At der blæser nye og friske vinde gennem PROSA, vidnede forbundets delegeretforsamling (DF) 2016 om. Det er derfor ærgerligt, at reportagen fra DF i Prosabladets decembernummer (”Uro før valg”) ikke rigtigt har haft øje for disse nye vinde.
I reportagens indledende afsnit omtales det, at der allerede kort inde i DF fra talerstolen blev talt om konspirationer. Men reportagen har fået sagens kerne galt i halsen. Det, der blev tordnet imod, var ikke rygter om en modkandidat til den siddende, organisatoriske næstformand. Det drejede sig om langt alvorligere anklager om, at en lokalafdeling havde blandet sig i en anden afdelings anbefaling af en kandidat til posten som forbundssekretær. Men det sagde talerne ikke, og derfor efterlod udtalelserne mange delegerede måbende af forbavselse – de anede ikke, hvad der foregik.
Og det var ikke den eneste sag i det skjulte: Opløbet til valget til den politiske næstformandspost var spækket med rygter, politisk tryk og skjulte hentydninger om blandt andet udelukkelse fra forretningsudvalget, hvis en bestemt kandidat blev valgt. Ved at bore lidt kunne Prosabladet have afdækket disse begivenheder.
Ærgerligt nok er reportagen heller ikke dækkende, hvad angår det, jeg anser for DF's to vigtigste begivenheder:
Den ene var den massive deltagelse af yngre, aktive medlemmer, hvilket ikke mindst skyldtes, at U-35-arbejdet begynder at bære frugt. Det var i høj grad fra disse kræfter, at ønskerne om reelt demokratiske og transparente processer lød - næsten som et svagt ekko fra Det Arabiske Forår eller Occupy Wall Street.
PROSAs eksisterende uformelle struktur, hvor vigtige politiske tiltag eller besættelse af politiske poster tit aftales i røgfyldte baglokaler og dermed ofte kortslutter de demokratiske processer, kan derfor være på vej til at svækkes og afløses af åbne meningsudvekslinger, programmer og kampvalg.
Den anden begivenhed var kampvalget til den politiske næstformandspost, der i den grad formåede at koncentrere menings- og holdningsforskellene i PROSA. For første gang i lang tid havde begge kandidater fremlagt politiske programmer for, hvad de ville, hvis de vandt posten. Så meget desto mere ærgerligt var det, at netop denne kendsgerning helt forbigik Prosabladets opmærksomhed, og at man ikke fandt anledning til at citere fra programmerne eller interviewe kandidaterne.
Det er blandt andet i lyset af ovenstående, at jeg er gået ind i redaktionsudvalget stærkt opmuntret af, at DF slog fast, at Prosabladet er et fagforeningsblad, og at hver artikel, så vidt det giver mening, skal anskue emnet fra arbejdstagernes vinkel. Jeg håber, at denne vedtagelse kan give anledning til en udvikling af bladets hidtidige redaktionelle praksis henimod, at redaktionsudvalget i samarbejde med bladets redaktør får en mere direkte redaktionel rolle. Ligeledes håber jeg, at Prosabladet i højere grad fremover vil afspejle PROSAs indre liv og på den måde medvirke til at skabe sammenhæng mellem fagforeningens forskellige aktiviteter.