annoncen i Berlingske ­Tidende. Det var jo den tids Google, når man skulle søge job. Der stod i annoncen, at der var mulighed for edb, og det tændte mig, fordi det var noget med teknik, tal og logik. Og så var det jo noget nyt og spændende, der var på vej, husker Kaj Andersen.

Elevuddannelsen varer to og et halvt år, og skæbnen vil, at han bliver i Danmarks Statistik de efterfølgende 14 år på forskellige kontorer.

Hulkortene er datidens metode til at indsamle og lagre statistiske oplysninger om borgerne, og de er opdelt i forskellige kolonner for blandt andet køn, nationalitet, uddannelse, kommune, alder og årsindkomst.
– Der var jo ikke noget online dengang, så vi kørte ud til Den Tekniske Højskole i Lyngby med hulkortene og fik dem kompileret og oversat, og så kørte vi tilbage igen med listerne. Det var en UNIVAC 1005, der aflæste informationerne – en af forløberne til edb-maskinerne. Den havde et lille modul, vi kunne programmere til. Det var kun 4K. Det var jo ingenting. Og én gang om året kom der så en Statistisk Årbog ud i den anden ende, siger Kaj Andersen og tilføjer så efter en lille pause:
– Det var tungt arbejde.

Den 28. februar 1971 er han udlært, og i den anledning bliver han inviteret til frokost med Rigsstatistikeren i Folketingets restaurant.

Invitationen har han stadig. Den er trykt på kraftigt papir med logo og underskrift.
– Han sagde tak for indsatsen og tillykke med den fine uddannelse. Og så havde jeg ellers fri resten af dagen og dagen efter, så jeg kunne fejre det ordentligt, siger Kaj Andersen, der melder sig ind i PROSA, da han er næsten udlært.

Militærnægter

Men i 1972 går Danmarks Statistik over til de store mainframecomputere af typen IBM 360-370.

Kaj ­Andersen er fyr og flamme og tager programmørkurser hos IBM.
– Der fandtes ikke it-uddannelser. Man stod i lære, og så kom man på kurser i programmering hos leverandøren, siger Kaj Andersen.

I de år raser demonstrationerne mod Vietnamkrigen og Verdensbanken, og midt i ungdomsoprøret bliver Kaj Andersen indkaldt til militærtjeneste i telegraftropperne. Det havde han ikke lyst til. Derfor søger han ind som militærnægter på Teknisk Museum i Helsingør i et år, inden han i 1977 returnerer til Danmarks Statistik, hvor han også møder sin kone Jytte.

Her får han ansvar for uddannelsesstatistikken – et integreret elevregister, hvor man registrerer personens udvikling fra år til år hele vejen fra folkeskolen og op til de højere uddannelser. Statistikken er baseret på internt udviklede programmer, som er skrevet i Assembler og oversat til makrolinjer til statistiske formål med navne som Pluk (Udpluk), Stafe (Standard Fejlsøgning) og Tab (Tabeller).

De mange data er lagret på magnetbånd.
– Min gamle kontorchef sagde, at i princippet er et magnetbånd jo en database. Og det måtte jeg give ham ret i. Det er jo svært at modbevise. Der var bare ikke den dér indeksmulighed til at finde tingene hurtigt frem, siger Kaj Andersen, der sideløbende tager en uddannelse som merkonom i databehandling.

En datenfehler

Den uddannelse får han brug for, da han i 1985 får nyt job som programmør i forsikringsselskabet Kgl. Brand, der har kontor på Højbro Plads.
– Det er matrikel nummer 1 i København med udsigt over Christiansborg. Meget finere kunne det ikke blive, siger Kaj Andersen og fremviser et fotografi af udsigten fra it-kontoret med kanalen og slotspladsen i forgrunden.

Skiftet til fjerde generations programmeringssprog er en helt anden verden. Det samme er det private arbejdsmarked, og startlønnen lyder på 17.031,10 kroner om måneden plus pension.
– Jeg skulle genoplæres for at lære databaser at kende og fjerde generationssprog og onlinebilleder og den slags. Det havde jeg aldrig arbejdet med før. Jeg vidste slet ikke, hvad skærmbilleder var for noget, og at man kunne programmere dem, siger han.

Maskinerne er tyske Siemens med styresystemet BS 1000 og senere BS 2000, og arbejdet består i at lave tariffer til policer, som reguleres med årlige intervaller, samt et nyt provisionssystem, som beregner daglig provision og udbetaler lønninger til assurandørerne.

Det foregår i databasen Adabas fra det tyske firma Software AG programmeringssproget hedder Natural.
– Der kan du godt lave strukturerede systemer, for Natural kan kalde sig selv. Det stod jeg og to andre for. Så hed det pludselig en datenfehler, når noget gik galt. Men det var kompliceret, og det kunne hurtigt blive indviklet. Jeg følte, at der var meget spaghetti, hvor man købte alle mulige tilføjelser og linkede ekstra biblioteker på og sådan noget i stedet for at lave en totalløsning, siger Kaj Andersen.

PROSA for livet

Fagforeningsmæssigt er skiftet til Kgl. Brand også mærkbart.

Over halvdelen af kollegerne er organiseret i Forsikringsforbundet, og kun nogle få er i PROSA.
– Jeg blev lidt skizofren, men det var helt utænkeligt for mig at gå over i en fagforening med alle de dér kontorassistenter. Vi var jo de rigtige teknikere og følte os lidt hævet over de andre på en eller anden måde. I PROSA snakker de om it, og det kan jeg forholde mig til, fastslår han.

I slutningen af 1990’erne bliver Kgl. Brand overtaget af den svenske finanskoncern Skandia.

På det tidspunkt er Kaj Andersen stærkt involveret i personaleforeningen og er ansvarlig for både løbeklub og fodboldhold.

Så da nogle kolleger lokker ham med til det traditionsrige, svenske langrendsløb Vasaløbet på 90 kilometer, siger han ikke nej.
– Jeg var i rimelig god form med fodbold og løbe­træning, men jeg havde ingen teknik til at stå på ski, så jeg stagede mig bare frem. Det var vanvittig hårdt. Mine svenske kollegaer i Skandia havde fri dagen efter. Det havde vi ikke. Vi måtte møde op på arbejde, fortæller Kaj Andersen, der har løbet Vasaløbet tre gange i alt.

Et skridt op

I 1998 rykker han et trin op ad karrierestigen, da han får jobbet som systemansvarlig for statistikbasen i forsikringsdelen af Skandia.

Firmaet har nu skiftet navn til If Skadeforsikring og har 6-7.000 medarbejdere i hele Norden, og med jobskiftet kommer Kaj Andersen også tilbage til IBM-maskinerne.
– Jeg følte lidt, at ringen nu var sluttet fra min tid i Danmarks Statistik til statistikdatabasen. Jeg gik i gang med at transformere databasen fra Adabas til SAS, men den blev på mainframen som Adabas, og den kører faktisk stadig derinde. En mainframe er så integreret i alle ting med knopskydninger og fangarme, at den er næsten umulig at nedlægge. Man sagde jo for 20 år siden, at mainframen er død. Men det har ikke holdt stik, siger Kaj Andersen.

Skiftet til SAS (Statistical Analysis Software) gjorde alting betydeligt nemmere – både for ham og kollegerne i analyseafdelingen.
– Det er et meget, meget simpelt programmeringssprog. Bare du skriver et par linjer, kan du få en tabel ud i den anden ende. Det er baggrundsarbejdet, der er dyrt. Så analysefolkene sad dér og hyggede sig med at lave nogle lette ting, og så fik de æren for de flotte tabeller. Sådan var det. Men jeg kan bedst lide at sidde i maskinrummet på nederste niveau, hvor jeg programmerer og har systemansvaret og driften, siger Jørgen Andersen.

– Jeg var kontrolnørd, og jeg kunne godt lide at have total styring. Det med at give slip på ansvaret, det er ikke min stærke side, siger han.

Selv om den personlige computer gjorde sit indtog i 1980’erne, så har den del af it-verdenen aldrig rigtig appelleret til ham.
– Jeg var meget længe om at komme ind i pc-verdenen. Jeg levede i mainframe-verdenen. Jeg gider ikke at rode med småting. Mit speciale er store datamængder og store sorteringer, siger han.

Politikersnak

Fra sin position som systemansvarlig har han også fulgt med i nogle af de store it-skandaler og fejlslagne it-projekter, som jævnligt rammer avisernes forsider.

For Kaj Andersen er en af de vigtigste erfaringer, at man skal holde sig til enkle processer og ikke gøre tingene for komplicerede.
– I nogle af de store it-skandaler, vi har set gennem årene, prøver man at bygge noget, der kan det hele. Men så tager knopskydningen typisk overhånd, og så går det galt, siger han.

Ifølge Kaj Andersen er det en fejl at tro, at man kommer væk fra de gamle problemstillinger, hvis bare man bygger nogle nye, store systemer.
– Det er politikersnak, hvis du spørger mig. De samme problemstillinger dukker hurtigt op igen. Se bare på Sundhedsplatformen. Det er endt med, at lægerne udfylder flere blanketter end før. De er nærmest blevet sekretærer. Jo mere, du bygger på af smarte ting, jo mere kompliceret bliver det – og det bliver ti gange så dyrt, siger han.

Rider på it-bølgen

Når han kigger i bakspejlet, har de 50 år i it-branchen budt på masser af udfordringer, god løn, sociale relationer og masser af sport i sin fritid. Som pensionist savner han heller ikke noget.

Det skulle da lige være en motorbåd, som han kan have liggende i lystbådehavnen i Helsingør.
– Jeg har levet i den gode periode. Jeg har været heldig at ride på it-bølgen og aldrig været arbejdsløs eller følt, at jeg var nede i et hul, siger han.

Men hvis han arbejdsmæssigt skulle have valgt en anden it-vej, så ville han satse på processtyring og programmering af robotter.
– Jeg er meget fascineret af robotterne på Mars. Den første, de sendte op, vejede jo 800 kilo. Det er fantastisk, at man kan programmere og styre den på så lang afstand. Hvis jeg skulle starte forfra, så kunne jeg godt finde på at programmere robotter. Det andet dér, hvor du knokler og knokler med at programmere, og der til sidst kommer en tabel ud i den anden ende – det er jo ikke helt det samme, siger Kaj Andersen, der efter sin pension i 2017 har bevaret sit medlemskab af PROSA.

– Jeg vil nødig undvære Prosabladet. Det gør, at jeg stadig føler en tilknytning til it-branchen, siger han.