Der er travlhed i sygehusets fysioterapeutiske center. Ældre mennesker får kyndig hjælp til øvelser og genoptræning. 24 fysioterapeuter hjælper i gennemsnit 10 ældre patienter om dagen. De fleste er ambulante. Kalenderen er fuldt booket.
Vi er i et fuldkommen nybygget sygehus i provinsbyen Saku i Nagano-amtet højt oppe i Japans bjerge. Her er skinnende rent og pænt. Her er en behageligt venlig atmosfære.
Men hov. Vi er i Japan, robotternes hjemland, hvor regering, forskere og sundhedsvæsen lægger stor vægt på perspektiverne i den aflastning, som robotter kan give landets pressede ældrepleje, og hvor der er fuld gang i alle mulige former for samarbejde på højt niveau med eksperter på det felt i andre lande, blandt andet med danske firmaer og sundhedsinstitutioner.
Og her – i dette tjekkede og moderne rum - er der intet inden for synsvidde, der ligner en robot. Absolut intet.
– Nej, vi har ikke robotter, forklarer lederen af fysioterapien, Hideki Yoda. Vi har et budget, som ikke giver mulighed for det. Det er svært at lære, hvordan man bruger dem korrekt. Robotter skal indstilles til hver enkelt patients personlige behov.
Kun tre steder i hele Nagano-amtet med dets 2,2 millioner indbyggere bruger man robotteknologi til genoptræning af ældre. Behovet for aflastning er ellers enormt. Japanere lever længe, og Nagano er det amt i Japan, hvor befolkningen bliver ældst. Gennemsnitsalderen er 87,18 år for kvinder og 80,88 år for mænd, og selv om mange af dem er friske til langt oppe i årene, så giver det et stort plejebehov, som kun vil stige i fremtiden.
– Jeg gætter på, at vi vil bruge flere robotter i fremtiden. Vi får hele tiden besøg af firmaer, som vil vise os deres produkter. Men endnu er udbredelsen ude på landet i Japan meget begrænset, forklarer Hideki Yoda.
Og ude på landet bor jo netop en meget stor del af de ældre japanere, som skulle nyde godt af robotterne.
Der er mange forklaringer:
Der bliver brugt mange flere penge på forskning og udvikling end på at gennemføre behovsundersøgelser blandt brugerne. Der er mange idealistiske ingeniører og forskere inden for ældresektoren, som får en masse gode idéer, men disse idéer bliver sjældent testet på virkeligheden, før et forskningsprojekt er i fuld gang.
Mange af de robotter, der kommer ud af det, sælges på markedet, men de er meget dyre, hvilket gør det svært for hospitalsdirektører, der har ansvar for prioriteringerne, at indføre dem. Forsikringsforholdene er uafklarede. Hvem har ansvaret, hvis noget går rent galt? Og endelig er der problemet med at tilpasse de fabriksproducerede robotter til de enkelte gamle menneskers skavanker og behov.
"Ethvert menneske er meget specielt. Det er svært at få robotter til at fungere sammen med mennesker," erkendte Toshiharu Mukai, der er professor og robot-ingeniør ved Meijo-universitet, tidligere i år over for websiden Marketplace.
En af hans kolleger og konkurrenter, professor Shigeki Sugano fra Waseda-universitetet i Tokyo, har udviklet den menneskelignende såkaldte ”Twendy One Robot”, som kan hjælpe ældre ud af sengen, hente mad i køleskabet og servere det for dem, men hvor alene sensorerne i robottens hænder koster en million kroner.
"Prototyper er okay," udtalte professor Sugano sidste år til den canadiske avis The Globe and Mail. "Men det er vanskeligt at nå frem til kommercialisering af produktet."
Troels Oliver Vilms Pedersen, der er programchef for det danske Teknologisk Institut, som har et omfattende samarbejde med japanske partnere på dette felt, konstaterer, at det er en ”kæmpe overraskelse” for mange mennesker, at man har langt mere teknologi i ældreplejen i Danmark end i Japan, og at Danmark - og måske danskere generelt - optager teknologi i den sektor markant hurtigere og mere positivt, end man gør i Japan.
– Det er en udbredt misforståelse i Danmark, at det forholder sig omvendt, konstaterer han.
Troels Oliver Vilms Pedersen peger på flere forklaringer på den langsommelige implementering af robotteknologi i ældresektoren ude på landet i robotternes hjemland.
”Virksomhederne – og forskerne – udvikler tingene indefra og ud. Deres første møde med brugere kan godt være, når de er stort set færdige med produktet, sådan lidt firkantet sagt … Så de ting, der trods alt bliver lavet, passer ikke altid nødvendigvis ind, når det kommer til stykket”, skriver han i en e-mail.
”Det er også en udfordring, som vi kender i Danmark," fortsætter han. ”Men det virker langt mere udtalt i Japan. Produktudvikling baserer sig ikke nødvendigvis på viden om reelle behov, og det virker ikke, som om mange arbejder med at knytte brugere og udviklere sammen i udviklingen.”
Den vigtigste forklaring er imidlertid efter Troels Oliver Vilms Pedersens vurdering, at ”det ser ud, som om der faktisk reelt ikke eksisterer den store købekraft i sektoren.”
Hvis man vil sælge plejeudstyr i Japan, skal man have foden indenfor i det offentlige refusionssystem, hvor de enkelte sundhedsinstitutioner får betalt 90 procent af udgifterne ved nyanskaffelser af forsikringer og offentlige omfordelingspuljer, forklarer han.
Og endelig er plejesektoren på godt og ondt kendetegnet ved billigere arbejdskraft med korte ansættelser, stor udskiftning af personale og en meget stor andel af frivillig arbejdskraft.
”Du kan ikke lave cost-benefit på teknologi-investeringer, fordi de øvrige udgifter, du ellers kan erstatte med teknologi, simpelthen ikke er særligt høje,” forklarer Troels Oliver Vilms Pedersen.