Illustration: Lars Refn

jobjagt

Jobansøgningen er stadig et hit

En hel traditionel ansøgning på baggrund af et helt regulært stillingsopslag er den mest benyttede vej til et job. Jobopslaget er dog skarpt forfulgt af headhunting, viser en ny undersøgelse blandt PROSAs medlemmer.

Antagelser eller fakta.

De 3.488 medlemmer, der deltog i årets lønstatistik, er blevet bedt om at hjælpe PROSA med at få konkrete data på, hvordan job egentligt bliver besat på it-arbejdsmarkedet.

Læs også:

Prosabladet har i forbindelse med denne artikel spurgt læserpanelet om vejen til næste job:
Flid, fedt & en smule held

Og tilbagemeldingerne har slået et par myter ihjel.

Tallene viser, at 40 procent har fået deres nuværende job via et jobopslag.
– Man får nogle gange det indtryk, at måden, man kan få et job på it-arbejdsmarkedet, er ved at kende nogen, der kender nogen, og at det samtidigt stort set er umuligt for arbejdsgiverne at få kvalificeret arbejdskraft ved blot at slå et ledigt job op. Men data viser noget andet. Det mest almindelige – også i it-faget – er, at en stilling besættes ved, at en virksomhed slår en ledig stilling op, og en it-professionel søger stillingen, siger Michael Tøttrup, der er ledelseskonsulent i PROSA.

Netværk tæller

Men it-folk får også job via netværk og headhunting.

27 procent siger, at de sidder i deres nuværende job, fordi en headhunter kontaktede dem. For hver tredje af dem var der tale om en ekstern headhunter, mens den resterende del blev headhuntet af en chef eller HR-medarbejder på deres nuværende arbejdsplads. Oftest er det sikkerhedsfolk og projektledere, der bliver rekrutteret intent.
– Både sikkerhed og projektledelse er typisk en karrierevej, man vælger, og det er derfor helt naturligt, at der i et vist omfang sker en intern rekruttering. Man kan sige, at den enkelte medarbejder ”vokser ind i opgaven” på arbejdspladsen, siger Michael Tøttrup.

Du har et produkt, der skal sælges, og det er de kompetencer, som du kommer med og kan tilføre virksomheden
- Flemming Gregers Kroun, karriererådgiver i PROSA

14,3 procent oplyser, at de fik job, fordi de blev opfordret til at søge jobbet af en, der allerede arbejdede på arbejdspladsen, mens 2,5 procent siger, at de fik jobbet gennem anden form for netværk. 8,5 procent af de adspurgte fortæller, at de søgte stillingen uopfordret. 3 procent oplyser, at de er i deres nuværende job på grund af en virksomhedsoverdragelse eller lignende.
– It-branchen er en branche, hvor der sker opkøb af virksomheder, og hvor medarbejderne bliver ”handlet”. Når en større it-virksomhed opkøber en mindre it-virksomhed, sker det jo som oftest, fordi den mindre virksomhed er i besiddelse af nogle kompetencer – altså medarbejdere – som den større virksomhed ønsker at få fat på, siger Michael Tøttrup.

Det er typisk folk, der arbejder med drift eller brugerunderstøttelse, der er blevet virksomhedsoverdraget.

Studiejob åbner døre

Når det gælder om at lande sit allerførste ’rigtige’ job, fylder jobopslaget lidt mere end for gennemsnittet.

Tre gode råd

Du skal ALTID skrive en ansøgning fra bunden. Fortæl, hvad du kan byde ind med i forhold til de konkrete opgaver, som netop den konkrete virksomhed skal have løst, og hvorfor du er et godt match. Det får dig ikke forrest i køen, hvis du omtaler arbejdspladsen med et forkert navn.

Ansøgningen skal præcist og nøgternt beskrive dine kvalifikationer, og hvad du kan bidrage med i virksomheden. Overblikket over eventuelle tidligere ansættelser oplistes i cv’et.

Skriver du langt og sludrende, havner din ansøgning i værste fald i skraldespanden. Så vælg dine ord med omhu. Kræfterne (og pladsen) skal bruges på at få de vigtigste budskaber ud. Brug overskrift, underoverskrifter og luft mellem afsnittene. Og hold din ansøgning på en side.

Du kan altid kontakte PROSAs karriererådgivere på karriere@prosa.dk

Uopfordrede ansøgninger er en smule mere udbredt blandt dimittender end blandt de mere erfarne, hvorimod headhunting ikke er.

En del nyuddannede tilkendegiver, at de er kommet i job som forlængelse af en studiepraktik eller et studiejob.
– Det er guld værd på cv’et, hvis du har haft eller har et studiejob, når du skal søge job. En af de ting, der kan få din ansøgning lagt i den rigtige bunke, er netop relevant erhvervserfaring, siger PROSAs karriererådgiver Flemming Gregers Kroun.

Men når alt kommer til alt, handler det om at skrive den bedst mulige ansøgning.
– Når du skal ud i verden og have et job, er det vigtigt, at du først og fremmest betragter dig selv som salgs- og marketingdirektør i din egen virksomhed, lyder rådet fra karrierevejlederen.

Også selvom det føles lidt underligt.
– Men du har et produkt, der skal sælges, og det er de kompetencer, som du kommer med og kan tilføre virksomheden. Dit reklamemateriale er dit cv og din ansøgning, så hav fokus på salg og passion i din formidling af kompetencer og erfaring, siger Flemming Gregers Kroun.

Lige meget om du søger på baggrund af et jobopslag eller sender en uopfordret ansøgning, så sidder der en i den anden ende og kigger efter, hvad du kan tilføre arbejdspladsen.
– Det handler groft sagt om value for money, når det kigges på ansøgninger. Så din opgave er at vise, hvordan netop du vil tilføre værdi til den aktuelle stilling. Kort sagt sælg dig selv bedst muligt, siger han.


Læs også...

Mirza Cirkinagic, forbundssekretær i IT-fagforeningen PROSA er også legebarn og hyppig bruger af techgadgets. Her giver han et bud på top- og…

Vibe-coding har masser af potentiale, og det kaster ikke webudviklere ud i massearbejdsløshed. Og så er AI altså ikke bevidst, for bevidsthed er noget…

Christian Ruhwedell arbejder med IT-sikkerhed og risikostyring. Han er overrasket over, hvor godt AI og vibe-coding fungerer allerede i dag, men ser…

Meriemme er 49 år, har læst til datamatiker og studeret datalogi. Hun har de senere år arbejdet mest med compliance, sikkerhed og at styre…

Jonathan Grace, 49, arbejder med digitalt design og kommunikation og er begejstret for de ny muligheder, som AI-værktøjer åbner for.

Danni Dromi, 37 år, er senior data scientist og underviser i vibe-coding. Han er overrasket over, hvor meget værktøjerne til AI-programmering har…

Mads Henrichsen driver konsulentvirksomheden ”syv.ai”, som kalder sig Danmarks mest nørdede AI-udviklere. Han frygter ikke AI-fremtiden, men medgiver,…

Sam Altman udsteder 'kode rød' hos OpenAI, mens ChatGPT kæmper med rivaler

2025 blev et begivenhedsrigt år. Trends kom og gik, som de plejer - ofte drevet af Tik-Tok eller andre platforme, som kan sætte kaste ild på globale…

Bevidsthed er en svær størrelse, men handler om subjektive oplevelser, som hvordan kaffen smager. Derfor er det også en fejl at tale om bevidsthed i…