Illustration: Mikkel Henssel

etik

Virkeligt voldeligt

Metaverse påvirker ikke kun brugerens psyke og krop på en langt mere gennemgribende måde, end vi hidtil har set. Teknologien kræver også, at brugeren afgiver ekstreme datamængder. Tech-firmaerne lover at tage ansvar, mens politikere i både USA og Europa forsøger at holde dem i ave.

”Kernen i vores vision om metaverse”.

Sådan omtaler Mark Zuckerberg Facebooks sociale virtual reality-platform Horizon Worlds.

Derfor var det en streg i regningen for Facebook-bossen, da en britisk kvinde omtrent samtidig med lanceringen af platformen gik i medierne og fortalte om et voldsomt første møde med Horizon Worlds.

Nina Jane Patel kunne fortælle offentligheden, hvordan hendes avatar i løbet af det første minut i metaverse blev chikaneret verbalt og befamlet af tre-fire mandlige avatarer. Det eskalerede til, at de gruppevoldtog hendes avatar.

Tema:

Denne artikel er en del af et tema om metaverse:

Som at være der selv
Virkeligt voldeligt

Nina Jane Patels oplevelse er blot ét af flere eksempler på chikane, overgreb, racisme og hadtale i det spæde metaverse, og eksperter ser en øget risiko for den slags ubehagelige hændelser i den virtuelle verden. Blandt andet fordi miljøet er så livagtigt.
– Der bliver aktiveret flere områder i hjernen, som ikke bliver aktiveret af en flad skærm. Når man optræder med en krop i dette rum, kan man blive udsat for et niveau af realisme, som kan være psykisk overvældende, siger Albert Rizzo, der som professor på University of California i Davis forsker i design og udvikling af VR.

Han tilføjer, at forskellen på den virkelige verden og den virtuelle virkelighed er som forskellen på at kigge ind i et akvarium og selv at svømme rundt i det.

Man mærker verden

Metaverse adskiller sig ikke kun ved, at brugeren bliver omsluttet af et virtuelt univers. Der følger også en massiv påvirkning af syn, hørelse og følesans med. Der er et panoramisk synsfelt, tredimensionel lyd og oplevelser, der kan mærkes helt konkret.

Brittan Heller, der er amerikansk ekspert i krydsfeltet mellem teknologi og menneskerettigheder, mener, at metaverse er et fundamentalt anderledes medie end de hidtidige spil og sociale medier – netop på grund af de psykologiske og kropslige komponenter. Og det antaster det enkelte individs integritet.

Den skade, virtual reality kan påføre, er potentielt større, fordi det føles mere naturligt
- Imran Ahmed, daglig leder af The Center for Countering Digital Hate

I et debatindlæg udgivet af Carr Center for Human Rights Policy ved Harvard University skriver Brittan Heller, at ”vores hjerne husker, at vi har været i et virtuelt miljø, på samme måde som vi skaber erindringer om offline-oplevelser”.

Eksperter advarer samtidig om, at metaverse øger risikoen for fake news og andre former for manipulation, fordi det er så virkelighedstro. VR-teknologien åbner for flere audiovisuelle påvirkninger, som kan narre modtageren. Og da metaverse indebærer brugernes konstante tilstedeværelse, kan de falske nyheder hurtigere opnå momentum og påvirke opinionen, lyder advarslerne.

Overgreb er hyppige

Allerede nu – inden metaverses kropsliggørelse af det digitale møde for alvor er slået igennem – er overgreb online udbredt.

En tredjedel af et repræsentativt udsnit af kvinder under 35 år har ifølge den uafhængige amerikanske tænketank Pew Research Center oplevet seksuel chikane online, og overgrebene har store omkostninger for ofrene. Et forskningsstudie i 2018 blandt kvinder på universiteter i Ontario, Canada viste, at oplevelser med cyberseksuel vold er forbundet med symptomer på depression, angst, stress og posttraumatiske reaktioner.

10.000

Facebook vil oprette 10.000 metaverse-job i Europa, fordi EU aktivt er med til at udforme de nye regler for inter­nettet. Det oplyste tech-giganten i oktober i fjor. ­Natasha Friis Saxberg, direktør i organisationen IT-Branchen, mener, at danske it-virksomheder er godt rustet til at varetage metaverse-opgaver. Det er på grund af evnen til at lave design og at sætte brugeren i centrum, lyder det.

Den uafhængige organisation The Center for Countering Digital Hate, som bekæmper had og misinformation i digitale tjenester, har forsøgt at skaffe viden om overgreb i VR-universer.

Gennem næsten et halvt døgn en tilfældig dag i december 2021 overvågede centret videospillet VRChat, som spilles med VR-briller, typisk Oculus Quest 2 fra Facebook. Centret kunne konstatere, at der i gennemsnit skete et overgreb forbundet med køn, race eller etnicitet hvert syvende minut. Der var endog seksuelle og voldelige trusler mod mindreårige.
– Den skade, virtual reality kan påføre ved for eksempel seksuel chikane, er potentielt større, fordi det føles mere naturligt, og derfor er det mere ubehageligt, siger Imran Ahmed, der er daglig leder af The Center for Countering Digital Hate.

Organisationen har registeret over 100 rapporteringer om overtrædelser af Facebooks egne retningslinjer for Oculus Quest 2-VR-brillerne. Facebook har angiveligt ikke svaret på klagerne.

Sårbar for hacking

Virtual reality-teknologien, som metaverse er baseret på, resulterer i et hav af datapunkter om det enkelte individ. Højkvalitetskameraer og -mikrofoner kan teoretisk spore al aktivitet i det virtuelle univers.

Ibrahim Baggili, professor i it-videnskab på University of New Haven, forklarer, at VR og AR giver mulighed for at indhente informationer om øjne, krop og bevægelser, ligesom man kan kortlægge, hvor brugeren befinder sig. Vidtgående og indgribende indsamling og behandling af data er alfa og omega for tech-giganters salg af målrettede reklamer og brugbare informationer. En række tilfælde af privatlivskrænkelser har netop drejet sig om tech-giganternes udveksling af persondata med tredjepart.

Baggili og hans kollegers forskning tyder på, at virtual reality tilmed er mere sårbar over for hacking end traditionel onlineaktivitet.
– Vi kunne være til stede i samme virtuelle rum som brugeren, uden at han vidste det, og vi kunne uhindret skaffe personlige detaljer, siger han.

Lover ansvarlighed

Facebook og Microsoft forsikrer, at de har fokus på udfordringerne og forsøger at løse dem.
– Tidligere har den hastighed, hvormed nye teknologier er kommet frem, til tider medført, at politikere og myndigheder var henvist til at forsøge at indhente udviklingen. Vi vil gerne undgå, at det sker denne gang. Derfor har vi taget initiativ til en dialog om effekterne, inden teknologien har vundet udbredelse, siger Facebooks kommunikationschef i Norden, Lukasz Lindell.

Der bliver aktiveret flere om­råder i hjernen, som ikke bliver aktiveret af en flad skærm
- Albert Rizzo, professor på University of California

Lindell fremhæver, at Facebook har indgået partnerskab med uafhængige eksperter og organisationer om at opbygge teknologien 'på en ansvarlig måde'. Der er afsat, hvad der svarer til 340 millioner kroner over to år til arbejdet. Desuden er Facebook stiftende medlem af XR Association, som ligeledes har forpligtet sig til 'ansvarlig' udvikling af teknologien.
– Vi er nødt til at fortsætte med at forudse risici. Men vi kan ikke se rundt om alle hjørner. Det er årsagen til, at principperne om privatlivsbeskyttelse, tryghed og sikkerhed skal være inkluderet fra begyndelsen, siger Lukasz Lindell.

Kort efter Nina Jane Patels overgreb indførte Facebook en 'tryghedszone' på lidt over 60 centimeter rundt om hver avatar på Horizon Worlds og Horizon Venues, og hos Microsoft sætter man i sit metaverse-engagement 'identitet, privatliv og tillid i centrum', oplyser Morten Skøtt, der er pressechef for Microsoft i Danmark.

VR forskyder magten

Politikere og myndigheder i EU og – i mindre grad – i USA har de seneste år fundet det nødvendigt at holde virksomhederne i stram snor. Senest er EU på vej med lovgivning, der skal tvinge tech-giganterne til at åbne deres platforme og tjenester for andre udbydere. Hensigten er at modvirke monopollignende adfærd. EU vil også skærpe restriktionerne på datahøst og videresalg til tredjepart af de høstede personlige data. I USA er der lovforslag til behandling i Kongressen, der skal stække tech-giganternes magt.

Desuden har politikere på begge sider af Atlanten taget initiativ til, at tech-giganterne skal pålægges et hovedansvar for at forebygge overgreb og hadtale i den virtuelle virkelighed. Med det kan vise sig at blive svært. Facebooks nuværende tekniske direktør, Andrew Bosworth, skulle i en intern besked til Facebooks medarbejdere i marts 2021 have meddelt, at det er praktisk umuligt at moderere, hvordan folk agerer i metaverse.

Gry Hasselbalch, medstifter af den uafhængige europæiske tænketank DataEthics, der arbejder for at fremme privatlivsbeskyttelse, påpeger, at metaverse er et komplekst digitalt univers med mange datapunkter. Derfor er der behov for fuld transparens om, hvilke data der indsamles og behandles, og om de interesser, der styrer indsamlingen.
 – Når Big Tech etablerer en VR-infrastruktur, bliver det en yderligere trussel mod den delikate magtbalance mellem regeringer, virksomheder og borgere i et demokrati. Jo mere virksomheder kan gøre med os som borgere på grund af virtuel teknologi, som omsætter vores kendetegn og adfærd til data, desto vigtigere er det med en politisk indsats for at værne om vores frihed til kritisk tænkning og kreativitet, siger hun.


Læs også...

En gruppe IT-undervisere har lavet seks nye spil, der skal øge danskernes viden om cybersikkerhed. Spillene er et nyt og underholdende værktøj, der…

Forskere går sammen med erhvervslivet om et nyt center, der skal understøtte fabrikation af mikrochips i Danmark. Det nye center ligger på DTU, og det…

Som de fleste forhåbentlig ved, så må din arbejdsgiver ikke spørge ind til, hvad du fejler, når du melder dig syg. Men hvis du selv fortæller det,…

Et forsøg hos Google betyder, at fagforeninger ikke dukker op i en række brugeres søgeresultater. Situationen rejser kritik både på Christiansborg og…

Hver dag logger 100 millioner brugere ind på det sociale medie Threads. Mediet er en del af Meta, og det blev lanceret i 2023.

En ny form for IT-uddannelse åbner op for, at flere kan blive softwareingeniører. Næste år kan man nemlig søge ind på en trainee-uddannelse hos VIA…

Google tager syvmileskridt mod kvantecomputeren med chippen Willow, TikTok forurener ifølge undersøgelse mest af sociale medier – lige så meget som…

Hvordan er magthierarkiet i det danske tech-miljø? Det forsøger en ny analyse at give svaret på – og umiddelbart er det ikke tekniske profiler, der…

Nye principper skal sikre, at vi ikke lægger hele vores fremtid i hænderne på tech-giganterne. "Tech-giganterne har primært fokus på teknologiske…

Kommunerne har ikke ressourcer nok, når det gælder IT-sikkerhed, og derfor er de uhyre sårbare. Det viser en ny analyse, som ifølge professor i…