Med de nuværende regler skal folkepensionsalderen stige til 68 år og vil blive reguleret næste gang i 2020, hvor den forventes at skulle stige yderligere. I 2050 forventes pensionsalderen at blive 72 år. Det vil være verdens højeste pensionsalder.
Et flertal i Folketinget mener, det er ønskværdigt, at borgerne arbejder i flere år for at sikre et tilstrækkeligt udbud af arbejdskraft, men der er også politisk debat om seniorførtidspensionen, og Socialdemokratiet har fremlagt et forslag om, at borgerne skal have ret til en tidligere folkepension, hvis man har haft et langt arbejdsliv.
Det er vores opfattelse, at forestillingen om, at arbejdslivet blot kan forlænges i mange år, fordi den gennemsnitlige levealder stiger, ikke har nogen grund i viden, men bygger på løse antagelser og regneark. Vi er af den opfattelse, at pensionsalderen IKKE skal hæves yderligere i 2020 – men at der må indføres en periode på 5-10 år, hvor effekten af en øget pensionsalder kan følges og vurderes. Det er også tvivlsomt, om behovet for længere arbejdsliv vil være nødvendigt, når mange job forsvinder som følge af den teknologiske udvikling eller som konsekvens af klimaudfordringerne.
Nogle mennesker kan udmærket arbejde i en høj alder, fordi de har lyst og evner til det, og vi kan godt støtte, at der er visse økonomiske incitamenter til at arbejde efter pensionsalderen, så længe det ikke fører til urimelig forskelsbehandling af borgere, som forlader arbejdslivet ved folkepensionsalderen.
Den politiske interesse for seniorførtidspensionsordningen er velbegrundet. Mange kan ikke forsætte arbejdslivet til folkepensionsalderen, og der er behov for en ordning, som sikrer disse borgere et værdigt otium.
Muligheden for seniorførtidspension bør opnås fra 55 år, for selvom man øger folkepensionsalderen, fordi en fremtidig levealder stiger, bliver nuværende og formentlig også kommende ældre ikke senere nedslidte. Adgang til seniorførtidspension skal – i modsætning til i dag – være ubureaukratisk og bygge på borgerens erklæring og lægelig helbredsvurdering. Der skal ikke indgå en absurd opgørelse af arbejdsevnen i timer, men på om det hidtidige arbejdsliv kan fortsættes.
Socialdemokratiets forslag om en ret til at forlade arbejdslivet før folkepensionsalderen er positivt. Men vi vil helt afvise enhver tanke om en forskellig folkepensionsalder, for eksempel baseret på antal år på arbejdsmarkedet. Folkepensionen er kernen i velfærdssamfundets universelle ydelser og var en milepæl, da den blev indført i 1957.
Det er nødvendigt med en ret til at forlade arbejdslivet og overgå til en offentlig ydelse, når man har ydet sit og haft et langt arbejdsliv. Princippet for en sådan offentlig ydelse må være, at den er tilgængelig for alle, baseret på objektive kriterier. Vi kunne tænke os en arbejdsmarkedsbaseret ydelse, hvor den enkelte indbetaler et beløb på samme måde som ATP.
Denne ”Arbejdsmarkedets Seniorpension” kan vælges fra 60 år, når man har arbejdet 35 år, og kan give en værdig overgang til folkepension ud fra den enkeltes behov og ønsker. Pensionen skal være på niveau med folkepensionen, og man kan tilsvarende vælge at supplere med udbetalinger fra egen pensionsopsparing. Hvis den enkeltes indbetalte bidrag ikke er anvendt før folkepensionsalderen, overføres beløbet til ATP og udbetales med denne.
