Feminisme og teknologi

I de sene 1970’ere blev Centre de Sociologie de l’Innovation (CSI) etableret på den franske ingeniørskole École des Mines i Paris. CSI havde blandt sine ansatte den dengang unge og lovende – og i dag berømte – sociolog og filosof Bruno Latour. Ambitionen bag CSI var at placere det samfundsmæssige og sociologiske perspektiv på teknologi i hjertet af ingeniøruddannelsen.

Latour og hans kollega Michel Callon udtrykte det ligefrem således, at ingeniører er sociologer. Ingeniører er sociologer, fordi det, de konstruerer, teknologi, har sociologiske konsekvenser. Teknologi skaber samfund.

Denne forståelse var og kan for nogle stadig forekomme radikal, kontroversiel – ja måske endda farlig. Latour og Callon formåede da også at støde mange. De klassiske sociologer blev diskvalificerede, fordi de ifølge Latour kun bidrog med forsimplet teoretisering om samfundet, eftersom de ikke tager højde for teknologiens rolle i deres sociologiske teorier.

Humanister blev provokeret af, at teknologi ikke blot var et neutralt instrument for menneskelig handlen, men, som Latour i sin omfattende forskning har understreget gang på gang, er en integreret og uomgængelig del af det menneskelige og sociale. Uden teknologi, intet samfund og ingen socialitet.

Og hvad med ingeniørerne? Ja, de blev også udfordrede, fordi deres jobbeskrivelse jo ændrede sig. Én ting er, at man ”blot” bygger ”smarte dimser”, til at man nu faktisk ”bygger samfund”. Ansvaret vokser betragteligt.

Men pointen med at lægge CSI i hjertet af ingeniørstudiet var at sætte fokus på, at teknologi er en gennemgribende, samfundsforandrende kraft og derfor ikke kan og bør reduceres til blot at være ”noget teknisk”.

I dag – 40 år senere – er det tydeligt, at teknologi er en betydelig samfundsmæssig kraft, og forskningsfeltet teknologistudier er vokset betragteligt og inkluderer blandt andet feministiske perspektiver på teknologi.

Disse perspektiver handler ikke om kvindeundertrykkelse, mandsdominans og ligestilling, som nogle måske kunne tænke. Nej, det feministiske perspektiv i relation til teknologi handler om at rejse vigtige spørgsmål som: Hvem er en given teknologi designet til, og hvem er ekskluderet? Hvilke problemer skal den løse, og hvem har defineret disse problemer? Hvilken omfordeling af ressourcer og penge afstedkommer den? Hvis arbejde forandres, forringes, forsvinder?

Disse spørgsmål er vanskelige at besvare, men er ikke desto mindre relevante og nødvendige at forsøge at forholde sig til, når man laver ”smarte dimser”.

Den enkelte teknologiudvikler kan starte med at spørge sig selv: I hvilket omfang forholder jeg mig til disse spørgsmål? Og hvis man ikke forholder sig til dem, så spørge: Hvorfor og hvordan er det mon blevet sådan? Dermed begynder man at tage ansvar for sin rolle som sociolog.