Kinas censur rækker ud i verden

En sen eftermiddag i marts 2015 lyder alarmen i Githubs kontor i San Francisco. Verdens største kode-repository er under DDOS-angreb. Det kraftigste DDOS-angreb, Github nogensinde har oplevet. Github er nede ni gange over de følgende fem dage, hvor teknikere febrilsk prøver at holde sitet oppe.

Sikkerhedsforskere finder frem til, at målet for det storstilede angreb er to Github-projekter, som tilhører GreatFire.org – en organisation, som arbejder imod kinesisk internetcensur. Deres projekter gør det blandt andet muligt for den kinesiske befolkning at få adgang til den kinesisksprogede udgave af avisen The New York Times.

Sikkerhedsforskerne identificerer også kilden bag angrebet: ’The Great Cannon’ – som sikkerhedsforskerne navngiver teknologien bag DDOS-angrebet – er kinesisk. Kineserne gør sig ikke de store anstrengelser for at skjule, at de står bag angrebet. Faktisk fortsætter de angrebet i flere uger, efter at Github har formået at afskærme sitet fra angrebet.

Det kan synes underligt, men formålet med at rette kanonen mod Github er ikke kun den midlertidige lammelse af en række Kinakritiske sites, forklarer James Griffiths, der er Kinaekspert og CNN-journalist.
– Kineserne ønskede også at sende en besked. Hensigten med Github-angrebet i 2015 var at vise verden, at Kina ikke længere kun var interesseret i at kontrollere informationsadgangen for indbyggere i Kina. Med ’The Great Cannon’ viste Kinas kommunistparti, at dissidenter og kritikere i udlandet også kan rammes, siger James Griffiths, der gennem flere år har boet i Kina og nu i Hong Kong.

Han har netop udgivet bogen ’The Great Firewall of China’, hvor han blandt andet beskriver Github-angrebet og opbygningen af Kinas store firewall, som forhindrer befolkningen i Kina i at anvende en lang række apps og søge information på udenlandske websites.

Kinas succesrige Great Firewall

For folk, der har en optimistisk tro på, at internettet uundgåeligt vil skabe transparens, fri informationsadgang og demokrati, kan James Griffiths bog være deprimerende læsning. James Griffiths refererer eksempelvis til en undersøgelse fra Harvard University, som anslår, at kun tre procent af kineserne forsøger at omgå den kinesiske firewall. Undersøgelsen er fra 2010, og siden er antallet faldet, vurderer James Griffiths.
– Det er selvfølgelig svært at estimere, hvor mange der anvender værktøjer til at omgå blokeringerne, men mange vurderer, at det nu er omkring en procent, siger han.

Det er der flere grunde til. For det første har Kina opbygget en række succesrige sociale medier og beskedtjenester, der fungerer så godt, at kineserne ikke behøver Facebook, Twitter, Instagram og andre platforme fra Vesten. For det andet fungerer Kinas blokering af uønskede udenlandske apps og sites rigtig godt.
– Indgrebene har været effektive. Apps, der virkede i de tidlige år, er nu blokerede eller virker ikke. VPN er stadig effektivt, men regeringen har vist, at de kan blokere dem, hvis de ønsker det. Er du kineser, der kører en privat VPN-server, ryger du i fængsel, fortæller James Griffiths.

Kritik og satire tilladt – til en grænse

James Griffiths fortæller, at der er et vist spillerum for politisk diskussion på kinesiske sociale medier som Weibo og WeChat, ligesom kinesiske ledere kan kritiseres og latterliggøres online.
– Det er nyttigt at lade folk have mulighed for at komme af med deres frustrationer. Hvis de føler, de bliver hørt online, så går de måske ikke videre end det, forklarer James Griffiths.

Men samtidig har det kinesiske styre en hel hær af internetcensorer til at manipulere den offentlige mening. Ifølge en undersøgelse fra Harvard Universitetet i 2016 spyer de tilsammen 488 millioner stykker social mediepropaganda ud om året. Eller som det kinesiske styre vil betegne det: De styrer onlinediskussioner i en harmonisk retning.

Ifølge Griffiths er der dog grænser for, hvad der kan diskuteres og gøres grin med, men grænserne er uklare og virker lidt tilfældige. Eksempelvis blev alle referencer til Peter Plys forbudt, da et meme, der sammenlignede den honningglade tegneseriefigur med Kinas leder Xi Jinping, blev populært.

Alle indholdsleverandører og platforme skal registreres hos regeringen, og de er ansvarlige for alt indholdet, der publiceres på deres platforme, hvilket er med til at skærpe censuren.
– Platformenes egne censorer er mere krakilske end regeringens censorer, siger James Griffiths.

De kinesiske myndigheder har defineret vage regler om, at indhold på internettet skal sikre harmoni og ikke forstyrre den offentlige orden, men der er nogle helt klare tabuer, som alle kinesere kender og derfor undgår.
– Opfordringer til demonstrationer og aktivisme er forbudt, ligesom kritik af censuren også er lukket land, siger James Griffiths og henviser til, at det er masseprotester som demonstrationen på Den Himmelske Freds Plads i 1989, der virkelig skræmmer den kinesiske ledelse.

Da den spirituelle Falun Gong-bevægelse i april 1999 formåede at mobilisere 10.000 tilhængere ved hjælp af mobiler og internet til en demonstration i Beijing, blev den kinesiske ledelse for alvor opmærksom på internettets potentiale for at mobilisere befolkningen. Siden da er der blevet slået hårdt ned på tilsvarende forsøg på at organisere protestbevægelser online.

Socialt kreditsystem og selvcensur

Trods en tilsyneladende apati og tilpasning til internetcensuren er der stadig kinesiske internetaktivister, der udfordrer systemet.

Men de kan få det sværere fremover. Indførelsen af et socialt kreditsystem, som udbygges i hele Kina i disse år, giver således hver kineser en personlig score, der blandt andet er baseret på dine handlinger, indkøb og eventuelle lovovertrædelser eller gæld. Scoren har en meget direkte indflydelse på, om du kan få arbejde, bolig og rejse frit.

Samantha Hoffman, der er Kinaanalytiker og forsker ved Australian Strategic Policy Institute, understreger, at mange kinesere frivilligt vælger at anvende det sociale kreditsystem, fordi det gør mange ting nemmere i hverdagen.
– Men samtidig medvirker systemet til mere selvcensur, da det giver nye muligheder for at håndhæve ansvarlighed og sikre harmonien i partistaten. Hvis man ikke deltager, får det ikke kun betydning for den enkelte, men også den enkeltes personlige netværk, siger Samantha Hoffman, der i 2018 blev nomineret til årets Kinaanalytiker af organisationen Young China Watchers.

Systemet opbygges af data fra systemer, som hjælper kineserne i deres hverdag med blandt andet mobilbetaling, datingsites og sociale netværk. Den enkelte kinesers sociale kreditvurdering vil ikke kun blive bestemt af den enkeltes handling, men også af familiemedlemmers aktiviteter, siger James Griffiths:
– Det øger omkostningen ved at være systemkritiker dramatisk. Du er måske villig til at poste noget på Weibo i dag for at udforske eller skubbe til grænserne for, hvad der er tilladt. Men vil du gøre det, hvis det påvirker din familie? Hvis det betyder, at din mor mister muligheden for at rejse frit, eller en tante får afslag på et lån til sin restaurant, så hun bliver nødt til at lukke den? Det kan have en voldsom effekt på politisk aktivitet, siger han.

Social kredit til resten af verden

Ligesom ’The Great Cannon’ rækker ud over den store firewall, vil det sociale kreditsystem også få betydning ud over Kinas grænser, påpeger Samantha Hoffman.
– Det sociale kreditsystem beskrives ofte som et internt system, der rangerer kinesere, men det er mere kompliceret og ekspansivt end det. Det vil påvirke internationale virksomheder og oversøiske kinesiske grupperinger og har potentiale til at gribe ind i andre nationers suverænitet, siger hun.

Som eksempel nævner hun, at den kinesiske flymyndighed Civil Aviation Administration of China i april 2018 sendte breve til internationale flyselskaber, der krævede, at Taiwan skulle beskrives som en del af Kina. Ellers ville den kinesiske regering ”registrere virksomhedens uærlighed og tage disciplinære forholdsregler”.

Flyselskaberne rettede ind. Systemet, som blev anvendt til at lægge pres på flyselskaberne, er en del af det officielle sociale kreditsystem.

James Griffiths erkender, at hans bog ikke er specielt opmuntrende, hvis man ser internettet som automatisk garant for demokrati og fri informationsudveksling.
– Fremtidsudsigten er dyster. Vores reaktion skal dog ikke være håbløshed eller resignation. Vi, der lever med et frit og åbent internet, bør se Kina som et eksempel, der understreger vigtigheden af at beskytte og udvide det. Det er svært for os at fikse Kinas internet, specielt hvis vi ikke passer på vores eget åbne, demokratiske og frie internet. Selv velmenende folk nævner ofte The Great Firewall som eksempel på, at det er muligt at kontrollere internettet med hensyn til eksempelvis copyright og porno. Men vi skal være på vagt over for den slags idéer om at kontrollere internettet, understreger James Griffiths.